Hjem til gården

Hun afsluttede et venskab og trak sig fra tv-program

Bianca Tammaro blev overrasket over, at hendes ven på gården valgte at tage hende med i tvekamp. Inden kampen trak hun sig fra programmet.

Bianca Tammaro havde ingenting at sige til Martin Bang Sehje, da værten Lene Beier tog en snak med dem begge i kæmperhytten.

Der var en tydelig anspændt stemning.

- Det her venskab ender her. Det bliver begravet her, det er helt sikkert, sagde hun med tårer i øjnene.

Bianca Tammaro følte sig svigtet og alene.

Forud for det dramatiske øjeblik, hvor hun trak sig fra programmets afsnit 3, havde hun følt sig sikker i sit venskab med Martin Bang Sehje.

Modsat de andre deltagere, der virkede til at have vendt hende ryggen, var han "super cool og sød". Hun havde ingen forestilling om, at han ønskede hende ude af gården.

Det var dog lige, hvad der skete, da Martin Bang Sehje som en kæmpe overraskelse valgte Bianca Tammaro til den tvekamp, der skulle sende en af dem ud af programmet.

I dag – flere måneder efter optagelserne – har hun fortsat ingen respekt for det valg, han traf.

Blev udstødt

Da 31-årige Bianca Tammaro meldte sig til ‘Hjem til gården’, havde hun ingen bekymringer i forhold til at skulle bo meget tæt med 13 fremmede mennesker.

- Jeg tænkte, jeg ville passe godt ind, for jeg synes selv, jeg er en cool person, der ikke kommer med problemer, siger Bianca Tammaro.

Og ved første øjekast syntes hun også, at de andre beboere virkede både søde og behagelige. Især 28-årige Martin Bang Sehje, som hun svingede godt med helt fra begyndelsen.

Men et flertal af beboerne var ikke lige så begejstrede for Bianca Tammaro, som hun var for dem.

Og det endte med at blive hendes skæbne.

For da hun kom ud i kæmperhytten sammen med Martin Bang Sehje, gik det op for hende, at hun slet ikke havde lyst til at vende tilbage til gården, hvis hun vandt tvekampen.

Årsagen var, at hun havde haft nogle ubehagelige dage, hvor hun følte, at hun blev udstødt af fællesskabet.

Det stod klart, da Martin Bang Sehje blev valgt som førstekæmper med begrundelsen om, at han og Bianca Tammaro trak sig for meget fra fællesskabet.

For i samme omgang valgte flere beboere også at tage bladet fra munden og kritisere Bianca Tammaro.

Ikke en del af fællesskabet

I et forsøg på at forstå, hvad hun havde gjort forkert og ikke mindst, om det var en generel holdning blandt de andre beboere, åbnede Bianca Tammaro for en snak ved langbordet.

- Jeg føler mig som en del af fællesskabet, men det kan godt være, at det bare er mig, der føler det, sagde Bianca Tammaro og slog fast, at hun rigtig gerne ville være en del af fællesskabet og derfor havde brug for at vide, hvad hun skulle gøre for at blive det.

Den 43-årige beboer Joekim Nielsen var hurtig til at give hende klar besked.

Han fortalte, at han ikke følte, hun var en del af fællesskabet.

- Det tror jeg, de fleste har følt, tilføjede Mikkel Svendsen.

Og herfra væltede kritikken frem.

- Der er mange ting ved dig, som er frustrerende, fortalte Joekim Nielsen og forklarede, at det især handlede om, at hun havde trukket sig for at meditere, og at hun tog for mange linser fra til sig selv.

Det kom bag på Bianca.

- Jeg mediterede faktisk kun en enkelt gang i fem minutter under hele mit ophold på gården, siger hun i dag.

Derudover forklarer hun, at hun helt bevidst havde lavet sin egen frokost, fordi hun som veganer ikke ville være til besvær for de andre.

Alle mod en

Det gjorde både Bianca Tammaro forvirret og ked af det, da det gik op for hende, at de andre havde det på den måde.

Pludselig opdagede hun, at det var “alle mod en”.

- Det var som om, der ikke var nogen vej tilbage, fortæller Bianca Tammaro i dag.

