X Factor

Han forlod 'X Factor' med en opsigtsvækkende bemærkning - nu forklarer han

21-årige Magnus Rasch forlod 5 Chair Challenge uden en stol - men med selvtilliden i orden.

- Jeg ærgrer mig faktisk lidt på showets vegne.

Sådan lød den sidste bemærkning fra 'X Factor'-deltageren Magnus Rasch, inden han måtte forlade fredagens 5 Chair Challenge for solisterne under 23.

Den 21-årige havde netop været på scenen, hvor han sang og rappede sig igennem 'You Broke My Heart So Gently' af Sam Tompkins.

En optræden, der modtog blandet kritik fra de tre dommere.

Magnus Rasch fik ros for sit unikke look af Martin Jensen, som dog var i tvivl om han havde hele pakken.

- Det første parti vokal er godt, men det er svært for dig at skifte, lød det fra Thomas Blachman.

Magnus Rasch fik ros for sin unikke stil til 5 Chair Challenge.

Dommeren Oh Land, som i år har de unge solister, og som derfor skulle træffe beslutningen, mente at Magnus Rasch var "sindssygt musikalsk".

Alligevel kunne hun ikke give ham en stol.

- Det, du falder under, er, at du er ny i det, lød det fra Oh Land, der altså sendte den 21-årige hjem.

Jeg er mest ærgerlig på Nannas vegne

Magnus Rasch

- Jeg kunne have udviklet mig meget

Og da Magnus Rasch gik af scenen lod han altså bemærkningen falde om, at det var mest ærgerligt for showet, at han ikke kom med.

- Jeg er faktisk ikke særlig ærgerlig. Jeg er mest ærgerlig på Nannas vegne, sagde Magnus Rasch og tilføjede:

- Jeg mener helt ærligt, at jeg har mere udviklingspotentiale end mange af de andre.

Magnus Rasch arbejder til daglig som tjener, mens han holder sabbatår.

I dag, godt tre måneder efter 5 Chair Challenge blev optaget, ser den selvsikre 21-årige tilbage på sin lidt kække bemærkning med et grin.

Han kan godt høre, at bemærkningen får ham til at virke en anelse "høj i hatten" - men mener dog, at man skal tage hans udmelding med et gran salt.

- Jeg var jo selvfølgelig bare skuffet lige der, det er klart, forklarer Magnus Rasch, der til daglig holder sabbatår og arbejder som tjener i Holbæk.

Kunne have bidraget med noget særligt

Magnus Rasch mener dog stadig, at han kunne have bidraget med noget særligt til 'X Factor'.

- Jeg havde en klar fornemmelse af, at jeg virkelig kunne have forbedret mig programmet igennem, siger han.

Magnus Rasch mener, at han kunne have udviklet sig meget gennem 'X Factor', og at det derfor var mest synd for dommeren Oh Land, at hun ikke skulle arbejde med ham.

Magnus Rasch mener nemlig, at 'X Factor' som koncept netop er skabt til at tage helt grønne amatører med potentiale som ham og føre dem frem.

- I modsætning til de andre, repræsenterede jeg alle dem, som er helt nye i det her, siger Magnus Rasch.

For meget nybegynder

Magnus Rasch havde kun øvet sig i at synge og spille kort op til sin audition, og har aldrig sunget foran folk før. Han har dog altid trivedes godt med at tale offentligt og være på.

Jeg har altid vidst, jeg havde en god stemme

Magnus Rasch

Allerede fra hans audition kommenterede dommerne, at han stadig er ret meget en nybegynder, når det kommer til sang og musik.

- Jeg har altid vidst, jeg havde en god stemme. Men jeg ville gerne have en professionel vurdering af, om det overhovedet var noget, der var værd at bruge tid på, siger Magnus Rasch.

Hans manglende erfaring endte dog med at være det, der sendte ham ud af 5 Chair Challenge uden at sidde på en stol først.

Magnus Rasch har gennem hele sin opvækst fået at vide, han ligner musikeren Justin Bieber - han er dog ikke en kunstner, Magnus Rasch ser sig selv i.

- Jeg har jo altså øvet mig en del. Men det er jo nemt at se tilbage og der er altid noget, man ville ønske, man kunne gøre om, siger Magnus Rasch.

- Jeg tror ikke, jeg kunne have gjort det meget bedre.

I dag drømmer Magnus Rasch fortsat om at komme til at lave mere musik i fremtiden.

Han spiller og synger tit sammen med en kammerat, og de to drømmer om at begynde at udgive covers på de sociale medier.

Se eller gense 'X Factor' på TV 2 PLAY..