Underholdning

Her er højdepunkterne fra årets Golden Globes

Et rørende øjeblik var, da enken til en afdød prisvinder holdt tale.

Der var tekniske svipsere og rørende taler, da film- og tv-seriernes største talenter blev hyldet ved prisuddelingen Golden Globes natten til mandag.

Den danske film 'Druk' gik tomhændet hjem, mens 'Nomadland' og 'The Crown' blev aftenens helt store vindere.

Vil du vide, hvilke mindeværdige øjeblikke der ellers var i løbet af natten, kan du se listen her.

1. Første asiatiske kvinde vinder

Chloe Zhao, da hun fik prisen for 'Bedste instruktør'.

Det var historisk, da ’Nomadland’-instruktør Chloe Zhao modtog en Golden Globe natten til mandag.

Hun blev nemlig den første asiatiske kvinde til at modtage prisen for ’Bedste instruktør’.

Og det fik brugere på sociale medier til at hylde den 38-årige instruktør med kinesiske rødder.

”Kæmpe inspiration for unge asiatiske piger” og ”en gevinst for kvinder overalt”, lød det blandt andet på Twitter.

'Nomadland' handler om en kvinde, der begynder et liv som moderne nomade i 2011, da hun mister alt efter den økonomiske krise i USA.

Foruden prisen for ’Bedste instruktør’ løb filmen også med den helt store pris: ’Bedste dramafilm’.

2. Hæder til afdød skuespiller

Det måske mest rørende øjeblik i løbet af natten var, da afdøde Chadwick Boseman modtog prisen for ’Bedste skuespiller’ og hans enke, Simone Ledward Boseman, holdt en tårevædet takketale:

- Han ville sige noget smukt (hvis han var her, red.). Noget inspirerende. Noget, der forstærker den lille stemme inde i os alle, der siger, at du kan, at du skal fortsætte. Jeg kan ikke formulere mig som ham, sagde hun.

Chadwick Boseman, der døde af kræft i august sidste år, fik prisen for sin rolle i dramafilmen 'Ma Rainey's Black Bottom', hvor han spiller en ambitiøs trompetist for jazzsangerinden Ma Rainey.

3. Værtsparret grillede Golden Globe Awards

Tina Fey og Amy Poehler var i henholdsvis New York City og Los Angeles, da Golden Globe-priserne blev uddelt virtuelt.

Flere blev grillet af det veloplagte værtspar Amy Poehler og Tina Fey.

Værst gik det ud over til det hvide Hollywood Foreign Press Associaton (HFPA), der står bag prisuddelingen.

Der er nemlig ikke én eneste sort blandt de 87 medlemmer, og det havde allerede inden Golden Globe Awards mødt kritik. Blandt andet under hashtagget #TimesUpGlobes.

Og dén kritik var Amy Poehler og Tina Fey ikke sen til at gribe.

- HFPA er en forening bestående af omkring 90 internationale, ikke-sorte journalister, der går til filmbegivenheder hvert år i en søgen efter et bedre liv. Vi siger omkring 90, fordi et par af dem er måske bare spøgelser, og der går rygter om, at det tyske medlem bare er en pølse, som nogen har tegnet et lille ansigt på, sagde Tina Fey.

4. Virtuelle svipsere

Der var knas med forbindelse hos Daniel Kaluuya, da han skulle holde takketale.

Udover hyppige sætninger som ”Er jeg på?”, ”Taler jeg nu?”, ”Kan du høre mig?” var der også flere tekniske fejl i løbet af det virtuelle show.

Efter at være blevet annonceret som vinder for 'Bedste birolle' begyndte Daniel Kaluuya fra filmen ’Judas and the Black Messiah’ at holde en lydløs tale.

Om det var på grund af ham eller Golden Globes' lydtekniker, var ikke klart, men skuespiller Laura Dern, der havde præsenteret vinderen, greb hurtigt ind:

- Som du kan se, har vi desværre en dårlig forbindelse, vi undskylder det tekniske problem og sender alle vores tillykke til Daniel, nåede hun at sige, inden forbindelsen begyndte at virke, og Daniel Kaluuya kunne holde sin takketale.

Selv når man er kendt, må man kæmpe med tekniske problemer foran hjemmecomputeren.

5. Ben Stiller har fået gråt hår og lært at bage

Ben Stiller joker med, at han har bragt en Golden Globe.

- Det er svært at tro, at det er et helt år siden, at der sidst var Golden Globes, sagde Ben Stiller, da han gik på scenen for at uddele prisen for ’Bedste kvindelige skuespiller’.

- Men som mange andre har jeg brugt den tid til at se indad og vokse, jokede den 55-årige skuespiller.

Han fortalte, at han har tilbragt nedlukningen med at sætte sig ind i kryptovaluta, læse bøger og farve sit hår gråt.

- Som så mange andre amerikanere lærte jeg at bage, sagde han og hev et bananbrød frem, der var formet som en Golden Globe-statuette.

På sociale medier har både banankagen og Ben Stillers grå hår vakt opsigt.

Flere skriver, at Ben Stiller ser "lækker" ud med gråt hår, mens andre undrer sig over, om det er ham selv, der har bagt den Golden Globe-formede kage.