X Factor

Synger med 1800 kilometer mellem sig – her er grupperne, der skal kæmpe om Blachmans stole

Det er blevet gruppernes tur til at deltage i den dramatiske stoleleg, hvor bootcampdeltagerne skal findes.

I årets sidste 5 Chair Challenge er det grupperne, der skal fordeles på de fem stole.

I år er det veteranen Thomas Blachman, der har grupperne.

Han skal skære de ni grupper, der er gået videre fra auditions, ned til fem, som skal med på bootcamp.

Thomas Blachman vandt sidste sæson med den unge solist Alma Agger. I år har han grupperne.

Her kan du se, hvilke grupper der skal synge om en stol:

Emmelie (til venstre) og Laura er en af grupperne, der skal synge om en stol til 5 Chair Challenge.

Emmelie og Laura

- I lyder som to engle, udbrød Oh Land, da hun havde hørt Emmelie Åvist og Laura Philippa Moe synge første gang.

De to piger, som begge er 15 år og kommer fra Bandholm på Lolland, blev rost for deres sangtekniske kunnen under deres audition med Kodaline-sangen 'All I want'.

De gik derfra med tre ja'er.

Fox & Lilly har sunget sammen i lidt over et år.

Fox og Lilly

Casper Fox og Elisabeth Jürgensen er henholdsvis 20 og 18 år og kommer fra Ølstykke. Sammen udgør de gruppen Fox & Lilly - og så danner de også par privat.

Faktisk spiller 'X Factor' en helt særlig rolle i kæresteparrets forhold. De har nemlig begge tidligere stillet op i programmet som solister, og de fik første gang kontakt, da Elisabeth Jürgensen skulle stille op, og Casper Fox skrev til hende med et par gode råd.

Deres fælles passion er musical og til deres audition imponerede de dommerne med en version af sangen 'A Million Dreams' fra musicalfilmen 'The Greatest Showman'.

KAJSA består af Asta Hegnet Knudsen (til venstre), Julia Bielefeld (i midten) og Karen Marie Duus (til højre).

KAJSA

20-årige Karen Marie Duus, 21-årige Julia Bielefeld og 21-årige Asta Hegnet Knudsen udgør gruppen KAJSA.

De tre veninder fra Nordsjælland skriver deres egne sange og arrangementer og bliver inspireret af alt fra opera til soul og pop. Julia er forsanger og spiller keyboard, mens Karen Marie spiller bas og trommer, og Asta spiller bas.

Deres sang 'Merkur i retrograd' faldt særligt i Thomas Blachmans smag under audition. Han synes, at de tre kvinder repræsenterede en vigtig del af ungdomskulturen.

- I er ikonisk vidunderlige hver især, og præcis som I skal være sammen, sagde han.

Lucas & Jeamilla er en af grupperne.

Lucas og Jeamilla

20-årige Lucas Rasmussen og 19-årige Jeamilla Hoby Larsen har ikke sunget sammen så længe, men de to unge sangere fik mange rosende ord under deres audition.

"Flot" og "smukt" lød det fra dommerne efter deres optræden med en tostemmig version af 'Bruises' med kunsteren Lewis Capaldi.

De kommer fra henholdsvis Nyborg og Næstved.

Medlemmerne af MASK er (fra venstre): Andreas, Magnus, Sebastian og Mathias.

MASK

Et ægte rockband indtager også 5 Chair Challenge.

I bandet MASK er 22-årige Mathias Friis Kruse forsanger, 22-årige Sebastian Søndergaard spiller guitar, 20-årige Magnus Vejby Nielsen spiller bas og 22-årige Andreas Lemming Bang spiller trommer.

De unge mænd fra Esbjerg er blevet gode venner omkring deres fælles interesse for rockmusik, hvilket ifølge Thomas Blachman strålede ud af dem.

- Det var ikke bare højt, det svingede helt vildt, lød det begejstret fra Oh Land efter deres audition.

Silja og Louise er gode veninder, men bor lige nu langt fra hinanden.

Silja og Louise

Silja Solveig Andersen på 17 år og Louise Hammershøj på 16 år er en venindeduo med 1800 kilometer imellem sig.

For få år siden flyttede Silja nemlig med sin mor til Island, men på trods af afstanden holder gruppen sammen og sparer om både sangtekster, guitarspil og vokaltræning.

De blev fremhævet for deres smukke, harmoniske og blide stemmer under deres audition, hvor de sang Ed Sheerans 'The A Team'.

Siqmimi består af Signe (til venstre) og Emilie.

Siqmimi

Gruppen Siqmini består af 20-årige Emilie Esther Bækgaard Mortensen fra Bagsværd og 21-årige Signe Kargaard Frederiksen fra Ølstykke.

På deres gymnasies musiklinje opdagede de, at de lød godt sammen og begyndte at skrive deres egne sange. Akkompagneret af Signes guitarspil optrådte de med én af dem til deres 'X Factor'-audition.

Dommerne var ikke i tvivl om, at de skulle videre i konkurrencen og understregede, at det var et "kæmpe ja", de to unge sangerinder fik.

Trengene blev en gruppe på en Bornholmstur med deres venner fra Tølløse Slots Efterskole for cirka to år siden. Fra venstre er det: Ehsan, Albert, Frederik og Villads.

Trengene

"Det er ligesom "Drengene". Bare med T". Sådan beskriver Trengene tilblivelsen af deres gruppenavn.

Gruppen består af efterskolevennerne Villads Budde Leisner, Ehsan Vinther Soori, Albert Lindeberg og Frederik Saltoft, som alle er 18 år gamle og kommer fra Storkøbenhavn.

De er inspireret af popduoen Citybois, som har opnået stor succes efter deres 'X Factor'-deltagelse i 2015.

- Det er som om, at den samme person er copypastet fire gange, beskrev Martin Jensen gruppen under deres audition, hvor de sang Lukas Grahams 'Drunk in the morning'.

Oh Land udbrød: "Jeg elsker det!" af ren begejstring over Marcus og Simon i Unity.

Unity

19-årige Simon Kozma og 18-årige Marcus Enevoldsen er barndomsvenner fra Thisted i Vestjylland – og så synger de sammen under navnet Unity.

De er to rene energibomber og til deres audition, hvor de optrådte med sangen 'Rude' af MAGIC!, viste de, at de både kan synge, danse og beatboxe.

For dem handler musikken om at "bringe folk sammen gennem aldre, racer og tro", fortalte de til deres audition.

Se 'X Factor' fredag klokken 20.00 på TV 2 eller TV 2 PLAY.