X Factor

Hård kritik preller af på Martin Jensen

Thomas Blachman havde håbet på noget helt andet fra den unge dj i rollen som dommer. Sådan lyder 'X Factor'-veteranens kontante udmelding.

Forventningerne var høje hos Thomas Blachman, da han for cirka et halvt år siden fik annonceret Martin Jensen som sin nye meddommer i 'X Factor'.

Den verdensberømte dj ville kunne give ham selv og Oh Land "en over nakken", tænkte han.

Det har jo intet med kunst at gøre

Thomas Blachman om Martin Jensens kreative valg i 'X Factor'

Men efter fire liveshows med Martin Jensen ved sin side, er det et helt andet billede, den garvede dommer har fået. Det gjorde han klart i kontante vendinger fredag aften.

Blachman og Martin Jensen

Den "fandenivoldske coolness", som han har set i dj'en, er fuldstændigt udeblevet. I stedet har den nyeste dommer via sine tre deltagere bidraget med det stikmodsatte, lød det.

- Det har jo intet med kunst at gøre, sagde Thomas Blachman efter 23-årige Vilson Feratis optræden. En optræden, som blev deltagerens sidste, da han blev stemt ud af 'X Factor'.

Nu uddyber dommeren sine ord, og Martin Jensen forholder sig til den hårde kritik.

Ingen trussel mod de øvrige dommere

Med sin baggrund fra alverdens klubber håbede Thomas Blachman først og fremmest, at den nye dommer ville bringe sin egen spidskompetence i spil - og dermed give noget nyt og uventet til programmet og sin kategori med solister over 23 år.

- Jeg havde forventet "fire i gulvet", kæmpe drops og kæmpe ting. Alt det du gør, når du gør din ting, sagde han.

Martin Jensen måtte sige farvel til Vilson Ferati, som på anden uge endte i farezonen. Thomas Blachmans stemme var den afgørende, der sendte deltageren hjem.

Ser han tilbage på de seneste uger, er Martin Jensen dog igen og igen forfaldet til det, Thomas Blachman beskriver som "sentimentale ballader".

- Den virker tilbageskuende med "følelser, følelser, følelser", uddyber han efter showet.

Både Hiba Chehade, Vilson Ferati og Martin Jensens nu sidste tilbageværende deltager, 36-årige Dan Laursen, har leveret store følelsesladede præstationer på scenen.

Ingen af dem har givet lytterne og seerne mulighed for selv at mærke efter, hvad de føler omkring musikken, mener Thomas Blachman.

Ingen trussel mod de øvrige dommere

Netop det er ifølge Thomas Blachman årsagen til, at Martin Jensens deltagere nu tre gange er endt i farezonen med færrest seerstemmer.

I det hele taget har de to dommeres modsatrettede stil været et tema ved dommerbordet i denne sæson.

Martin Jensen har tidligere sagt, at han "ikke forstod" hverken Thomas Blachmans syvmandsgruppe The Kubrix eller Neva & Ida, som sidste uge måtte forlade 'X Factor'.

Faktisk opfatter han slet ikke ordene fra Thomas Blachman som konstruktiv kritik. I hans øjne er det nærmere udtryk for meddommerens store personlighed:

- Der går snakkeklub i den, siger Martin Jensen og kalder kommentarerne "hen i vejret".

Sidste uge indrømmede Martin Jensen selv, at han var nødt til se indad, da Vilson Ferati endte i farezonen.

- Var jeg kommet med det musik, Blachman efterspørger, havde han sagt, at jeg kom med "dj-musik til 40.000 narkomaner", som han også tidligere har udtalt, siger han.

Vil ikke ændre sti

Martin Jensen har derfor ikke tænkt sig at tage ordene til efterretning, når han i næste uge sender Dan Laursen på scenen igen.

- Jeg har den ældre kategori. Det er ikke en 15-årig pige, jeg har. Det er en 36-årig familiefar, konstaterer han.

Efter tre liveshow med udstemning er Dan Laursen den eneste af Martin Jensens deltagere, der er tilbage.

Dan Laursen skal ikke fortolke hip hop eller klubmusik, mener Martin Jensen. Han skal blive ved med at synge det, der er allermest ham: De store sange.

Og det er uanset, om Thomas Blachman kan lide det eller ej.

- Blachman siger sin umiddelbare mening, og det respekterer jeg. Der er ingen hate, slutter dommeren.

Thomas Blachman har været en del af 'X Factor' i 13 ud af de 14 sæsoner, der med den nuværende har været i Danmark.

Thomas Blachman vil ikke gå så vidt som at sige, at han er skuffet over Martin Jensens præstation i 'X Factor'.

- Men jeg havde håbet på noget andet, siger han.

Se eller gense 'X Factor' på TV 2 PLAY.