Underholdning

Hvordan kan en 17-årig ud af det blå stryge til tops på hitlisterne?

Olivia Rodrigo er på ingen tid blevet en verdensstjerne. Hendes succes er et resultat af en perfekt storm, lyder det fra musikeksperter.

De seneste dage er et for mange ukendt navn strøget forbi Justin Bieber og alle de andre på hitlisterne.

Den amerikanske sangerinde Olivia Rodrigo ligger nu helt i top, og for nylig slog hun også rekorden for flest streaminger på en dag for en ikke-julesang. Over 17 millioner gange blev hendes single 'Drivers License', der blev udgivet 8. januar, afspillet på Spotify på én dag.

- Det er ret exceptionelt, siger Kristian Karl, der er musikekspert og skribent på Soundvenue.

Men hvem er den unge sangerinde, og hvordan kunne hun stryge til tops på så kort tid?

Hvem er Olivia Rodrigo?

Oliva Rodrigo er 17 år gammel, og allerede for fem år siden startede hun sin karriere i underholdningsbranchen i komedieserien ’Bizaardvark’ på Disney Channel.

Senere fik hun en af hovedrollerne i ’High School Musical: The Musical – The Series’, hvor hun selv har skrevet og sunget sange til.

Olivia Rodrigo er ikke et navn, der vil klinge bekendt for ret mange. Ikke engang Kristian Karl eller kollegaerne på Soundvenue havde hørt om hende.

- Det er jo lidt kritisk, når ens arbejde er at skrive om musik, og pludselig er verdens største musiker én, hvor man tænker: "Hvem er det?", siger han.

Men hvis man bruger tid på det musik- og videobårede sociale medie TikTok, er man måske stødt på hendes hit ’Drivers License’, hvor hendes karriere for alvor taget fart.

Hvad handler sangen om?

Sangen 'Drivers License' er en klassisk popsang, der handler om, at Olivia Rodrigo får sit kørekort. En begivenhed, som hun gerne ville have fejret med sin kæreste – men han har fundet en ny kæreste, så nu kører hun hvileløst og kærestesørgende rundt i hans kvarter.

Hør sangen her:

- Det er en meget klassisk break up-ballade. I virkeligheden er der ikke noget nyt ved sangen. Den har virkelig svung i omkvædet, hvor der bliver sunget igennem på den gode gammeldags "mit hjerte er knust"-manér, lyder det fra Kristian Karl, der får mindelser om en af tidens helt store popstjerner, Billie Eilish, når han hører sangen.

På sociale medier svirrer rygterne blandt fans om, at sangen skulle handle om et trekantsdrama mellem Olivia Rodrigo og Joshua Basset, der spillede sammen i ’High School Musical: The Musical – The Series’. Efter deres brud begyndte Joshua Basset at danne par med Sabrina Carpenter, der også er skuespiller og har spillet med i Disney Channel-serien 'Girl meets world.'

You're problably with that blonde girl now (du er sikkert sammen med den blonde pige nu, red.), synger Rodrigo, der også nævner, at den anden pige er "meget ældre end mig" og "alt, hvad jeg er usikker på ved mig selv".

Sanger og skuespiller Sabrina Carpenter.

Sabrina Carpenter er lyshåret og 21 år. Rygterne er ubekræftede, men fansene er ivrige for at tolke ind i teksten, at sangen handler om ægte kærestesorger fra virkelighedens verden.

Og rygterne blev ikke mindre af, at Joshua Basset kort efter Rodrigos debut selv udgav en single med titlen 'Lie, Lie, Lie'.

Hvorfor er sangen blevet så populær?

Oven i spekulationerne om et kærlighedsdrama er sangen også bare en god og relaterbar sang om kærestesorger, og den kombination er den perfekte storm.

Sådan lyder det i hvert fald fra Becky Bass, chef for Global Hits hos Spotify, i et interview med Billboard.com.

Kristian Karl er enig.

Han peger på, at sangens detaljegrad om kærestesorgerne har gjort den til et hit på TikTok, hvor brugere digter videre på sangen. Der er blevet lavet coverversioner, hvor kærlighedsintrigen ses fra den nye kærestes synsvinkel og fra ekskærestens synsvinkel.

Der er sågar lavet et cover, der ser hele bruddet fra kørekortets synsvinkel.

En TikTok-bruger har lavet en coverversion af 'Drivers License' med en ny tekst, der ser situationen fra ekskærestens nye kærestes synsvinkel.
En TikTok-bruger har lavet en version af 'Drivers License' med en ny tekst, der ser Rodrigos kærestesorger fra kørekortets synsvinkel.

Sangen er alt i alt et godt eksempel på, at TikTok er blevet et nyt parallelt musikøkosystem, der kan fostre stjerner, og som musikbranchen finkæmmer i håb om at spotte morgendagens stjerne først.

- Det er noget, vi har set meget det seneste års tid, at sange kan hoppe fra TikTok til hitlisterne på sindssygt kort tid og tit også uden om de etablerede systemer, siger Kristian Karl.

Som regel har de populære TikTok-videoer et anderledes eller sjovt element, som pludselig bliver populært at mime til eller danse til.

’Drivers License’ har ikke umiddelbart noget mærkværdigt eller sjovt over sig, men på TikTok har mange taget scenen, hvor Rodrigo kører forbi ekskærestens hus til sig.

Har Olivia Rodrigo en stor musikkarriere foran sig?

Spørgsmålet er, om Olivia Rodrigo er et navn, vi skal huske på, eller om hun forsvinder ligeså hurtigt ud af rampelyset, som hun kom ind.

Kristian Karl tror på, at hun godt kunne have en musikkarriere foran sig.

- Det virker til, at hun er på en vej hen mod succes, så man har svært ved at forestille sig andet, siger han og påpeger, at det heller ikke ville være første gang, at der kommer en stor sanger ud fra et teen-univers som 'High School Musical'.

Også Ariana Grande, Britney Spears, Justin Timberlake, Miley Cyrus, Demi Lovato og Selena Gomez er andre eksempler på stjerner, der har startet deres karriere i et børne- eller ungdomsprogram.