X Factor

Han havde læst rumfartsvidenskab og skulle bare have et godt job, men så væltede den store maskine ned over ham

Philip Lillelund imponerede i 'X Factor' med både stemmen og "hår som en fra Disney", men der er ikke meget Disney over, hvorfor han stillede op.

Philip Lillelund kom kørende på en palleløfter i sit fritidsjob som lagermedarbejder. Det havde han gjort hundredvis af gange tidligere.

Men den aften blev anderledes, da ulykken pludselig slog ned.

En ulykke, der skulle blive grunden til, at han gik ind foran de tre 'X Factor'-dommere fire år senere.

Velplejet hår

28-årige Philip Lillelunds audition er det første offentliggjorte klip fra den kommende 'X Factor'-sæson.

Selvom han var den sidste, som dommerne sad over for ved de københavnske auditions, måtte Oh Land bemærke særligt én ting, inden den blonde mand gik i gang med at synge.

Oh Land mente, at Philip Lillelund havde hår som en Disney-karakter. Måske var det Kristoff fra 'Frost', hun tænkte på?

- Jeg kan simpelthen ikke lade være med at kigge på dit hår, det ser så velplejet ud, sagde hun grinende og fik Philip Lillelund til at dreje en omgang foran dommerbordet.

Det var dog, da Philip Lillelund begyndte at synge, at dommerne for alvor spærrede øjnene op.

Du er pissegod

Thomas Blachman

- Det er en kæmpe fornøjelse at møde dig, og du er pissegod, sagde Thomas Blachman, da Philip Lillelund var færdig med at synge Dave Matthews' sang 'Gravedigger'.

- Du er en god guitarspiller, bemærkede Oh Land.

- Jeg synes, at det var fedt. Det var en god måde at slutte dagen af på, sagde den senest tilkomne dommer, Martin Jensen.

Og med de tre dommeres rosende ord, fik Philip Lillelund også tre ja'er og kunne gå videre til næste runde.

Men kimen til at Philip Lillelund overhovedet var gået ind til audition i første omgang, var blevet lagt de fire år tidligere i den lagerhal.

Den gled pludselig

Philip Lillelund er født i Danmark og bor i Solrød Strand. Men han er opvokset i USA i staterne Kentucky og Californien. Efter at han blev færdig med en bachelor i rumfartsvidenskab i Los Angeles, flyttede familien tilbage til Danmark, hvor han begyndte at læse en kandidat på Danmarks Tekniske Universitet i Lyngby.

Men igennem alle hans studier, blev musikken ved med at spøge i hans baghoved. Som en drøm han ikke turde forfølge.

Den dag i lagerhallen skete der dog noget, der skulle ændre på det.

- Jeg husker tydeligt, hvordan jeg kom rundt om et hjørne i den lagerhal, som jeg havde fritidsjob i som 23-årig. Det var en aftenvagt, og de havde netop vasket gulvene i hallen. Så de var meget glatte, fortæller Philip Lillelund, da han husker tilbage på den aften i 2016, der ændrede hans liv.

Lige som Philip Lillelund drejede, gled den tonstunge palleløfter, og han væltede ind i en væg, mens hans fod blev klemt fast i palleløfteren.

Han vidste hurtigt, at han ikke selv kunne komme fri.

- Jeg råbte på min kollega, og den eneste måde, vi kunne få mig fri på, var, at han tog en anden palleløfter og kørte den hårdt ind i min. På det tidspunkt var smerten i foden intens, husker Philip Lillelund.

Ved tredje skub kom Philip Lillelund fri, og han blev hurtigt kørt til nærmeste hospital. Her havde lægerne svært ved at se det præcise omfang af skaderne på grund af hævelsen, så Philip Lillelund blev vasket, syet og sendt hjem.

Philip Lillelund på aftenen, hvor ulykken skete.

Her lå han så. Dag efter dag på sofaen, med to tæer, der blev mere og mere visne. Og han havde tid til at tænke.

- Hvorfor havde jeg ikke passet bedre på? Hvorfor havde jeg været ligeglad med min krops sikkerhed? Hvorfor levede jeg i en døs?, siger Philip Lillelund, at han tænkte i de uger.

Stod ikke til at redde

Efter en måned måtte lægen sande, at hans to yderste tæer ikke stod til at redde.

- De tog forbindingen af, og så var tæerne helt sorte og visne. Der blev jeg lidt chokeret. De klippede dem bare af med en slags cigarsaks lavet til knogler, husker han.

Efter hospitalsbesøget, skulle Philip Lillelund igen ligge på tænkesofaen.

- Der besluttede jeg mig – helt klichéagtigt – at livet var for kort til at gå rundt i en døs. Jeg måtte forfølge min drøm om at blive musiker, for hvis jeg ikke gjorde det nu, så ville jeg måske altid fortryde det, siger han.

Han satte sine studier på DTU på pause og tog tilbage til barndomsstaten Kentucky for at arbejde og tjene penge til at gå efter musikkarrieren.

Da han endelig havde penge nok rejste han i vinteren 2019 til Los Angeles, men umiddelbart efter, i starten af 2020, ramte coronapandemien landet, og alt blev sat på pause. Han tog tilbage til Danmark, og i sommeren 2020 fik hans forældre overtalt ham til at prøve kræfter med 'X Factor'.

Tilbage i studiet ved sin audition havde Philip Lillelund netop takket for de tre ja'er. Måske var det her det, der skulle til for, at den drøm, som han gik efter, kunne blive virkelighed.

I dag har han ikke yderligere men efter ulykken.

Det første afsnit af 'X Factor' bliver sendt på TV 2 og TV 2 PLAY 1. januar klokken 20.00.