Underholdning

Dokumentar får folk til at stoppe med at spise fisk

'Seaspiracy' indeholder vildledende påstande, siger kritikere.

Den har allerede vakt debat, og flere beretter, at de har mistet lysten til at spise fisk.

Der er tale om Netflix’ nye dokumentarfilm ’Seaspiracy’.

Den handler om fiskeri og den skade, mennesker forvolder livet i havet. En fiske-pendant til den kødkritiske film ’Cowspiracy’.

- Jeg har fuldstændig boykottet at spise fisk, efter at have set dokumentaren. Det gjorde mest indtryk, hvor omfattende problemet er, siger 25-årige Liv Nylander, der er en af de mange danskere, der har set 'Seaspiracy'. Hun arbejder til daglig som pædagogmedhjælper.

- Den kan ikke undgå at sætte sig i ens bevidsthed, og det er så vigtigt bare at være bevidst om de ting, der foregår, siger hun til TV 2.

Også den canadiske sanger Bryan Adams har set filmen, og på Twitter opfordrer han sine fans til at stoppe med at spise fisk, mens den britiske cykelrytter Chris Froome har kaldt filmen for "mind blowing".

Fiskenet og stempler med bæredygtighed

’Seaspiracy’ er globalt set en af de mest streamede film på Netflix lige nu, og i Danmark indtager den en femteplads blandt de mest sete.

En af filmens centrale pointer er, at konventionelt fiskeri er en af vor tids største skurke. Det er både værre end plastik og olieudslip, og derfor bør vi stoppe med at spise fisk.

Det skyldes blandt andet fiskenet, som flyder rundt i havene og dræber fisk og koralrev.

En central pointe er også, at nogle af de ngo’er, der sætter stempler med bæredygtighed på visse dåser fiskekød, er betalt af fiskeriindustrien og tjener flere penge, jo flere produkter de stempler.

Delfindrab

Men ifølge ngo’er og eksperter, som medvirker i dokumentarfilmen, indeholder ’Seaspiracy’ flere vildledende påstande. De mener også, at interviews med dem er blevet klippet ud af kontekst.

I en scene i filmen bliver Mark Palmer, der er direktør for International Marine Mammal Project (IMMP), som er ansvarlig for delfinmærket på tundåser, spurgt, om IMMP kan garantere, at der aldrig bliver dræbt delfiner under tunfangst.

- Jeg svarede, at intet er sikkert her i livet, men at med den drastiske reduktion af antallet af fartøjer, der bevidst jager og fanger delfiner, er antallet af delfiner, der bliver dræbt, meget lavt, siger Mark Palmer til The Guardian.

- Filmen tog det ud af sammenhæng for at antyde, at IMMP ikke har overblik over delfindrab. Det er ikke sandt, siger han.

Hvilken retning?

I filmen fremføres der også en pointe om, at et studie fra 2006 viser, at ”havet vil være tomt i 2048”. Men det er ikke korrekt, mener kritikere fra ngo'er, universiteter og IMMP.

Men andre er mindre skeptiske over for dokumentaren.

- De har brugt filmkunstens virkemidler, men det er grundlæggende korrekt, at vi gør ekstrem stor skade på havet. Uanset om det er i 2048 eller 2079, er spørgsmålet: Hvilken retning bevæger vi os i? siger Callum Roberts, der er professor i havbiologi på University of Exeter og medvirker i ’Seaspiracy’, til The Guardian.

Perspektiv

Samme folk stod bag 'Cowspiracy'

'Seaspiracy' er produceret af Kip Andersen og Keegan Kuhn, der også stod bag dokumentarfilmen 'Cowspiracy' fra 2014. 

Dokumentaren fra 2014 handler om, at mælkeprodukts- og kødindustrien er skadelige for miljøet, og at store miljøorganisationer alligevel vender det blinde øje til.

Nogle forskere har sat spørgsmålstegn ved de konklusioner, 'Cowspiracy' drager.

Skuespiller og klimaforkæmper Leonardo Dicaprio var med til at producere filmen. 

Vi bør spise færre fisk

Så bør vi droppe at spise fisk eller ej?

Vi bør i hvert fald fiske mindre, end vi gør nu.

Det siger Stiig Markager, der er professor i havmiljø ved Aarhus Universitet.

- Der er flere problemer med havene og biodiversiteten. Der er mange steder i verden, hvor næringsstoffer fra landbrug og spildevand skaber deathzones, hvilket vil sige, at al ilt bliver brugt op nede ved bunden, og så dør orme og muslinger og senere fisk, siger han.

- Der er mange områder rundt om i verden, ofte større end Danmark, hvor havbunden er stendød.

Han peger også på, at overfiskeri på det globale plan er et problem, specielt efter store fisk i toppen af fødekæden. Den blåfinnede tun er et godt eksempel.

- Men der er også kommet mere styr på problemet nogle steder. På EU-plan har man gjort en stor indsats for at imødegå overfiskeri, siger Stiig Markager.

Trods debatten om ’Seaspiracy’ og om man bør droppe at spise fisk fuldstændig, har Liv Nylander stadig ikke lyst til at spise laks, rejer og andre havdyr.

- Både på grund af behandlingen af havets dyr, men også på grund af overfiskeriets effekt på den globale opvarmning, siger hun til TV 2.