Hjem til gården

I otte år lagde han det kyniske monster bag sig, indtil det igen dukkede op på tv-skærmen

Taktikken på gården fik Daniel Birch til kun at tænke på sig selv – og det vækkede nogle dårlige mønstre fra fortiden.

Den ellers glade og udadvendte Daniel Birch var pludselig stille og tilbagetrukket. Han var ked af det.

Det taktiske spil i 'Hjem til gården' havde været spændende og succesfuldt uge efter uge, men nu føltes det ikke godt længere.

I dagene forinden havde Daniel Birch haft en plan om at få Mikkel Svendsen sendt i tvekamp.

Planen var, at Mikkel skulle tabe og vælge Daniel Birch som storbonde.

Men Mikkel tabte ikke og vendte tilbage til gården. Det betød, at Daniel Birch hele tiden blev konfronteret med den fejlslåede kyniske plan. Men især med sin egen dårlige samvittighed.

Han var skuffet og skræmt over sig selv. For den kyniske side, han havde vist, kendte han udmærket godt.

Selvom det bare var et tv-program, og de agerede i en konstrueret virkelighed på gården, var der pludselig meget mere på spil end konkurrencen for Daniel.

Mikkel Svendsen og Daniel Birch delte ofte en pibe tobak på gården.

Bange for den gamle Daniel

31-årige Daniel Birch har brugt otte år på at lægge et kynisk monster fra sig.

Et monster der blev skabt op gennem hans teenageår, der var turbulente og prægede af kriminalitet.

Pludselig stod han i de idylliske og landlige omgivelser og var bange for, at alt det hårde arbejde med at blive en bedre version af sig selv pludselig ville gå tabt.

Han blev bange for, at han skulle forlade gården som den gamle Daniel.

Fra drengestreger til kriminalitet

Daniel Birch er opvokset i Aarhus og var med egne ord en rod i skolen. En helt ustyrlig dreng, der kendte alle tricks i bogen, og som ikke var bange for at bruge dem.

- Jeg havde en kæk kommentar til alting og var rigtig provokerende over for lærerne, siger Daniel Birch.

Det betød, at han ofte blev sendt uden for døren eller endte på skoleinspektørens kontor.

Men han havde det også 'møgsvært'. Det kom blandt andet til udtryk ved, at han mobbede andre elever. For hvis der var nogen, der havde det dårligere end ham, så føltes det ikke så svært at være Daniel.

Men han var ikke kun modbydelig. Han elskede også at blive grint af, hvilket mange af hans narrestreger hjalp ham til. En klassisk klassens klovn.

Op gennem teenageårene udviklede drengestregerne sig til kriminalitet. Daniel Birch blev flere gange hentet i detentionen af sine forældre.

- Jeg var ude i en kriminel løbebane. Alle mine venner var kriminelle, og vi tog stoffer og røg hash, fortæller Daniel Birch.

Når han i dag ser tilbage på den tid, står det klart, at han nok ikke følte, at han havde nogen at skulle stå til ansvar overfor.

Han fik selvfølgelig skældud af sine forældre, som også fortalte ham, hvad der var rigtigt og forkert. Men rammerne var for frie.

- Frihed under ansvar er godt, men det passede bare slet ikke til mig.

Daniel Birch som 18-årig.

Et barn satte gang i den gode udvikling

Da Daniel Birch var 19 år gammel, mødte han sin ungdomskærlighed. De havde været venner som 15-årige. Dengang havde han altid håbet på, at de kunne blive kærester, og pludselig skete det.

Han var hovedløst forelsket og følte selv, at han i den periode levede i en drøm.

"Sker det her virkelig for mig", spurgte han sig selv.

Men på dette tidspunkt havde Daniel Birch svært ved at lægge ulovlighederne og den kriminelle tankegang fra sig, og det skabte konflikter i forholdet.

Et par år senere fik de en datter.

Nu kunne han ikke længere kun tænke på sig selv. Nu var han nødt til at tage ansvar.

Knap to år senere fik de endnu et barn – en søn.

Daniel Birch har altid følt, at han er blevet dømt på sin fremtoning. Derfor havde han pakket så neutralt tøj som muligt til gården. På den måde håbede han, at de andre beboere ikke dømte ham som en bølle eller en smart fyr.

Men selvom Daniel Birch elskede både sin kæreste og sine to børn, var han et sted i sit liv, hvor det var svært at skulle ændre på det menneske, han var blevet.

- Jeg ville virkeligt gerne ændre mig, og jeg arbejdede også på det. Men det gik ikke hurtigt nok, og derfor gik forholdet i stykker.

Daniel Birchs kæreste forlod ham efter seks år.

