LEGO Masters

31-årig opdagede en god forretning, da han legede med sin søn

​Marvin Jameau og Jonas Schilling har gjort Lego til et professionelt virke. Hør hvordan her.  

34-årige Marvin Jameau og 41-årige Jonas Schilling har flere ting tilfælles.

De var begge 13 år gamle, da de, som mange andre børn, pakkede deres Lego helt væk.

Og de var begge voksne mænd, da de pludselig genfandt passionen for byggelegetøjet igen.

I dag deltager de sammen i programmet 'Lego Masters', hvor de dyster imod syv andre par om at blive "Lego-mestre".

Men for bare fem år siden havde ingen af dem så meget som ét Lego-sæt stående derhjemme. Det blev der lavet drastisk om på for Marvin Jameau, da han en dag faldt over en brugt Lego-minifigur og satte den til salg på Den Blå Avis.

En sjælden Lego-figur

Det hele begyndte i 2017, da Marvin Jameau forærede sin fireårige søn et Lego-sæt. De to begyndte at bygge Lego sammen, og inden Marvin vidste af det, havde han pludselig huset fuld af Lego.

- Vi hyggede os med det, og så begyndte jeg at købe lidt brugt Lego for sjov. Det tog pludselig virkelig om sig, og efter seks måneder blev jeg nødt til at sælge noget af det videre, fortæller Marvin Jameau.

Han satte forskellige figurer til salg på Den Blå Avis. Så lagde han telefonen fra sig og gik i bad. Da han kom ud, lå der 71 henvendelser. Alle sammen på den ene figur. En særlig Mandalorian-figur fra Star Wars-universet.

Marvin Jameau havde sat figuren til salg for 15 kroner. En venlig mand, der stod bag en af de 71 henvendelser, spurgte Marvin, om han var klar over, at figuren var et eftertragtet samlerobjekt og var omkring 600 kroner værd.

Det kom som et chok for den dengang 31-årige Marvin Jameau, der efter eget udsagn tog hele sit liv op til genovervejelse.

- What? Hvad har jeg så gået og lavet med hele mit liv? Jeg kan da leve af at sælge Lego, tænkte han.

Og som sagt så gjort.

Det bedste salg

Marvin Jameau begyndte at købe brugt Lego ind i massevis. Det hele blev placeret i et pulterkammer i lejligheden i Gjern lidt uden for Aarhus.

Nogle gange købte han ti kilo Lego for 300 kroner fra forældre, der var strandet med deres store børns brugte Lego, som de nu ville af med.

Så gik han på skattejagt i poserne og ledte efter sjældne figurer, dele til sæt eller en særlig farve klodser, han kunne samle og sælge videre.

Blandt de bedste fund er en sort Lego Ninja Turtles-figur, som han solgte for 2000 kroner og nogle gamle Lego-togskinner til 6000 kroner.

I dag har Marvin Jameau sagt sit job op som vikar og lever at at sælge Lego på sin auktionsside 'Brickcity Auctions'. Herfra sender han mellem 20 og 50 pakker Lego afsted om ugen.

- Det er virkelig noget, jeg nyder at lave, men det var det sidste, jeg havde forventet at lave, siger han grinende.

Blandt børn i Lego-afdelingen

Det var også i 2017, at Jonas Schilling pludselig fik øjnene op for Lego igen.

Her begyndte hans nevø at lege med byggeklodserne, og Jonas hjalp ham med at samle de forskellige sæt.

Men pludselig opdagede han, at der også fandtes mere avancerede sæt henvendt til voksne.

Der fandtes tilmed et program, hvor man kunne lave sine egne modeller på computeren og printe lister med Lego-klodser ud til projektet.

Jonas Schilling indrømmer gerne, at det i en alder af 37 år krævede lidt overvindelse at gå på indkøb i legetøjshylderne.

- I starten var det meget mærkeligt at stå nede i Føtex og kigge på Lego blandt børnene. De kiggede mærkeligt på mig, når jeg tog tre-fire af de samme sæt, siger han grinende og tilføjer:

- Men det vænnede jeg mig til. I dag er jeg ret kold omkring det.

Mere fordybelse

Jonas Schilling kan ligesom Marvin Jameau tjene penge på sin Lego-passion i dag. Han laver Lego-byggerier, som han sælger færdigt til folk, men også hjemmedesignede Lego-sæt med brugsanvisninger og klodser.

Blandt nogle af hans mest populære designs er en pladespiller bygget i Lego.

Lego er dog stadigvæk en bibeskæftigelse ved siden af hans job som pædagog i en fritidsklub i Virum.

Her prøver han at snige Lego ind i børnenes hverdag.

Det er ikke altid nemt, men han håber, at et program som 'Lego Masters' måske kan gøre en forskel. Et af hans mål med at stille op har nemlig været at inspirere til kreativitet og fordybelse.

- Jeg synes, jeg oplever, at det bliver sværere og sværere for børnene at sætte sig ned og fordybe sig. Alting går så stærkt, og de er vant til de hurtige løsninger, siger han og fortsætter:

- Det kunne være megafedt, hvis programmet kunne motivere nogen til at fordybe sig. For jeg synes, man får renset hovedet, når man er i en kreativ proces og lukker alt andet ude.

De to Lego-byggere kan først opleves i andet afsnit af 'Lego Masters', da de begge blev testet positive for corona i første program.

Du kan se næste afsnit af 'Lego Masters' fredag klokken 20 på TV 2 eller allerede nu på TV 2 PLAY.