Underholdning

Bookmakerne er enige om dansk sejr

Danske spil vurderer, at 'Druk' har 89 procent chance for at vinde.

Skal man tro bookmakerne, er der stor sandsynlighed for, at 'Druk' vinder en Oscar-statuette.

Det viser odds fra en lang række danske og internationale bookmakere.

Man kan i gennemsnit få sine penge 1,13 gange igen, hvis 'Druk' vinder en Oscar i kategorien 'Bedste internationale film', når prisuddelingen finder sted natten til mandag dansk tid.

Og det er ekstraordinært, at en dansk film er favorit i så høj grad.

Det siger Mathias Reimer Larsen, der er oddssætter og underholdningsekspert hos Danske Spil.

- Ikke siden 2011, hvor 'Hævnen' af Susanne Bier vandt, har forventninger været så store til en dansk film. Og her var de ikke engang lige så store som i år, siger han.

At sætte odds på Oscar-showet handler om at vurdere rygter og udtagelser fra filmfolk.

- Og så kigger vi på hele Awards Season og ser, hvordan har filmen præsteret. 'Druk' fik en Bafta, og den internationale film, der vandt i Golden Globe, 'Minari', er ikke nomineret til en Oscar for bedste internationale film. Blandt andet derfor har vi vurderet, at 'Druk' har 89 procent chance for at vinde, siger Mathias Reimer Larsen.

Ser man på Thomas Vinterbergs sandsynlighed for at vinde en Oscar i kategorien 'Bedste instruktør', tegner det mindre lyst.

Her er instruktøren Chloe Zhao storfavorit for sin film 'Nomadland', mens Thomas Vinterberg ikke er spået de helt store chancer.

Danske chancer

Men Thomas Vinterberg er ikke den eneste dansker, der er nomineret i år.

To andre danskere kan også gå hen og vinde en af de gyldne statuetter med hjem.

Elvira Lind kan vinde en Oscar for sin kortfilm 'The Letter Room', mens Mikkel E.G. Nielsen er nomineret i kategorien 'Bedste klipning' for filmen 'Sound of Metal’.

Elvira Lind er favorit hos bookmakerne, mens Mikkel E.G. Nielsen bliver overhalet af Alan Baumgarten, der er nomineret for klipningen af filmen 'The Trial of the Chicago 7'.