Toppen af poppen

Hjalmer er med i 'Toppen af poppen'

25-årige Hjalmer Larsen er sidste navn i 'Toppen af poppen'. Se alle årets deltagere her.

For snart fire år siden slog Hjalmer Larsen igennem med et brag med singlen 'Hvis du går'.

Det vakte opsigt. Ikke mindst fordi Hjalmers kendte far, Kim Larsen, slet ikke kendte til udgivelsen. Han sad og læste avis hjemme i køkkenet i Odense, da han hørte sønnens single i radioen for første gang.

Det blev dog langt fra sidste gang, at Hjalmer indtog sendefladen. Siden er fulgt adskillige hits – og nu er han klar til årets udgave af 'Toppen af poppen'.

- Efter det her vanvids-coronaår virkede det bare som et rigtig godt tidspunkt at prøve noget helt nyt og forhåbentligt komme ud til publikum på en anden måde, fortæller Hjalmer Larsen om, hvorfor han har sagt ja til at være med.

Priser og hits

Den unge musiker har udgivet to albums: 'Skabt til at være ung' i 2017 og 'Midt i en drøm eller noget der ligner' i 2019.

Samtidig er det blevet til et hav af singler – blandt andet 'Istedgade', 'Dig og mig' og 'Folk som os', der var en duet med Medina. I 2019 stod Hjalmer bag sangen 'Kongespil', der var med i TV 2-julekalenderen 'Tinka og Kongespillet'. Seneste single er nummeret 'Hey du'.

Derudover har han høstet en del priser. I 2019 fik han en 'ZULU Award' for årets nye navn og samme år vandt han GAFFA-prisen for årets solist. Året efter toppede han den høst med hele fire GAFFA-priser.

Nu står den på fortolkning af andre danske kunstneres musik.

- Jeg er dykket dybt ned i de seks andres bagkatalog og har valgt de sange, der virkelig satte idéer i gang i mit hoved. Og så har jeg skrevet nogle tekster helt om og lavet en masse ændringer, som gør, at sangene føles som mine egne, når jeg synger dem, fortæller han og peger på, at han er gået op i at lave seks meget forskellige fortolkninger i seks forskellige genrer.

Her er de øvrige deltagere i årets 'Toppen af poppen':

Maria Bramsen

Sanger

58 år, født i 1963

Maria Bramsen slog igennem, da hun som blot 18-årig kom med i bandet Tøsedrengene sammen med Anne Dorte Michelsen og Klaus Kjellerup. Her sang hun blandt andet vokal på nogle af gruppens allerstørste hits, 'Indianer', 'Så gik der tid med det' og 'Vi var engang så tæt'.

Da gruppen gik i opløsning fortsatte hun succesen i det nydannede band, 'Ray Dee Ohh', hvor hun sang side om side med Caroline Henderson. Bandet storhittede i slutningen af 80'erne og begyndelsen af 90'erne med blandt andet 'Jeg vil la' lyset brænde' og 'Mandags-stævnemøde'.

Maria Bramsen har efterfølgende uddannet sig til designer, men har ikke sluppet musikken. I 2013 fandt hun igen sammen med Anne Dorte Michelsen i gruppen 'Anne Dorte & Maria'.

Mathilde Falch

Sanger og musiker

31 år, født i 1989, Søborg

Mathilde Falch er datter af musikeren Michael Falch. De seneste år har hun dog gjort sig bemærket som pop- og rockmusiker og har udgivet hele fire anmelderroste albums. Det seneste 'Som børn på ny' udkom i 2017.

Hun debuterede i 2009 med singlen 'Måske om 5 år'. Året efter kom EP'en 'Kom med mig'. I 2013 spillede hun første gang på Smukfest i Skanderborg og 2015 blev hendes album 'Alle taler' udvalgt til ugens album på P4.

Hun står dog ikke kun på egne ben. I 2018 indspillede hun sangen 'Tiden' sammen med Søren Huss.

Udover at være musiker er Mathilde Falch også ambassadør for Landsforeningen SIND. Som teenager udviklede hun en spiseforstyrrelse, der betød, at hun som 16-årig var indlagt i et halvt år. Netop derfor arbejder hun for at sætte fokus på psykisk sårbarhed og for at være med til at nedbryde tabuerne omkring det.

Alex Vargas

Sanger og sangskriver

33 år, født i 1988, Hørsholm.

Sangeren med rødder i Danmark, England og Uruguay slog igennem i eget navn i 2014. Inden da var han en del af det engelske band 'Vagabond', hvor han allerede som 17-årig opnåede at få en pladekontrakt og spille på en af verdens allerstørste musikfestivaler, Glastonbury.

I 2015 fik han et viralt hit med sangen 'Solid ground', der også var med på hans EP, 'Giving up the ghost', der udkom i 2016. Samme år blev Alex Vargas nomineret til priser ved både GAFFA-prisen, P3 Guld og Danish Music Awards. Ved sidstnævnte vandt han prisen for årets danske kunster.

Siden er fulgt flere numre, og Vargas har også gjort sig som sangskriver.

