X Factor

Det skal de synge i semifinalen i 'X Factor'

Deltagerne skal for første gang i årets sæson på scenen to gange hver.

Det er blevet semifinaletid i 'X Factor', og dermed er det nu, deltagerne skal synge om en plads i finalen.

Og for at få en plads i finalen skal deltagerne på scenen hele to gange i fredagens program.

Først skal alle på scenen med en sang efter eget valg, og senere skal de synge en akustisk sang.

Vi kommer derfor vidt omkring i aftenens program, hvor der skal synges alt fra Ariana Grande til Claus Hempler.

Her kan du læse, hvem der skal synge hvad i fredagens liveshow.

Thomas Blachmans gruppe

Simon & Marcus synger Hot af Nik & Jay i femte liveshow i Brøndby fredag den 26. marts 2021. **Pool-dækning leveret af Ekstra Bladet. Foto: Tariq Mikkel Khan/Ritzau Scanpix)

Simon & Marcus: 'Rocket Scientist' af Teddybears feat. Eve og 'Sunday Best' af Surfaces

Blachmans sidste tilbageværende gruppe leverede en decideret sveddryppende performance, da de sidste fredag overraskede med sexet dans og vand på scenen med deres version af Nik & Jays 'Hot'.

Det fik dog en blandet modtagelse hos dommerne.

- Jeg savnede, at I bidrog mere vokalt, sagde Oh Land til duoen.

- Når man tager sådan en kæmpe sang, som havde sådan et impact som den, så synes jeg, at jeres vokalpræstation faldt lidt sammen, lød det fra Martin Jensen.

Fredag skal Simon & Marcus først synge 'Rocket Scientist' af bandet Teddybears featuring Eve. I den akustiske runde skal de synge 'Sunday Best' af Surfaces.

Martin Jensens solist over 23

Dan Laursen på scenen.

Dan Laursen: 'Giant' af Calvin Harris feat. Rag’n’Bone Man og 'Heartless' af Diplo feat. Morgan Wallen

Fredag skal Dan Laursen synge sange af to store navne inden for dj- og producerverden: nemlig Calvin Harris og Diplo. Først står den på 'Giant' af Calvin Harris og bagefter på 'Heartless' af Diplo en akustisk version. Normalt er det sangeren Morgan Wallens vokal på sangen.

Sidste fredag sang Dan Laursen 'Over byen' af Noah, hvilket fik en blandet modtagelse hos dommerbordet.

Oh Land mente, at Dan Laursen stod i skyggen af de to balletdansere, han havde med i sit sceneshow.

Blachman mente, at Dan Laursens performance var en "mellemvej", som ikke udfordrede sangeren nok.

- I eksekverer, og det var det, lød det fra dommeren.

Oh Lands solister under 23

Nikoline Steen Kristensen på scenen.

Nikoline Steen Kristensen: 'Nothing Breaks Like a Heart' af Mark Ronson feat. Miley Cyrus og 'Op' af Claus Hempler

I sidste uges kvartfinale kastede Nikoline Steen Kristensen sig ud i et anderledes sceneshow, hvor hun lå på gulvet i en sort boks, mens hun sang 'Endeløst' af Rasmus Walter.

Og det begejstrede dommerne.

- Det var din bedste vokalperformance i alle de her shows. Slut, færdig, definitivt! lød det fra Thomas Blachman.

Martin Jensen var enig:

- Det var ultimativt din bedste performance.

På fredag skal Nikoline Steen Kristensen både synge på dansk og engelsk.

Først skal hun synge producer Mark Ronson og Miley Cyrus' superhit fra 2019 'Nothing Breaks Like af Heart' efterfulgt af en akustisk version af Claus Hemplers 'Op'.

Lucca på scenen.

Lucca: 'The Warning' af Kindness feat. Robyn og 'Love Lockdown' af Kanye West

Bookmakerfavoritten Lucca røg til dommernes store overraskelse i farezonen ved sidste fredags liveshow, efter at hun havde optrådt med sangen 'Island' af danske Maddy.

En performance, dommerne ellers roste til skyerne:

- For første gang står du på den her scene som dig, sagde Thomas Blachman.

Martin Jensen kaldte Luccas optræden for "sindssygt".

- Du har en pitch, der er fuldstændig sindssyg.

Fredag skal Lucca først synge Kanye Wests 'Love Lockdown' og derefter 'The Warning' af Kindness og sangerinden Robyn.

Solveig på scenen.

Solveig: 'Shut Up' af Ariana Grande og 'Heartbeat' af Nneka

15-årige Solveig fik særdeles mange roser med fra dommerbordet sidste fredag, hvor hun også fik vist sit talent for at spille trompet på scenen.

- Du er så sindssygt inspirerende. Du er 15 år. Hvem gør det her som 15-årig? lød det fra dommer Martin Jensen.

Thomas Blachman kaldte Solveigs version af 'Give You More' af Mekdes for "fremragende".

Fredag skal Solveig synge 'Shut Up' af Ariana Grande og 'Heartbeat' af Nneka.

Se 'X Factor' fredag kl. 20.00 på TV 2 og TV 2 PLAY.