Stop hadbeskeder

- Du er grim, Skrid hjem, Du synger falsk, MGP var i lørdags

'X Factor'-deltagerne oplever at få hadefulde beskeder på de sociale medier fra programmets seere.

Det er ikke kun lutter rytmer, rampelys og ros at stille op i 'X Factor'.

For når solisterne, grupperne og dommerne hver fredag træder ind på den store 'X Factor'-scene, sidder der seere rundt omkring i Danmark klar til at sende negative kommentarer og hadefulde beskeder i deres retning.

Stop hadbeskeder

De kommende dage sætter TV 2 og Regionerne fuld fokus på, hvad vi skal gøre for at komme den grove tone til livs på sociale medier. Temaet Stop hadbeskeder finder du på alle TV 2s platforme.

Her vil kendte og ukendte, politikere og eksperter fortælle om egne oplevelser og konfrontere den grove tone på sociale medier. Og vi spørger - en gang for alle - efter løsninger.

De hadefulde ytringer dukker op som kommentarer under Youtube-videoer, i den private indbakke på Instagram og under opslag på Facebook og Tiktok. De kan være alt fra en opkast-emoji til racistiske skældsord eller kommentarer om deltagernes udseende.

En Megafonundersøgelse foretaget for TV 2 i 2019 viste, at tre ud af fire danskere mener, at tonen mellem folk i det offentlige rum er blevet grovere i dag end for 10 år siden - det gælder både på nettet og i den fysiske verden.

Massivt og ondskabsfuldt

Deltagerne vælger nu at stille sig frem med egne historier, efter 'X Factor'-dommeren Oh Land sidste weekend udtalte til TV 2, at hun modtager mange hadbeskeder og nedladende kommentarer på de sociale medier under sin deltagelse i 'X Factor'.

Man skal være en robot for ikke at lade det sætte rifter i en

Oh Land

- Beskederne er modbydelige. Det er et direkte forsøg på at såre mig og få mig ned med nakken, sagde Oh Land i weekenden til TV 2.

I denne omgang udsprang hadbeskederne af dommerens beslutning om at sende Martin Jensens solist Hiba Chehade hjem. Men det er ikke kun i den situation, Oh Land har modtaget voldsomme kommentarer og beskeder.

Og selvom Oh Land er en 35-årig kvinde med en succesrig musikkarriere, gør de mange negative beskeder stadig indtryk.

Oh Land med dommerkollegerne Thomas Blachman og Martin Jensen ved sidste fredags liveshow.

- Jeg er en voksen kvinde og er vant til at få kommentarer med på vejen. Men det her er så massivt ondskabsfuldt. Man skal være en robot for ikke at lade det sætte rifter i en, sagde Oh Land til TV 2 lørdag.

Men det er altså ikke kun dommerne, der modtager negativ opmærksomhed på nettet. Det gør deltagerne også. Og selvom de også hver især møder masser af kærlighed fra 'X Factor'-fans bag skærmene, gør de negative ting stadig ondt.

Her kan du læse en række beretninger fra 'X Factor'-deltagere, der på hver sin måde har oplevet hård tone og nedladende kommentarer under 'X Factor'.

For Ida Aysel Jensen fra Neva & Ida rammer kommentarerne særligt hårdt, når folk skriver det samme igen og igen.

Det grimmeste, jeg længe har set

Kommentar til Neva & Idas tøj på Facebook

Ida Aysel Jensen, 18 år:

- Når man i forvejen altid har følt, at man ikke passede ind, og at man ikke helt vidste, hvad for noget tøj, man skulle tage på, for at folk ikke kiggede mærkeligt på en, så gør det her ekstra ondt. Det er noget, jeg har kæmpet med hele mit liv, at jeg ikke var god nok, som jeg er. Og det bliver forstærket, når folk nedgør og kommenterer på vores tøj, vores udseende og vores personligheder. Jeg har siddet i toget og ikke kunnet lade være med at græde, når jeg tjekkede de sociale medier. Det rammer især, når folk skriver de samme ting igen og igen, som måske er noget, man ikke engang selv har tænkt over. Så tænker man, "er det mig, der er noget galt med?" og så begynder man at tro på det.

Marcus Enevoldsen har modtaget racistiske kommentarer på de sociale medier, siden han var med i 'X Factor'

Skrid hjem til Afrika

Besked i Marcus' indbakke på Instagram

Marcus Enevoldsen, 18 år:

- Jeg fik en besked på Instagram, hvor der bare stod "I stinker af lort. Skrid hjem til Afrika". Den kom fra en helt ny, fuldstændig anonym profil, der var oprettet for bare at skrive det. Jeg viste den til Simon, og så grinte vi af den, fordi den var så ekstrem. Vi svarede bare "damn, bro". Der er også nogle, der har kaldt os (duoen Simon & Marcus, red.) "Justin Bieber og negeren". Jeg er ret god til at sætte en mur op mod den slags, for når man vokser op og er mørk, bliver man vant til racistiske kommentarer. Jeg er vant til, at folk kalder mig neger, det har jeg levet med hele mit liv. Jeg prøver altid bare at glemme det og komme videre, og jeg leder ikke efter hate ved at kigge i kommentarspor.

Lucca Dahl Nordlund mener, det er respektløst, at folk kommenterer uopfordret på hendes hud på Instagram.

Du synger faktisk ikke særlig fantastisk, det lyder meget falskt og usikkert

Besked i Luccas indbakke

Lucca Dahl Nordlund, 15 år:

- Jeg får mange beskeder på min Instagram, hvor folk skriver, at det er synd for mig, jeg har så slem akne, og at jeg burde få noget hjælp. Folk skriver, "du må godt nok have det træls med den hud". Man ville jo ikke gå hen til folk på gaden og påpege deres hud. Jeg synes, det er respektløst, selvom folk måske ikke mener noget ondt med det. Folk skal blande sig helt uden om min hud. Jeg har det faktisk superfint. Når jeg modtager noget, som er respektløst, så blokerer jeg folk med det samme.

Nikoline Steen Kristensen har valgt ikke at læse beskeder på de sociale medier længere.

MGP var i lørdags

Kommentar til Nikoline Steen Kristensen på Youtube

Nikoline Steen Kristensen, 17 år:

- De kommentarer, jeg har fået, handler om, at jeg er en "MGP-tøs" og en "lillepige" eller et "pigebarn". De går også på min udtale, hvilket rammer mig, fordi engelsk ikke er mit stærkeste fag. Når det er noget, man godt selv ved, er det hårdt, at det bliver påpeget. I starten læste jeg alle kommentarer, der var, for det er jo spændende at vide, hvad folk tænker. Men jeg fandt ud af, at det kan godt være, at der er enormt mange gode kommentarer, men hvis der er én dårlig, så satte min hjerne sig fast på den ene. Det påvirker mig vildt meget. Det er noget, jeg tænker på hele dagen, og jeg kan have svært ved at sove. Nu har jeg har aftalt med mine forældre, at vi ikke læser kommentarerne længere.

Se 'X Factor' fredag kl. 20.00 på TV 2 og TV 2 PLAY.