Framing Britney Spears

Fans om Britney Spears: - Jeg har altid syntes, hun blev rigtig dårligt behandlet

Britney Spears er aktuel i en ny dokumentar 'Framing Britney Spears'.

23-årige Louise Kærtoft Astrup er ”dedikeret” Britney Spears-fan, som hun selv formulerer det.

Det begyndte, da hun var barn og havde det svært i folkeskolen.

- Jeg er blevet mobbet mega meget, og hun (Britney Spears, red.) har lidt været en veninde, som på en eller anden måde har været der, uden at hun har været der, siger Louise Kærtoft Astrup, der bor i Aalborg.

Især efter Britney Spears’ sammenbrud i 2007 gik Louise Kærtoft Astrup fra fan til superfan. Det var, som om noget ’slog klik’ dengang.

- At hun var så langt nede og alligevel kunne komme ud på den anden side. Jeg tænkte, ’hvis Britney kan gøre det det, så kan jeg også’, siger Louise Kærtoft Astrup.

Hjemme hos Louise Kærtoft Astrup står en papfigur af Britney Spears.

Det er også en af grundene til, at Louise Kærtoft Astrup i dag er en del af #FreeBritney-bevægelsen.

Formålet med bevægelsen er at få Britney Spears til selv at have kontrol over sit liv. Siden 2008 har hun nemlig haft sin far som formynder, og han har styret hendes formue og karriere. Men det vil bevægelsen – og Britney Spears, der selv har taget sagen til retten – lave om på.

- Jeg føler bare, at nu hvor hun (Britney Spears, red.) har brug for hjælp, så skal jeg være der, siger Louise Kærtoft Astrup.

#FreeBritney og ny dokumentar

Spørgsmål om #FreeBritney og formynderaftale er igen blevet aktuelle, efter dokumentaren ’Framing Britney Spears’ har haft premiere.

Dokumentaren tegner et billede af en sangerinde, der brød igennem som 15-årige og fik en kometkarriere, men senere blev et offer for mediernes behandling, hvilket i sidste ende drev hende ud i et mentalt sammenbrud i 2007, hvor hun klippede sig skaldet og overfaldt en paparazzi-fotograf.

Siden premieren på dokumentaren har flere stjerner udtrykt deres sympati med popprinsessen på sociale medier. Blandt andre sangerinden Miley Cyrus, samt skuespillerne Sarah Jessica Parker og Bette Midler.

Og det er kun på tide.

- Jeg har altid syntes, hun (Britney Spears, red.) blev rigtig dårligt behandlet, men nu er det, som om andre også kan se det. At folk får et andet billede, siger Louise Kærtoft Astrup, der netop er blevet udlært frisør.

En dansk Britney-army

Også 28-årige Britney-superfan Simon Kuno Glæsel oplever, at der er sket en forandring i synet på den 38-årige sangerinde, efter dokumentaren har haft premiere.

Simon Kuno Glæsels fascination af Britney Spears begyndte med dansen.

- Det er, som om folk er begyndt at forstå det. Det er ikke kun ham superfanen, der har plakater af Britney på væggen, siger han.

Simon Kuno Glæsel har været fan af Britney Spears siden han var omkring ti år og begyndte at danse. Når andre dansere så op til Michael Jackson, så var hans forbillede Britney Spears.

Siden er hans fascination af det faldne pop-idol fortsat, og i dag har han også sat sig ind i #FreeBritney-bevægelsen og hører podcasts og følger instagramprofiler for at være opdateret.

- Jeg har holdt ved lige fra starten, men jeg er da klart blevet mere passioneret omkring det nu, i kølvandet af at der er kommet så meget fokus på værgeaftalen, siger Simon Kuno Glæsel, der arbejder som professionel danser.

- Jeg vil gerne være en af de danske kræfter i den her Britney-army, der er med til at oplyse.

Ingen kommentarer fra Britney

Selv har Britney Spears ikke udtalt sig om værgeaftalen. I dokumentaren ’Framing Britney Spears’ fremgår det, at hun indvilgede i, at en værge overtog styringen med hendes økonomi, men at hun ønskede, at det var en anden end hendes far.

- Vi ved ikke, hvordan hun oplever det. Jeg tror helt sikkert, der er en masse, hun gerne vil sige, men som hun ikke kan og ikke må, siger Simon Kuno Glæsel.

- Alle os fans craver en eller anden form for dokumentation eller bekræftelse i, at der er noget, der foregår, og vi vil gerne høre fra Britney selv. Hun har flere gange har været ude at anerkende fansenes indsats, siger han.