GO'

2021 bliver et tætpakket filmår - her er seks film, du skal glæde dig til

Der er både store danske og udenlandske film på programmet det kommende år.

Udskudt Bond-film, opfølgningen på animationssuccesen 'Ternet Ninja' og en længe ventet filmatisering af kultklassikeren 'Dune'.

- På papiret tegner filmåret utroligt godt, og der er mange stærke titler, som vi kan glæde os til, hvis vi kan komme i biografen, siger Ann Lind Andersen, der er filmanmelder hos 'Go' morgen Danmark'.

Det spækkede filmprogram skyldes blandt andet et 2020, hvor coronapandemien var skyld i, at særligt amerikanske storfilm blev udskudt.

For at finde rundt i de mange biograffilm, der er annonceret i 2021, har TV 2 bedt Ann Lind Andersen fremhæve seks film, som du kan glæde dig til at skulle se på det store lærred. Hvis altså coronapandemien tillader det.

James Bond: 'No Time To Die'

Når Daniel Craig vender tilbage i den ikoniske rolle som agent 007, bliver det for femte og sidste gang.

Den 25. film i rækken om den britiske agent James Bond, 'No Time To Die', skulle oprindeligt have haft premiere i november, men blev for anden gang udskudt på grund af coronapandemien.

Bond-fans må derfor fortsat væbne sig med tålmodighed frem til april, hvor filmen er annonceret til at få premiere.

- Som filmanmelder glæder man sig altid til en Bond-film, men jeg vil sige, at der er noget særligt at se frem til ved netop denne, siger Ann Lind.

Forklaringen lyder, at den kommende Bond-film er instrueret af Cary Joji Fukunaga, som blandt andet står bag den anmelderroste første sæson af serien ’True Detective’.

- Der er lagt i kakkelovnen til, at denne film kan blive super interessant.

Det er første gang at Cary Joji Fukunaga instruerer en Bond-film.

'Pagten'

En af årets store danske film bliver dramaet om Karen Blixen og digteren Thorkild Bjørnvig.

'Pagten' er baseret på Thorkild Bjørnvigs erindringer om forholdet til den langt ældre og meget anerkendte forfatter.

- Det er en af de film, jeg i hvert fald selv glæder mig til at se, siger Ann Lind Andersen

Fortællingen om den store danske forfatter Karen Blixens nære, men også modsætningsfyldte venskab med den unge digter Thorkild Bjørnvig er instrueret af Oscar-vindende Bille August, der senest har stået bag filmen 'Lykke-Per' fra 2018.

Birthe Neumann i rollen som Karen Blixen i filmen 'Pagten'.

I selve rollen som den store danske forfatter ses Birthe Neuman:

- Birthe Neumann spiller Karen Blixen og er kommet til at ligne hende helt utroligt meget, siger Ann Lind Andersen.

'Pagten' er annonceret til at komme i biograferne 15. april.

'Margrete den Første'

Trine Dyrholm fotograferet hos Nimbus Film på Vesterbro fredag 16. oktober 2020.

I 2021 kommer der en film om Danmarks første kvindelige regent, dronning Margrethe 1.

Filmen foregår i 1402, hvor Margrete 1. har samlet Danmark, Sverige og Norge i en union, som trues af adskillige fjender.

Trine Dyrholm vandt i 2019 både priser og anerkendelse for sin rolle i filmen 'Dronningen' - og nu skal hun altså spille dronning i bogstavelig forstand.

- Margrete den Første var en vild powerkvinde i en tid, som vi ikke kender ret meget til. En vildt interessant kvindeskikkelse, siger Ann Lind.

Ud over Trine Dyrholm optræder også flere andre kendte navne på rollelisten. Morten Hee Andersen spiller dronningens adoptivsøn kong Erik, Søren Malling spiller biskop Peder, og Jakob Oftebro har rollen som den norske prins Olav.

Filmen er instrueret af Charlotte Sieling, der tidligere har instrueret 'Over gaden, under vandet' og 'Mesteren' og afsnit af serier som 'Borgen', 'Forbrydelsen' og 'Homeland'.

Filmen er lige nu sat til at udkomme 23. september.

'Ternet Ninja 2'

Da Anders Matthesens animationsfilm 'Ternet Ninja' udkom i 2018, stormede den til tops på listen over de mest sete danske biograffilm i 25 år.

Nu er Anders Matthesen så klar med en opfølger til biografsuccesen: 'Ternet Ninja 2'.

- Det bliver spændende at se, om Anders Matthesen kan holde det høje niveau fra den første film, siger Ann Lind.

Teenageren Aske og hans talende ninjadukke drager i 2'eren til Thailand for at hjælpe børnene på en legetøjsfabrik. Mens de søger retfærdighed i Bangkok, slår Askes familie sig løs på strande, bordeller og all inclusive-hoteller.

'Ternet Ninja 2' er ikke det eneste, vi kommer til at se til Anders Matthesen i 2021. Han skal også spille hovedrollen i filmen 'Toscana', hvor han skal spille over for Ghita Nørby. Desuden skal han spille skurk i den kommende film i krimiserien om Afdeling Q, 'Marco Effekten', hvor han spiller en lyssky godsejer og storkapitalist.

'Ternet Ninja 2' kan ses i de danske biografer fra 7. oktober

'Dune'

Den gamle kultroman ’Dune’ blev for første gang filmatiseret af David Lynch i 1984, og filmatiseringen bliver ifølge Ann Lind Andersen kaldt katastrofal.

Nu forsøger instruktøren Denis Villeneuve, der står bag film som ’Blade Runner 2049’, at filmatisere science fiction-værket.

- Villeneuve er en utrolig dygtig og meget stærk instruktør, som jeg tror, kommer til at kunne løfte opgaven, siger Ann Lind Andersen.

- Niveauet af special effects er vokset meget, siden dengang Lynch forsøgte sig. Det tror jeg kommer til at have en stor betydning, siger hun.

Efter planen har 'Dune' premiere 17. december.

'The Northman'

Claes Bang fik sit store internationale gennembrud i filmen 'The Square' fra 2017.

Instruktør Robert Eggers, der blandt andet er kendt for horrorfilmen 'The Witch' og den psykologiske kunstfilm 'The Lighthouse', er klar med en ny film: 'The Northman'.

- Filmen er sat i en viking setting og lyder på mange måder helt vild, fortæller Ann Lind Andersen.

Den kommende historiske thriller foregår i det 10. århundrede på Island og fortæller historien om en nordisk prins, som drager ud for at hævne sin fars død.

Rollelisten byder på en perlerække af kendte skuespillere som Alexander Skarsgård, Nicole Kidman, Anya Taylor-Joy og ikke mindst danske Claes Bang.

Hvis man har set ’The Lighthouse’, ved man, at Eggers laver specielle film. Derfor mener Ann Lind Andersen, at man godt kan se frem til en speciel oplevelse:

- Det er en film, der virkelig kan komme til at overraske.

Filmen er annonceret til at komme i 2021, men har endnu ingen fastsat premieredato.