Underholdning

Dansker vinder Italiens melodigrandprix

Victoria De Angelis og bandet Måneskin skal nu repræsentere Italien ved Eurovision i Rotterdam.

Danske Victoria De Angelis vandt sent natten til søndag Italiens svar på det danske Melodi Grand Prix - Sanremo-festivalen - sammen med sit rockband Måneskin.

Deres vindersang er, meget usædvanligt, et råt rocknummer, som Victoria De Angelis lige efter sejren kaldte "en revolution".

Mindst 13 millioner italienere sad klistret til skærmen for at se finalen af Sanremo-festivalen. Det var den 71. udgave og en årlig begivenhed, der optager og samler italienerne, som ellers kun vigtige fodboldfinaler kan.

Konkurrencen kører over fem dage, og sluttede på den seje side af midnat. I de forskellige hjem landet over er det en kamp om at holde sig vågen, og i nat var seernes telefonstemmer først talt op efter halv tre.

Men Måneskins førsteplads med sangen Zitti E Buoni, der betyder "klap i og opfør jer pænt", var al ventetiden værd.

Fra strøget til X-Factor-finale

Bandet har eksisteret i fem år, og de fire medlemmer er alle omkring 20 år. De er vokset op i Rom-bydelen Monteverde, og fandt hinanden på skolen Manzoni, hvor et par af dem gik på musiklinjen.

De begyndte at spille på Corso’en i Roms centrum, som svarer til Strøget i København, hvor de stod og optrådte på fortovet og tjente lidt skillinger.

I 2017 tog de et stort spring og deltog i X-Factor, hvor de kom på andenpladsen. I øvrigt til alles store skuffelse, for de var klart favoritter.

I går vandt de så det største, man kan vinde i Italien for at nå stjernerne, og denne gang var det også en overraskelse, fordi deres nummer var så vildt, at ingen rigtigt troede, at hr. og fru sofa-italiener ville stemme på dem blandt de mange mere traditionelle og poppede bidrag.

Victoria De Angelis i aktion ved Sanremo-festivalen.

Men ud over at være talentfulde musikere og sangere kunne Måneskin netop i år bidrage med noget, alle sulter efter i øjeblikket.

En smittende positiv energi og ungdommens friske pust, store smil, sjovt show, cool tøjstil, og en fandenivoldskhed, der brændte igennem skærmen. De er en eksplosion på en scene, når de fyrer den af, og mange aviser skriver i dag, at deres sejr er en gave til alle de mange unge, der har betalt en særlig høj pris for coronanedlukningerne i det forgangne år.

Ikke til at skyde igennem

Victoria De Angelis er født og opvokset i Rom med en dansk mor og en italiensk far. Hun taler flydende dansk, og er meget tæt knyttet til sin familie i Hørsholm. Hun mistede desværre sin mor Jeanett for fem år siden, men ser jævnligt sin mormor, moster og kusine.

TV 2 talte med hendes moster Pernille Uhrbrand for nogle timer siden, og hun havde været i kontakt med sin niece både lige efter sejren i nat og igen i morges, da hun sad og blev sminket og fik stylet hår og tøj til alle de utallige interviews, der er linet op i disse timer og dage.

De unge er ikke til at skyde igennem og trods meget lidt nattesøvn har de fodret deres tusinder af followers med takkevideoer og back stage-guf. Victoria De Angelis har næsten 400.000 følgere (@vicdeangelis) og bandet har en million følgere (@maneskinofficial).

Næste stop er den internationale Eurovision Song Contest, som i år bliver afholdt i Holland.

Denne udgave af Sanremo-festivalen blev afholdt uden publikum, hvilket ærgrede danskeren.

- Vi ville ønske, vi kunne spille for et live publikum, men til gengæld er vi glade for at have kunnet give en god oplevelse til alle dem, der er tvunget til at blive hjemme i denne svære tid.

Da de fire purunge rockmusikere blev spurgt om, hvordan de havde det med at skulle repræsentere Italien ved Eurovision, var der ikke meget tøven:

- Vi kan næsten ikke vente, sagde de i kor.

Se og hør deres vindersang her: