X Factor

Dommer erkender kontroversielt valg - nu forklarer han

Dommeren Martin Jensen har som den første dommer fundet frem til sine tre livedeltagere.

Martin Jensen var fuld af rosende ord til både 27-årige Julia Ingvarsson og 28-årige Philip Lillelund.

De to rutinerede sangere havde imponeret dommeren med deres selvsikre optrædener under dagens bootcamp og havde hver især løst dommerens særlige opgave tilfredsstillende.

Alligevel var det netop de to, som dommeren i sidste ende skar fra, da han skulle træffe den måske sværeste beslutning, en dommer skal træffe i løbet af en sæson. Nemlig hvilke tre deltagere der skal med videre til liveshows i 'X Factor'.

- Ja, man kan jo tænke: "Hvorfor fanden tog du ikke dem med?", siger dommer Martin Jensen til TV 2 om sit valg om at sende Julia Ingvarsson og Philip Lillelund hjem.

Med sig videre tog dommeren i stedet Dan Laursen, Hiba Chehade og Vilson Ferati.

Men dommeren har sin helt egen grund til, hvorfor han valgte, som han gjorde.

Martin skiltes på venskabelig vis med Philip Lillelund. Dommeren sendte deltageren hjem, selvom han havde imponeret med sin vokal.

Ikke bare en oplevelse

Selvom både Philip Lillelund og Julia Ingvarsson imponerede dommeren med en teknisk dygtig og selvsikker optræden, var dommeren faktisk ikke i tvivl om, at han ikke kunne give dem en plads videre i programmet.

Ifølge dommeren handler 'X Factor' nemlig ikke kun om, hvem der er mest teknisk dygtig, men også hvem han som coach kan hjælpe mest og få det bedst mulige samarbejde med.

Svenske Julia Ingvarsson fik et nej fra Martin Jensen på trods af, han syntes, at hun havde en stærk vokal.

- Philip og Julia er allerede på vej og er i gang med at skabe deres egen vej, og jeg følte ikke, deres hjerte var i 'X Factor' på samme måde som med Dan, Hiba og Vilson, forklarer dommeren.

Dommeren vurderer altså, at både Philip Lillelund og Julia Ingvarsson er godt på vej til at finde deres vej som musikere og ikke har ligeså meget brug for hans hjælp.

- Det var helt sikkert en oplevelse for dem at være med, men det var ikke alt, som det er med de andre, siger Martin Jensen.

For Martin Jensen betyder det nemlig meget, at han vælger deltagere, som virkelig kan få noget ud af samarbejdet med ham.

Martin Jensen havde valgt at give deltagerne en særlig udfordring til bootcamp.

Ville teste samarbejdet

Det var blandt andet også derfor, at Martin Jensen - i modsætning til de øvrige dommere - havde valgt at give sine deltagere individuelle opgaver op til bootcampen.

Dommeren havde givet nøje instrukser i, hvilke sange de skulle synge - eller hvilken kunstner de skulle fortolke.

Hvis jeg skal være deres coach, er det vigtigt, at de lytter til mig

Martin Jensen

Eksempelvis var Hiba Chehade blevet instrueret i at vælge en Alicia Keys sang, mens Vilson Ferati skulle synge en sang, han kunne mærke.

- Hvis jeg skal være deres coach, er det vigtigt, at de lytter til mig, forklarer Martin Jensen til TV 2.

Dommeren ville derfor se, hvor gode deltagerne hver især var til at modtage instrukser og tage imod råd for at se, om det månedlange samarbejde i 'X Factor' kunne komme til at fungere.

- Hvis de ikke følger mit råd, så kan jeg regne ud, at det bliver en sværere vej at gå, forklarer dommeren.

Favoritterne skuffede

Den udfordring, dommeren havde givet deltagerne, skulle altså vise den retning, han ønskede at tage samarbejdet i.

Selvom alle deltagerne havde fulgt dommerens råd til bootcamp, kunne Martin Jensen ikke skjule sin skuffelse over især Vilson Ferati og Hiba Chehade.

Martin Jensen var skuffet over både Hiba Chehade og Vilson Ferati. Alligevel tog dommeren dem videre til liveshows.

Martin Jensen havde bedt Vilson Ferati om at synge en sang, der mindede ham om en svær periode i hans liv. Men dommeren var skuffet over, at han valgte sangen 'Impossible' af James Arthur - samme kunstner som Vilson sang til 5 Chair Challenge.

Hiba Chehade skuffede med Alicia Keys-sangen 'Fallin'', fordi Martin Jensen efter den optræden fortsat ikke kunne se, hvem Hiba var som artist.

Alligevel endte de to deltagere med at gå videre til liveshows sammen med alderspræsident Dan Laursen, som har imponeret dommeren hele vejen igennem.

Martin Jensen gav Hiba Chehade en stol, da hun, ifølge ham, er en sanger, der formår at give kuldegysninger med sin stemme.

Et stærkt felt

Når Martin Jensen ser på sine livedeltagere, ser han en stærkt felt, hvor alle tre alle byder på noget helt særligt, han som coach kan hjælpe dem i mål med.

- Hiba har det, der gør, at man får kuldegysninger, når hun synger. Og det er ikke noget, man kan træne sig til. Alt det andet er det nemmeste at proppe på, siger dommeren om 26-årige Hiba Chehade.

Årets alderspræsident er Dan Laursen på 36, der til dagligt arbejder som it-konsulent.

Om sin ældste deltager, Dan Laursen på 36 år, forklarer Martin Jensen, at han har den helt rigtige udstråling og charme - for ikke at tale om hans store stemme.

- Jeg kan meget hurtigt tage ham derhen, hvor han skal være, lyder det fra dommeren.

Sidst, men ikke mindst, har dommeren 23-årige Vilson Ferati, som ifølge Martin var den eneste, der ægte fik smilet frem hos den kritiske dommer under sin sang til bootcamp.

Vilson Ferati har ifølge Martin Jensen "hele poppakken".

- Vilson har forståelsen for at slå sig ud og bruge sin charme, klæde sig pænt og han er mega rytmisk. Han har hele poppakken, og jeg tror fuldt og fast på, at hans udvikling bliver en af de helt store, siger Martin Jensen om sin yngste deltager.

Se eller gense 'X Factor' på TV 2 PLAY.