X Factor

'X Factor'-dommer dybt berørt – her er hele 17-årige Julies historie

Siden Julie Konstantin var otte år, har hun kæmpet med psykiske problemer. Hun håber, at andre kan lade sig inspirere af hendes optræden i 'X Factor'.

Det har været svært for Julie Konstantin at komme op ad sengen. Ikke bare en enkelt gang, men i flere år.

Jeg har nærmest ikke været ude af af huset i to år, så det er virkelig stort for mig

Julie Konstantin, 'X Factor'-deltager

Alene det at træde ud fra sit værelse kan for den 17-årige pige fra Fredericia føles som en kæmpe overvindelse.

Derfor var der mere på spil end som så, da hendes audition blev vist for første gang under fredagens 'X Factor'-premiere.

Julie Konstantin var ekstremt nervøs under sin audition. Alligevel fik hun blandt andet at vide af Thomas Blachman, at hun kunne "komme rigtig langt".

Hun havde nemlig et budskab med sin audition, som knytter sig til de udfordringer, hun har haft og stadig lever med. Et budskab, som efterlod dommer Oh Land dybt berørt.

Musikken var en del af Julie

Julie Konstantin har i over halvdelen af sit liv lidt af angst. For hende betyder diagnosen, at selvkritiske tanker ofte står på spring for at overmande hende.

Kun én ting har kunnet dæmpe symptomerne en smule: musik og sang.

Se Julie Konstantins fulde audition i 'X Factor' på TV 2 PLAY.

Allerede som barn elskede hun at spille og synge og skrev endda sine egne sange.

- I starten handlede de om kærlighed, fordi det var det, som de store sangerinder skrev om. Men da jeg som otteårig fik angst, skrev jeg i stedet om, hvordan jeg havde det, siger hun til TV 2.

Julie Konstantin skrev blandt andet en sang med titlen 'Kan du ikke forstå mig?'.

Sangene kredsede om de mange følelser og tanker, som blandt andet betød, at hun havde svært ved at komme afsted hen til de andre børn i skolen.

Det hjalp kortvarigt, når hun sad alene foran sit elklaver. Her var hun i et accepterende rum, hvor hun ikke tænkte negativt om sig selv.

- Jeg har ikke rigtigt sunget foran nogen, for når der var andre, blev jeg usikker på, om det lød godt, siger hun.

- Jeg tror, at de fleste unge er bange for at blive dømt af andre. Det har holdt mig rigtig meget tilbage.

Det var særligt sit udseende, Julie Konstantin var meget bevidst om og frygtede, at andre dømte.

Musikken var heller ikke i sig selv nok til at dæmpe de tiltagende symptomerne.

Svært ved at acceptere sig selv

I 2016 – da Julie Konstantin var 12 år – var hun blevet så tynd, at hun måtte indlægges for spiseforstyrrelsen anoreksi. I måneder havde den i forvejen spinkle pige motioneret ekstremt meget og indtaget en minimal mængde mad.

Julie Konstantins BMI var helt nede på 13. Det er i kategorien ekstremt undervægtig.

Indlæggelsen var en nødvendighed. Hun var så undervægtig, at det var direkte livstruende. Det blev starten på et årelangt forløb, hvor hun over to omgange var indlagt på psykiatriske afdelinger.

- Jeg var ligeglad, om jeg var syg eller ej. Jeg blev ved med at føle mig stor, siger hun.

Tankerne omkring anoreksien blev ikke meget bedre, mens hun var indlagt, syntes Julie Konstantin.

Det var først efter den anden indlæggelse i 2017, at hun begyndte at tage på igen. Men hendes svære forhold til mad fortsatte. De seneste år har hun i stedet kæmpet med spiseforstyrrelsen tvangsoverspisning.

- Jeg har taget 50 kilo på, og det har også medvirket til, at jeg er blevet usikker på mig selv og ikke har turdet at gå uden for en dør, siger hun.

En kæmpe overvindelse

Når det har været allersværest for Julie Konstantin, har hun ligesom i barndommen kunnet bruge musikken som et lyspunkt.