Bruddet gjorde det kun endnu tydeligere, at han var nødt til at ændre radikalt på sig selv og sin tilgang til livet.

Cirka et år efter bruddet med sine børns mor mødte han sin nuværende kæreste, Camilla.

- Hun er verdens mest perfekte kæreste.

Denne gang var Daniel Birch et bedre sted. Han havde arbejdet med sig selv og havde fået trukket sig fra det kriminelle liv. Nu tjente han penge lovligt som blandt andet fragtmand.

Sammen har de fået to børn på tre og halvandet år.

På mange måder har børnene nok reddet Daniel Birch og tvunget ham til at leve et bedre liv. Den nye tilværelse som far til fire gav ham en ro, men krævede også meget tid.

Det gav ham lysten til at prøve at gøre noget for ham selv. Derfor meldte han sig til 'Hjem til gården'.

- Jeg ville prøve at være sammen med nogle mennesker, jeg ikke normalt ville være sammen med. Komme i situationer, hvor jeg skulle indordne mig og på den måde udvikle mig selv.

Daniel Birch var især nysgerrig på at lære mere om sine handlemønstre. Og det gjorde han. For efter et par uger i tv-programmet begyndte nogle gamle handlemønstre at komme frem.

Daniel Birch på gårdspladsen.

Løgne føltes ikke forkert

I de første dage og uger på gården var det ikke svært for Daniel Birch at have kontrol over, hvad han sagde og gjorde.

- Jeg er jo voksen og har pli.

Men jo længere de kom ind i konkurrencen, jo sværere blev det at holde på sig selv.

Og i takt med det, blev det også sværere og sværere at undertrykke den gamle Daniel Birch.

Måske var det at gå op og ned af en række mennesker, som man i sidste ende er konkurrenter med og derfor ikke nødvendigvis kan stole på, der triggede dét, han selv kalder for det kyniske monster.

Uanset hvad vendte den kriminelle tankegang tilbage.

- I mine teenageår levede jeg meget efter egen vindings skyld. Jeg tænkte udelukkende på, hvad der var bedst for mig selv. Det var jeg nødt til, forklarer Daniel Birch.

Daniel Birch og Mikkel Svendsen ryger en pibe tobak i værkstedet på gården.

Han hader, at den mentalitet findes inden i ham. Og derfor blev det meget overvældende for ham, da han mærkede den gamle Daniel.

Pludselig rørte det ham slet ikke, at han løj over for sin ellers gode kammerat på gården, Mikkel Svendsen.

- Det var jo nok overlevelsesmekanismer fra den kriminelle verden, der kom frem.

Og det var den mentalitet, der pludselig tog over, mens han var med i ‘Hjem til gården’.

- Det væltede bare frem i mig. Og den egoisme er en af de ting, jeg hader findes inden i mig.

Daniel Birch taler med Mikkel Svendsen.

Skal stole på den gode Daniel

De andre beboere bemærkede, at han var trist og havde trukket sig. Derfor tog den ældste af beboerne, Hanne Holdt-Simonsen, en snak med Daniel Birch.

Her åbnede han for sin fortid og fortalte, at han var bange for, at alt arbejdet med at blive en bedre version af sig selv ville gå til spilde på gården.

- Jeg har set den rigtige Daniel de første mange dage, vi var her, sagde hun og fortsatte, da de stod ved folden:

- Jeg kan se, at du har det rigtig skidt. Og jeg vil gerne hjælpe dig, hvis jeg kan. For du er et godt menneske, og du skal bare lære at stole på, at du er det.

Daniel Birch taler med Hanne Holdt-Simonsen.

Det kan måske lyde banalt, men for Daniel Birch var det nogle følelser, som han var nødt til at tage alvorligt.

- Hvis man ikke har prøvet at være én person og så kæmpe i årevis for at lægge den person til side og blive en anden - ændre sin grundlæggende tankegang og mentalitet, så ved man slet ikke, hvor meget det kræver.

Det havde han brugt otte år på, og han følte på ingen måde, at han havde yderligere otte år på at gøre det igen.

Han besluttede sig for, at han ville være ærlig over for Mikkel Svendsen fremover på gården. Og har brugt tiden efter optagelserne på at arbejde mere med sig selv.

I dag er Daniel Birch landet et godt sted i sit liv. Han føler, at han er blevet mindre arrogant og egoistisk.

- Men jeg ved godt, at jeg skal lære resten af livet. Det håber jeg sådan set, alle ved de skal.

Du kan se 'Hjem til gården' hver søndag klokken 20.00 på TV 2 eller på TV 2 PLAY, hvor der allerede er snigpremiere om lørdagen.