Det var især den larmende stilhed, da hun spurgte, om det var alle, der havde det på den måde med hende, der gjorde ondt.

- Jeg følte mig udstødt. Og jeg gik ikke væk fra fællesskabet. Det var dem, der ikke ville lukke mig ind, siger hun.

Derfor følte hun også, at hun med sit valg om at trække sig, fik sat en streg i sandet og sagt, at nok var nok.

- Jeg ville ikke tilbage på gården og udsættes for mere nederen opførsel, som, jeg slet ikke syntes, var okay. Jeg føler, at jeg stod op for mig selv med mit valg.

Ingen forsoning

Bianca Tammaro fortæller i dag, at hun var ked af det i den sidste tid på gården, og at det var ubehageligt at bo med nogle mennesker, som hun følte, ikke kunne lide hende.

Alligevel var det godt at vende tilbage til de landlige omgivelser i finaleugen, hvor de udgående beboere traditionen tro skulle stemme en af semifinalisterne direkte i finalen.

- Det var faktisk fedt at komme tilbage og få det afsluttet, fortæller hun.

På gården mødte hun også Martin igen.

Men hun havde på ingen måde lyst til at tale med ham, forsones eller genoptage det venskab, de havde startet på gården.

Og Bianca fortæller til TV 2, at hun heller ikke har talt med ham siden.

Det er egentlig ikke, fordi hun bærer nag. Hun kan bare ikke acceptere hans valg og måden, han afslørede det på.

- Jeg ved godt, at det var en konkurrence, men det kunne godt være gjort på en anden måde. Det var et beskidt trick, siger hun.

Hun oplevede, at han Martin Bang Sehje “ikke turde vælge en anden beboer af frygt for at gå mod fællesskabet.”

Og hun havde gerne set, at Martin Bang Sehje i det mindste havde trukket hende til side og fortalt, at han af taktiske årsager var nødt til at vælge hende.

- Det havde selvfølgelig stadig været super nederen, men så havde jeg kunne respektere ham for det.

Fortryder ikke sit valg

TV 2 har talt med 28-årige Martin Bang Sehje, der stadig den dag i dag føler, han tog den rigtige beslutning om at vælge Bianca Tammaro.

Selvom de havde en god relation, var hans fokus at have de bedste forudsætninger for at bestå ugeopgaverne og drive gården.

Og her oplevede han ikke, at Bianca Tammaro bidrog på samme måde, som de andre beboere.

- Jeg oplevede, at hun trak sig fra arbejdet på gården. Og det hang jo nok sammen med, at hun følte sig udsat, hvilket jo var synd for hende. Men vi skulle alle deltage på lige fod, forklarer Martin Bang Sehje.

Han føler selv, at han brugte meget tid på at tale med hende – også om arbejdsindsatsen.

- Hvis jeg ikke var klar nok i det, jeg sagde, så er det selvfølgelig min fejl. Men jeg sagde flere gange, at jeg prioriterede gården frem for alt andet, siger han.

Martin Bang Sehje fortryder ikke sit valg, selvom det har kostet venskabet.

- Jeg har accepteret, at jeg nok ikke kommer til at tale med hende foreløbigt, men jeg håber da, at hun på et tidspunkt kan se, at der ikke var noget personligt i det, da jeg valgte hende.

Er kommet videre

Når Bianca Tammaro i dag ser tilbage på opholdet, er hun glad for, at hun prøvede at bo primitivt og tæt på naturen.

- Hele det her fra jord til bord var rigtig fedt. Og jeg nød virkelig det her med at gå ud og hive grøntsagerne op fra køkkenhaven og tilberede dem, siger hun.

Men konflikterne og det taktiske spil, der udspillede sig, ville hun gerne have været foruden.

- Hvis jeg skulle gøre det hele om igen, så havde jeg nok ikke meldt mig, siger hun og slår samtidig fast, at hun ikke føler, hun sidder fast i alt det negative i dag.

- Jeg har et skønt liv med masser af indhold, og jeg er så glad for, at jeg har været tro mod den, jeg er og kan se mig selv i spejlet, siger hun.

Du kan se ‘Hjem til gården’ hver søndag klokken 20.00 på TV 2 eller på TV 2 PLAY, hvor der allerede er snigpremiere om lørdagen.