X Factor

'X Factor' kommer igen i 2022

'X Factor' har haft sin hidtil stærkeste sæson på TV 2. Og nu er det muligt at melde sig til 2022-udgaven.

'X Factor' 2021 afgøres fredag aften, men allerede nu står det klart, at der også i 2022 skal findes en dansk vinder af 'X Factor'.

- Jeg synes, vi kigger tilbage på en sæson, hvor 'X Factor' har taget os til nye højder, både hvad angår talent og relevans, siger Dorte Borregaard, der er underholdningsredaktør hos TV 2 og ansvarlig for 'X Factor'.

Nikoline, Solveig og duoen Simon & Markus dyster om titlen som årets vinder af 'X Factor' 2021.

Det er afslutningen på en sæson, der startede på tv 1. januar. Forud for aftenens finale har 'X Factor' i gennemsnit haft 1.162.000 seere per program fredag efter fredag. 'X Factor' 2021 har hermed været den hidtil mest sete sæson på TV 2 PLAY og TV 2.

Fokus på hård tone

Redaktøren er stolt af seertallene, men hun er især glad for den debat om tonen på nettet, som er opstået undervejs i sæsonen.

- Jeg synes, vi har formået at få det bedste ud af det hele, og jeg er virkelig stolt over, at vi – udover at levere et musikalsk underholdningsshow i storform sammen med vores modige deltagere, dommere og vært – også har været med til at sætte gang i en vigtig agenda om tonen på nettet. Det er præcis det, som public service-tv skal kunne, fortæller Dorte Borregaard.

Finalen i 'X Factor' kan følges på TV 2 PLAY og TV 2 i aften, fredag 9. april, fra klokken 20.

Tilmeld dig 'X Factor' 2022 her.