Oscar

Diversiteten var i højsædet ved årets Oscar-show: - Det er en historisk aften, siger filmjournalist

Black Lives Matter-bevægelsen blev også nævnt flere gange gennem showet.

Oscar-showet 2021 skilte sig ud som det show med størst diversitet blandt de nominerede.

Og det fortsatte, da den prestigefyldte begivenhed løb af stablen natten til mandag.

- Det var en meget historisk aften for diversiteten. Det er der ingen tvivl om, når vi kaster et blik på showet og på vinderne, siger Casper Hindse, som er filmjournalist hos filmmagasinet Ekko og Dagbladenes bureau.

Der bliver givet plads til, at folk kommer til orde og rent faktisk gerne må have noget på hjerte

Casper Hindse, filmjournalist

Der var både plads til flere kvinder, ældre skuespillere og et større antal personer med en anden hudfarve end hvid, end der normalt er, lyder det fra filmjournalisten.

- Det var helt klart et inkluderingsår, hvor der var en stemning af, at der skal være plads til alle, siger han.

Diversitet i flere kategorier

En af aftenens helt store vindere var Chloé Zhao. Hun er instruktøren bag filmen ‘Nomadland’, der løb med titlen ‘Bedste film’.

Chloé Zhao er den første kvinde med asiatisk baggrund til at løfte en Oscar-statuette for ‘Bedste instruktør’.

Samtidig er det kun anden gang i historien, at en kvinde vinder i kategorien. Udover hende er Kathryn Bigelow den eneste, som er løbet med sejren. Det gjorde hun i 2010 med filmen ‘The Hurt Locker’.

- Denne her er til alle, der har troen og modet til at holde fast i godheden i sig selv og hinanden, uanset hvor svært det er at gøre, sagde Chloé Zhao i sin takketale.

I begge birolle-kategorier var det to ikke-hvide personer, som kunne løfte statuetterne.

Her var det den 73-årige koreanske Youn Yuh-jung, der modtog hæder som den ‘Bedste kvindelige birolle’ for sin rolle i filmen ‘Minari’, mens Daniel Kaluuya modtog den mandlige pendant.

Han vandt prisen for sin portrættering af Black Panther-lederen Fred Hampton i filmen ’Judas and the Black Messiah’.

- Fejr livet, mand. Vi trækker vejret, vi går, det er fantastisk, sagde en storsmilende Daniel Kaluuya under sin takketale.

Oscars er ellers flere gange blevet kritiseret for at have for lidt diversitet og være for ”hvidt”.

En kritik, der i 2015 førte til et opråb under hashtagget #OscarsSoWhite, som blev en sand Twitter-storm, hvor flere farvede skuespillere opfordrede til boykot af Oscar-uddelingen i protest.

Et opråb mod politivold

Der har i de seneste år været stort fokus på bevægelsen Black Lives Matter. Og den dagsorden fik også lov til at fylde ved nattens show.

- Man kan se, at det politiske er rykket mere ind i showet. Der bliver givet plads til, at folk kommer til orde og rent faktisk gerne må have noget på hjerte, siger Casper Hindse.

Blandt andet indledte skuespiller Regina King showet med en henvisning til den retssag, hvor tidligere politibetjent Derek Chauvin blev kendt skyldig i drabet på den sorte amerikaner George Floyd.

- Hvis tingene var gået anderledes i sidste uge i Minneapolis (byen, hvor retssagen blev ført red.), ville jeg nok have byttet mine høje hæle til fordel for et par militærstøvler, lød det fra skuespilleren.

Regina King skød Oscar-showet i gang med en politisk tale.

Også instruktør Travon Free adresserede den politivold, som især siden George Floyds død har været på dagsordenen i USA.

Sammen med instruktøren Martin Desmond Roe vandt han en statuette for ‘Bedste kortfilm’ for filmen ‘Two Distant Strangers’, der handler om netop det emne.

- I gennemsnit slår politiet i Amerika tre personer ihjel om dagen. Det bliver til omkring tusind personer om året. Og de personer er i høj grad sorte mennesker, sagde Travon Free i sin takketale.

Samtidig bar han en jakke, hvor en lang række navne var indsyet i foret. Navne, der alle var sorte personer, som er blevet slået ihjel af politiet i USA.

Travon Free viser inderforet på sin jakke, hvor navnene på personer, som er blevet dræbt af politiet i USA, stod skrevet med sirlig guldskrift.

Aldersmæssigt havde nattens Oscar-show også en højdespringer, som skilte sig ud fra normalen. Med sine 83 år blev Anthony Hopkins den ældste person nogensinde til at vinde en skuespillerstatuette.

Han løb med titlen 'Bedste mandlige hovedrolle' for sin medvirken i dramaet ’The Father’, hvor han spiller en mand, der lider af demens.

Anthony Hopkins var ikke til stede ved aftenens show og holdt derfor heller ikke en takketale.

Nye inklusionskrav

For at imødekomme noget af den kritik, der gennem årene har været af manglende diversitet ved Oscars, introducerede akademiet sidste år et inklusionskrav til film i kategorien ‘Bedste film'. Det skal ifølge dem sikre en større repræsentation af minoriteter.

Det nye tiltag stiller krav om, at der både på lærredet og bag kameraet skal være personer fra "underrepræsenterede grupper", som ifølge akademiet består af blandt andet kvinder, ikke-hvide, LGBTQ+-personer eller personer med handicap.

Reglerne træder dog først i kraft i 2024, og de har derfor ikke direkte haft indflydelse på nattens resultater. ​

Perspektiv

Sort skuespillerinde måtte sidde for sig selv

Hattie McDaniel spillede stuepigen  Mammy i 'Borte med blæsten'. Faktisk har McDaniel haft over 70 forskellige roller som stuepige igennem sin lange karriere som skuespiller.

1940 var et skelsættende år i Oscar-historien. Hattie McDaniel vandt prisen for bedste birolle i filmen 'Borte med blæsten'. Hun blev dermed den første sorte skuespiller, der vandt en Oscar. 

Men prisoverrækkelsen bliver i dag set som pinagtig i manges øjne. Hattie McDaniel måtte nemlig ikke sidde til bords med resten af 'Borte med blæsten'-holdet, men blev derimod placeret ved et bord allerbagerst. Prisfesten blev afholdt på Ambassador's Cocoanut Grove nightclub, og her var sorte normalt forment adgang. 

Hattie McDaniel havde kun allernådigst fået lov at komme med. Efterfesten måtte hun også holde et andet sted end resten af festdeltagerne.