X Factor

De skulle levere deres vigtigste optræden, men kunne ikke møde op

På grund af nedlukningen af Nordjylland måtte Unity ikke komme til bootcamp på Sjælland. Det var både en god og en dårlig ting for duoen.

For Simon Kozma og Marcus Enevoldsen var det noget nær den værst tænkelige timing, da Nordjylland lukkede ned 5. november sidste år.

De to venner, der stiller op i 'X Factor' under gruppenavnet Unity, skulle nemlig til Thomas Blachmans bootcamp på Sjælland.

Her skulle de sammen med de fire øvrige grupper have sunget for en plads videre til liveshows.

Men efter den særlige cluster 5-variant havde spredt sig fra mink til mennesker i Region Nordjylland, var det ikke tilladt for Simon Kozma og Marcus Enevoldsen, der begge bor i Thisted kommune, at forlade deres hjemkommune.

Dermed måtte Unity levere den måske vigtigste performance overhovedet i 'X Factor' over et videoopkald.

Sådan så det ud i Thomas Blachmans ende, da Unity var med ved bootcamp fra Thisted.

- Det var totalt weird, lyder det samstemmende fra Simon Kozma og Marcus Enevoldsen om oplevelsen.

Men udover at det var "weird", frygtede duoen også, at det ville gå gevaldigt udover deres chancer i konkurrencen, at de ikke kunne være i rum med dommeren.

Kunne nærmest ikke se Blachman

Det var ikke uden udfordringer, at tv-produktionsholdet lykkedes med at få Unity med på bootcamp via video.

Vi vidste godt, det ville forværre vores chancer ret meget

Marcus Enevoldsen

For udover at duoen ikke måtte forlade Thisted kommune, måtte folk fra produktionsholdet heller ikke komme ind i kommunen. Der blev derfor hyret lokale kamera- og lydfolk, som kunne mødes med duoen og filme interviews med dem til programmet.

Da de skulle synge for Thomas Blachman, fik Unity lov at være i salen på deres gymnasium, hvor der blev stillet professionelt video og lydudstyr op, som blev koblet til videotjenesten Zoom.

Derfra skulle duoen så synge deres sang ind i kameraet.

- Vi vidste godt, det ville forværre vores chancer ret meget, så vi skulle virkelig bare gøre vores bedste, siger Marcus Enevoldsen.

Thomas Blachman kom til at tale ekstra højt, da Unity var igennem på video - selvom han havde mikrofon på.

Gruppen kunne kun se Thomas Blachman i et lille billede på en iPad, der var stillet op ved siden af kameraet.

- Vi kunne nærmest ikke se ham, så vi anede ikke, hvordan det gik, eller hvordan det blev modtaget, siger Simon Kozma.

Det var dog ikke en entydigt dårlig ting.

Marcus Enevoldsen (venstre) og Simon Kozma sang 'Warriors' af Imagine Dragons til bootcamp

Mindre nervøse

For mens de andre grupper var samlede på bootcampen, hvor det er nemt at blive revet med af den nervøse stemning, var Unity bare alene med to tv-folk på deres gymnasium.

Vi var helt klart mindre nervøse, end vi havde været, hvis vi havde været tilstede

Marcus Enevoldsen

- Det var jo egentligt ret stille og roligt. Vi var helt klart mindre nervøse, end vi havde været, hvis vi havde været tilstede på bootcamp, siger Marcus Enevoldsen.

- Hvis vi havde været i rummet, havde vi hele tiden kigget efter hans respons, så det er måske meget heldigt, siger Simon Kozma.

Det var dog svært for duoen bare at skulle synge ind i en kameralinse.

- Vi kiggede lidt på kameramanden for at få hans respons, så der i det mindste var lidt publikum, siger Marcus Enevoldsen med et grin.

Fredag aften afgøres det, om gruppen klarede sig videre i 'X Factor'.

Se 'X Factor' fredag kl. 20.00 på TV 2 og TV 2 PLAY.