Simon Kvamm

Sanger, musiker, komiker og skuespiller.

46 år, født i 1975, Silkeborg.

Simon Kvamm slog for alvor igennem med bandet 'Nephew' i 2004, hvor deres album 'USADSB' kom på gaden. Albummet indeholdt hits som 'Superliga', 'Movie klip' og 'Worst/Best case scenario'. To år senere fulgte de succesen op med 'Interkom kom ind', hvorfra danskerne sang med på 'Igen & igen &', 'Mexico ligger i Spanien' og 'Science fiction og familien'.

Den store succes fik gav bandet prisen for årets album ved Danish Music Awards i 2007. Samme år optrådte Nephew for første gang på Orange scene på Roskilde Festival på den ikoniske dato 07.07.07, hvor de blandt andet havde rapperen L.O.C. med på scenen.

Efter yderligere et album i 2009 holdt Nephew pause, og Simon Kvamm dannede sammen med Peter Sommer bandet 'De eneste to'. Sidenhen er Nephew gendannet. Ved siden af har Kvamm dannet bandet Hugorm, som han udgav musik med i 2020, hvor bandet også skulle have spillet på den aflyste Roskilde Festival.

Undervejs i karrieren har Simon Kvamm høstet et hav af priser. Ni gange Danish Music Awards, fem gange P3 Guld, fem gange Zulu Awards og 13 Gaffa-priser.

Ved siden af musikkarrieren har Simon Kvamm været skuespiller og komiker. Han blev for alvor kendt i 2003 som figuren Baune i den fiktive komedie-docusoap på DR 2, 'Rockerne'. Derefter fulgte programmet 'Drengene fra Angora', hvor Simon Kvamm spillede sammen med Esben Pretzmann og Rune Tolsgaard. Senest har Kvamm hovedrollen i serien 'Guru' på DR.

Katinka Bjerregaard

Sanger og tekstforfatter.

30 år, født i 1991, København.

Den 30-årige sangerinde Katinka Bjerregaard er forsanger og sangskriver i rockpopbandet, der bærer hendes fornavn, Katinka.

Bandet blev dannet i 2012 sammen med guitarist Simon Ask og tæller nu også medlemmerne Marie Hageltorn Christiansen og Tobias Pedersen. De slog for alvor igennem, da de i 2015 vandt DR's talentprogram 'Karrierekanonen'.

Siden da er det blevet til to albums, 'Vi er ikke kønne nok til at danse' fra 2017 og 'Vokseværk' fra 2018.

Herfra har hun blandt andet hittet med sangene '2000 meter i frit fald', 'Vi er ikke kønne nok' og 'Luftballoner'.

I 2017 blev Katinka Bjerregaard hædret med en Steppeulv-pris for 'Årets håb'.

Udover sangkarrieren har hun også spillet teater og skrevet teatermusik.

Malte Ebert

Sangskriver og sanger.

26 år, født i 1994 i Vejle.

Malte Ebert slog igennem i 2016 under navnet Gulddreng. Her udgav han en masse sange, som primært handlede om, hvor dygtig og succesfuld karakteren Gulddreng selv var. Det var nyskabende og faldt i danskernes smag.

I debutåret udgav han hele syv singler, som alle endte som nummer et på den danske hitliste. Det var blandt andet sangene 'Model', 'Se mig nu' og 'Drikker for lidt', inden han ved juletid udgav 'Guld jul'.

Succesen fortsatte året efter, og han høstede samtidigt et hav af priser, blandt andet 'Årets publikumspris' ved Danish Music Awards i 2016, 'Årets nye navn' og 'Årets hit' ved Zulu Awards i 2017 og 'Årets nye danske navn' ved Gaffa-prisen i 2017.

Efter over 80 millioner afspilninger på Spotify lagde Malte Ebert i 2018 dog Gulddreng-figuren i graven. Han har siden optrådt under i sit eget navn. Her udgav han i sommeren 2018 hitsinglen 'Rather Be'.

Fra jubilæum til klassisk stil

Efter sommerferien vender 'Toppen af poppen' tilbage i sit oprindelige format. I 2020 blev programmet sendt i en særlig 10-års jubilæumsudgave.

Men i år er det tilbage til den vanlige stil med syv deltagere, der over syv programmer fortolker hinandens musik.

- Sidste år havde vi skiftende artister fra gang til gang, som alle havde været med før. Det fungerede godt, men vi glæder os også til at vende tilbage til den vanlige 'Toppen af poppen'-stil, hvor vi har mulighed for at få mere dybde i portrætterne, når det er de samme syv deltagere, der er med i hele sæsonen, forklarer Dorte Borregaard, der er underholdningsredaktør hos TV 2.

Hun peger på, at der stadig er mange gode, danske musikere, der ikke har været med i programmet. Så derfor er der masser af gode grunde til at fortsætte med at lave det, mener hun.

Optagelserne i år finder sted på Mols i slutningen af april, og programmet bliver sendt på TV 2 PLAY og TV 2 til efteråret.