Når hun har sunget eller lyttet til andre kunstneres tekster har det sommetider kunnet give hende følelsen af, at hun ikke er alene i det, hun kæmper med.

Julie Konstantin lytter omhyggeligt til sangtekster og tolker dem.
Sangerinden Medina har været en af de kunstnere, hun har lyttet mest til, fortæller hun.

Hun har blandt andet brugt Medinas sang 'Vi to', hvis tekst egentlig handler om et svært kærlighedsforhold, men som Julie Konstantin har tolket på sin egen måde.

- Når jeg sang 'Vi to', dedikerede jeg sangen til mig selv. Nogle gange kan det nemlig godt føles, som om man har en kamp med sig selv og sine egne tanker og følelser, siger hun.

Jeg vil gerne vise, at der er lys på den anden side

Julie Konstantin, 'X Factor'-deltager

En del af teksten lyder: "Jeg er stadig ved at lære og finde ud af, hvordan vi to kan forenes”.

- Det har hjulpet mig at høre lige netop den sang.

'X Factor'-sang havde særlig betydning

Det var også i jagten på et lyspunkt, at Julie Konstantin første gang hørte sangerinde og 'X Factor'-dommer Oh Lands sang 'Love you better'.

Netop den sang beskriver det sted, hvor Julie Konstantin er i sit liv i dag. Efter de mange år er hun nemlig begyndt at se en vej ud af den voldsomme angst.

Omkvædet i 'Love you better' af Oh Land

I will love you better

Better when I'm old

I will love you better when I'm old

I will wrap my arms around you

And keep you from the cold

I will love you better when I'm old

Sangen handler for hende om, at man ved, at ens forhold til sig selv kan blive bedre, når man bliver ældre. At man godt kan lære at acceptere sig selv på et tidspunkt.

Derfor var det oplagt, at det var den sang, hun skulle synge, når hun tog det – for hende – enorme skridt og stillede sig op til bedømmelse og skue foran dommerne i 'X Factor'.

- Jeg har nærmest ikke været ude af af huset i to år, så det er virkelig stort for mig, siger Julie Konstantin i dag om sin optræden.

Selvom hun rystede og en enkelt gang af nervøsitet måtte stoppe under sin audition, er det et bevis for hende på, at hun er på vej i den rigtige retning.

Vil give andre håb

- Fantastisk. Wow, sagde Oh Land, hvis øjne var blevet blanke under sangen.

Hun forstod godt det budskab, som Julie Konstantin leverede med teksten. At Julies fortolkning af sangen handler om, at man er håbefuld på sine egne vegne.

Oh Land fortalte, at hun selv skrev sangen, da hun sad på en strand i Los Angeles. Og at den for hende også handler om at vide, at man nok skal lære det, man ikke kan lige nu.

Julie Konstantin opfattede nærmest ikke dommernes positive ord, fordi hun var så nervøs. Men hun er glad for, at Oh Land forstod hende.

Derudover håber Julie Konstantin, at andre unge vil se hendes optræden og forstå, at ens udfordringer eller diagnose ikke er statisk. Det kan godt blive bedre.

- Jeg vil gerne vise, at der er lys på den anden side. Det hele kan ligne lort, ligesom det gjorde for mig, men alligevel kan man overvinde sig selv og gøre noget godt. Det håber jeg, at de vil se, siger hun og tilføjer:

- Nogle dage har jeg selvfølgelig tænkt: "Åh nej, min audition kommer i fjernsynet". Jeg får tanken om, at mine gamle klassekammerater vil grine af det. Men jeg har lært at sige til mig selv, at det bare er en tanke. Det er ikke virkelighed, siger hun.

Julie Konstantin føler, at hun får bedre og bedre styr på sine symptomer. At hun bliver bedre til at stoppe sig selv, inden tankerne kommer til at styre hende.

Julie Konstantin er klar til at komme videre med sit liv og begynder snart på uddannelse som mediegrafiker. Hun drømmer også om at leve af musikken en dag.

- Jeg vil gerne lave musik, der når ud til nogle, som kan bruge det. Jeg ved, hvor meget det kan betyde, siger hun.

Se 'X Factor' fredag 1. januar klokken 20.00 på TV 2 eller TV 2 PLAY.