Underholdning

Nye emojis offentliggjort - men vil du bruge dem?

Se de nye emojis i bunden af artiklen.

En kvinde med skæg, et brændende hjerte og en sprøjte med vaccine.

Det er nogle af de nyeste emojis, vi kan se frem til senere i år, skriver Emojipedia.

Men har vi overhovedet brug for flere emojis?

Svaret er både ja og nej.

Homoseksuelle og kvinder i arbejdstøj

Ja, vi har brug for emojis, der afspejler den verden, vi lever vi.

- De seneste år har der været en tendens til at skabe større fokus på diversitet med emojis. I begyndelsen var der bare en hvid mand, men siden er der også kommet personer med handicap, kvinder i arbejdstøj og homoseksuelle, siger Nathalie C. Larsen, der er social medie-specialist.

De kom blandt andet efter en hashtagkampagne og en underskriftindsamling, hvor folk efterspurgte større diversitet.

- Den tendens skriver den skæggede kvinde sig for eksempel ind i, siger hun.

Unge dropper hjerter og tommelfingre

Men nej, vi kommer formentlig ikke til at bruge de nye emojis ret meget. I hvert fald hvis vi skal tro forskning.

Afstemning

Skal du bruge de kommende emojis?

Marianne Haugaard Hansen har undersøgt brugen af emojis i sit speciale i lingvistik om sproglige generationsforskelle på de sociale medier.

Hun har analyseret private beskeder sendt mellem både unge og voksne, og der tegner sig et tydeligt mønster: De yngre dropper de små figurer, mens deres forældre i højere grad bruger dem – gerne flere i træk.

- Unge er meget mere selektive og bruger enten ingen emojis eller en enkelt, siger hun.

- De voksne er hyppige brugere af emojis, men vælger gerne de samme. De bruger primært hjerter, glade smileys, til tider blinke-smileys og ikoner som juletræer og vinglas.

Korrespondance mellem Charlotte (der er mor til gymnasieeleven Anna) og hendes veninde Pia. Korrespondancen er fra Marianne Haugaard Hansen​s speciale.

  1. Charlotte

    Det lyder fantastisk 😋🎄❤️

  2. Pia

    Kære alle, fantastisk og vi glæder os. Charlotte, jeg overfører 180 til dig. Knus Pia

  3. Charlotte

    Tak 👍❤️

Også Nathalie C. Larsen ser en tendens til, at det er de samme emojis, der går igen.

- Langt de fleste bruger kun en lille del af de mange muligheder. Der er jo så mange emojis efterhånden, at det ikke er til at overskue. Det er faktisk svært at vide, hvor man lige finder den palme, man skal bruge, siger hun.

Hvilke emoji har du manglet mest?