X Factor

X Factor-sanger mødt af stor begejstring fra den anden side af jordkloden

Jerald Baldemor bor i Sverige og kommer fra Filippinerne. Og der er masser af støtte fra familien i hjemlandet.

"Hvordan er det at være i tv?"

"Hvordan er det at stå på scenen?"

"Hvordan er det at have øresnegl i øret?"

Det er blot nogle af de spørgsmål, der er tikket ind i 19-årige Jerald Baldemors indbakke, siden han kom videre til de store liveshows i årets 'X Factor'.

De kommer fra hans familie i hjemlandet Filippinerne, som både er meget begejstrede og meget nysgerrige på Jerald Baldemors deltagelse i sangkonkurrencen.

- Jeg får så meget kærlighed, det er helt ubeskriveligt, siger Jerald Baldemor, der er det eneste mandlige medlem af syvmandsgruppen The Kubrix, der blev sammensat af Thomas Blachman til gruppedannelse i årets 'X Factor'.

Den 19-årige sanger, som i 'X Factor' har imponeret især Thomas Blachman med sin stemme, kom til Danmark i 2015 og bor i dag i Sverige.

Men faktisk mener han, at hans kærlighed til musikken skal findes i hjemlandet Filippinerne.

Kom til Danmark som 13-årig

Ifølge Jerald Baldemor – også kaldet Jerry - er sang og musik en vigtig del af kulturen på Filippinerne, hvor han er vokset op. Faktisk synger "alle" ifølge den 19-årige.

- Man skal helst kunne synge i Filippinerne, ellers er det ikke så godt, lyder det med et grin fra Jerald Baldemor.

Kærligheden til sang og musik kommer især til udtryk i den katolske kirke i Filippinerne, som en stor del af befolkningen er tilknyttet.

Og det er også herfra, at Jerald Baldemor har sin store kærlighed til musik og sang. Han er opvokset på øen Bikol i Filippinerne, hvor han boede, indtil han som 13-årig flyttede til Danmark.

Hans mor havde på det tidspunkt allerede boet i Danmark i en årrække, da hun har arbejde i Danmark og er gift med en dansk mand.

Sammen med sine tre storebrødre kom Jerald Baldemor til Danmark i 2015.

Familien boede i Aarhus, og Jerald Baldemor gik i folkeskole på Rosenvangskolen. Senere flyttede familien til Mellerud i Sverige, da Jerald Baldemors stedfar fik nyt job.

I dag er han flyttet hjemmefra til Göteborg, hvor han er i gang med sidste år på gymnasiet.

Jeg stillede egentlig mest op, fordi jeg bare gerne ville synge for Blachman

Jerald Baldemor, The Kubrix

Hårdt at ryge ud

Men faktisk er 'X Factor' ikke første gang, at Jerald Baldemor synger på tv.

I 2020 stillede han op i den svenske udgave af programmet 'Idols', 'Idol 2020', som kører på den svenske kanal TV4.

Her imponerede han dommerne til sin audition, hvor han optrådte med sangen 'It’s a man’s world' af James Brown.

Han gik videre fra audition, men røg ud i programmets efterfølgende udskillelsesrunde. Selvom han virkelig ikke synes, at det var sjovt at ryge ud af programmet, gav oplevelsen dog Jerald Baldemor blod på tanden.

Det var hans stedfar, der i stedet opfordrede ham til at prøve lykken i den danske pendant til programmet, nemlig 'X Factor'.

Jerald Baldemor har været fan af dansk 'X Factor', siden han først kom til landet, og der var især én person, han var fan af.

- Jeg stillede egentlig mest op, fordi jeg bare gerne ville synge for Blachman, siger Jerald Baldemor.

Derfor var det også heldigt, at netop Thomas Blachman havde årets gruppekategori, og at han tog Jerald Baldemor med til gruppedannelse, efter han var røget ud af programmet.

Chok til gruppedannelse

Til gruppedannelsen blev Jerald Baldemor sat sammen med ikke mindre end seks kvindelige sangere: 20-årige Clara Ovesen fra Kalundborg, 16-årige Louise Westergaard fra Broager, 18-årige Emmely Søgaard Hansen fra Egå, 15-årige Rebecca Givskov fra Klampenborg, 18-årige Filipa Arenfeldt fra Sæby og 22-årige Camilla Riedmann Harlund fra Hjørring.

- Jeg havde aldrig drømt om at skulle synge sammen med seks piger, siger Jerald Baldemor, der var stillet op som solist under 23 år.

Faktisk var han en anelse chokeret, da han pludselig var en del af gruppen. Og i starten syntes han også, at det var mærkeligt, at Thomas Blachman så ham som en form for centrum i gruppen som den eneste fyr.

Men i dag er Jerald Baldemor dog yderst taknemmelig for, at han endte som en del af The Kubrix.

- Det er en fantastisk gruppe og en fantastisk oplevelse, og jeg er glad for at have Blachman som coach, siger Jerald Baldemor.

Se 'X Factor' fredag klokken 20.00 på TV 2 og TV 2 PLAY.