X Factor

Sange fra barndommen: Det skal de synge i tredje liveshow i 'X Factor'

Den står både på danske klassikere og 00'er-pop, når 'X Factor'-deltagerne går på scenen fredag aften.

Nogle af de sange, vi kender allerbedst, er dem, vi er vokset op med at høre.

Og det er netop de sange, 'X Factor'-deltagerne skal optræde med i fredagens liveshow. Temaet er nemlig sange fra barndommen, og deltagerne skal sammen med deres dommer vælge en sang, der repræsenterer deres tidlige leveår.

Deltagerne i årets 'X Factor' er født i årene mellem 1984 og 2005, og dermed er der lagt i kakkelovnen til en aften med alt fra danske klassikere til 00'er-pop.

Derudover gæster det danske band Folkeklubben 'X Factor'-studiet på fredag.

Her kan du se, hvem der skal synge hvad i tredje liveshow.

Thomas Blachmans grupper

Neva og Ida var i farezonen sidste fredag.

Neva & Ida: 'Heathens' af Twenty One Pilots

Sidste fredag endte Neva & Ida i farezonen efter deres optræden med sangen 'Mad af Disney' af Salem Ilese. Gruppen blev dog reddet på målstregen, da Oh Land valgte at sende dem videre på bekostning af Martin Jensens solist Hiba Chehade.

Denne fredag skal Neva Anna Simone Risager Pødenphant Lund og Ida Jensen, der udgør Neva & Ida, prøve at sikre sig en billet videre i konkurrencen med deres version af nummeret 'Heathens' af bandet Twenty One Pilots. Sangen er fra filmen 'Suicide Squad' fra 2016.

Simon & Marcus på scenen med 'Bad Boy' sidste fredag.

Simon & Marcus: 'Feel good inc.' af Gorillaz

Siden de kom under Thomas Blachmans vinger, har sangduoen Simon & Marcus vist sig at være særdeles dygtige til at rappe, hvilket de har gjort i både første og andet liveshow.

Sidste fredag fik gruppen ros for deres funky version af 'Bad boy' af Yung Bae.

- Jeg glæder mig til at høre endnu flere toner fra jer, lød det begejstret fra Oh Land, som også erklærede sin kærlighed til duoens moves.

- Det er helt fantastisk at se på, lød det fra hende.

På fredag skal Simon Kozma og Marcus Enevoldsen igen rappe, når de skal synge Gorillaz' megahit 'Feel good inc.' fra 2005.

The Kubrix på scenen.

The Kubrix: 'Yellow flicker beat' af Lorde

Den syv mand høje gruppe The Kubrix har imponeret dommerne fra start med deres vellydende vokalensembler. Det gjorde sig også gældende sidste fredag, hvor gruppen sang 'People I've been sad' af Christine and the Queens.

- I sang superflot, lød det imponeret fra dommer Martin Jensen til gruppen.

Fredag skal gruppen synge sangen 'Yellow flicker beat' af den newzealandske sanger og sangskriver Lorde. Sangen blev skrevet til filmen 'Hunger games: Mockingjay - part 1' i 2014.

Martin Jensens solister over 23

Vilson Ferati på scenen sidste fredag med Justin Biebers 'Lonely'.

Vilson Ferati: 'Let me love you' af Mario

Sidste fredag imponerede Vilson Ferati med en følelsesladet version af Justin Biebers hit 'Lonely'.

- Du har rigtig, rigtig godt styr på din vokal. Der var ikke ret meget, der var ved siden af, det var en rigtig flot vokalpræstation, lød det fra Oh Land til Vilson Ferati.

Fredag får den 23-årige sønderjyde endnu engang mulighed for at vise sig fra den følsomme side, når han skal synge 00'er-hittet 'Let me love you' af den amerikanske sanger Mario.

Dan Laursen under X Factor Liveshow 2021 i Brøndby fredag den 5. marts.

Dan Laursen: 'Tusind stykker' af Anne Linnet

Dan Laursen har i de to seneste liveshows kun sunget sange, som viser, hvor stor en stemme, han har. Sidste uge sang han 'Higher ground' af Martin Garrix, som fik en blandet modtagelse ved dommerbordet.

Oh Land var begejstret for Dan Laursens præstation, mens Thomas Blachman mente, at Dan Laursen og han selv deler skæbne, når det kommer til popularitet:

- Enten er man vild med os, eller også kan man ikke så godt lide os. Og det kan noget, man skal aldrig være elsket af alle, sagde dommeren til Dan Laursen. Thomas Blachman mente dog, at Dan Laursen "bragede igennem", når det kommer til vokal.

Fredag er det en mere følsom sang, Dan Laursen skal synge, nemlig Anne Linnets klassiker 'Tusind stykker' fra 1988.

Oh Lands solister under 23

Solveig på scenen sidste fredag.

Solveig: 'Nobody wants to hear songs anymore' af Ben Abraham

Solveig Mølle Lindelof fik ros af Martin Jensen for sin "swagger", da hun sidste fredag gik selvsikkert på scenen med to mandlige korsangere med sangen 'Don't make me cry' af Lianne La Havas.

15-årige Solveig fik også ros af Thomas Blachman for sin charme på scenen:

- Du har den der soul-ting, som er så charmerende, sagde dommeren.

Fredag skal hun synge sangen 'Nobody wants to hear songs anymore' af den australske folk-sanger Ben Abraham.

Lucca på scenen sidste fredag, hvor hun sang 'Fire on fire' af Sam Smith.

Lucca: 'New love' af Dua Lipa

Sidste fredag indtog Lucca Dahl Nordlund 'X Factor' scenen med lys i kjolen og med sin helt egen version af Sam Smith-nummeret 'Fire on fire'.

Det imponerede især Thomas Blachman, som kaldte Lucca for et "vanvittigt talent".

- Det her kunne virkelig blive den vej, du skal gå, sagde dommeren til den 15-årige sanger.

Fredag skal Lucca Dahl Nordlund synge sangen 'New love' af Dua Lipa fra 2015.

Nikoline Steen Kristensen på scenen sidste fredag.

Nikoline Steen Kristensen: 'Joanna' af Kim Larsen

Nikoline Steen Kristensen har, siden hun mødte op til audition i 'X Factor', smittet dommerne med sin positivitet og sin boblende energi. Men sidste fredag blev det dog næsten for meget for dommeren Martin Jensen.

- Jeg kunne godt tænke mig at høre dig synge en mere følsom og ked-af-det-sang, lød det fra dommeren.

- Det kommer til at være meget sommerfugle og regnbuer hele tiden, tilføjede han.

Både han og dommeren Thomas Blachman var dog dybt imponerede af Nikoline Steen Kristensens vokalpræstation, da hun sidste fredag sang 'Giv lys igen' af Aksglæde.

Nikoline Steen Kristensen var ikke født i 1973 , hvor Kim Larsen udgav sangen 'Joanna'. Alligevel er det netop den sang, den 17-årige skal synge under aftenens barndomstema.

Se 'X Factor' fredag kl. 20.00 på TV 2 og TV 2 PLAY.