X Factor

Forsanger sad fast i maskine - gruppemedlemmer i chok

The Kubrix fik et kæmpe chok, da Jerald Baldemor sad fast i det transportbånd, som gruppen havde med på scenen.

Der var drama omkring gruppen The Kubrix kort inden fredagens liveshow.

Her sad gruppens ene mandlige medlem, 19-årige Jerald 'Jerry' Baldemor, nemlig fast i den rekvisit, som gruppen havde med på scenen.

Helt præcis skete det på livedagen, da deltagerne gennemgik deres første af to prøver inden det store liveshow.

Sad fast i rullebånd

Da Jerald 'Jerry' Baldemor som den eneste skulle lægge sig ned på det rullende bånd, kom hans mønstrede jakke i klemme, så han ikke kunne komme fri.

- Det gik så hurtigt, så jeg har lidt svært ved at forklare det, siger han.

- Jeg blev så freaking bange, beskriver han selv.

Skaden resulterede i en stor hudafskrabning på Jerald Baldemors underarm.

- Men dette her var the finish product, beskriver han selv og viser hudafskrabningen frem.

Jerald tog et billede af armen lige efter han havde fået hudafskrabningen.

Råbte "stop, stop, stop"

Også de øvrige gruppemedlemmer fik et kæmpe chok.

- Det var så skræmmende. Jeg gik helt i panik, forklarer 22-årige Camilla Riedmann Harlund, som råbte "stop stop stop" for at få slukket transportbåndet og få Jerry fri.

Til gruppemedlemmernes overraskelse fortsatte Jerald 'Jerry' Baldemor dog med at synge.

- The show must go on. Jeg tænkte bare på, at vi skulle live, siger han.

The Kubrix synger National Anthem' af Lana del Rey. Video: Christian Sejer Rasmussen

I det hele taget har rullebåndet givet anledning til nervøsitet hos gruppen, fordi det er gået galt til flere prøver. Men heldigvis var der ingen skader under deres liveoptræden.

Armen gjorde dog stadig ondt, medgiver Jerald Baldemor. Men ligesom under prøven var deres sang vigtigere.

Selvom dommer Oh Land kommenterede, at man godt kunne se, at det krævede noget koncentration fra de syv gruppemedlemmer, så var der hovedsageligt ros til The Kubrix.

- Det var mega fedt. Jeg var helt vild med det "løbebånd", sagde Martin Jensen.

- Jeg blev så fascineret af jeres koreografi, sagde han.

Se 'X Factor' på TV 2 PLAY.