De største øjeblikke

Årets helt store hit er over 30 år gammelt: Sådan blev det til

'Lyse nætter' har fået en stor opblomstring under coronapandemien, hvor folk har sunget den fra altaner og baggårde. Hør, hvordan hittet blev til.

For over 30 år siden sad Alberte Winding hjemme i sin dagligstue i København sammen med sin daværende mand Jan Rørdam og sin bror Aske Bentzon og lavede musik til den ikoniske børnetimeserie 'Bamses billedbog'.

Det var en særlig tid for Alberte. Hendes storebror var netop kommet hjem fra USA, hvor han havde boet i flere år, og hun havde savnet ham rigtig meget.

Nu sad hele musikerfamilien samlet i hende og Jans lejlighed og skrev på musikken til 'Bamses billedbog'.

- Alt, hvad vi spillede skulle kunne fungere i en skov på en guitar og gå lige i hjertet med det samme. Det åbnede en lidt anden lyd for os, fortæller Alberte Winding.

Aske Bentzon og Alberte Winding spillede rollerne som Aske og Luna i børnetimeserien 'Bamses billedbog'.

Men pludselig sad Aske Bentzon og spillede en lille melodistump, som Alberte hørte noget helt andet i.

- Må jeg ikke godt få den?, spurgte hun straks.

Og så gik hun ind i lokalet ved siden af og lavede en sang til den.

En sang, der handlede om savnet til sin bror. Savnet og glæden over, at han nu var tilbage i Danmark igen. En sang, der rummede lige dele håb og melankoli.

Det var sådan ’Lyse nætter’ blev til.

- Jeg var meget berørt over den. Den passede bare godt til min stemme. Det var som om alting bare lykkedes med den sang og det album.

Et kæmpe hit

Den kom med på albummet af samme navn i 1991, der eksploderede på de danske hitlister. Og nummeret har faktisk været et hit lige siden og ligget højt på listen over danskernes yndlingsfællessange i mange år.

Alberte udgav albummet 'Lyse nætter' i 1991. Den indeholdt både hits som 'Lyse nætter' og 'Tænder på et kys' og solgte over 100.000 eksemplarer.

Men i år skete der alligevel igen noget nyt med sangen. Da coronapandemien ramte landet i begyndelsen af 2020 søgte danskerne for alvor ned i den danske sangskat for at synge fællessang. Ikke kun i tv, men også fra altaner, baggårde og vinduer rundt omkring i landet. Og i det populære DR-program 'Fællessang' fortalte komponisten Phillip Faber i marts i Berlingske, at 'Lyse nætter' var blandt de mest ønskede sange i programmet.

Og her har ’Lyse nætter’ med sin blanding af håb og savn været et af de helt store hits hos danskerne i den svære tid.

Derfor var Alberte Winding inde i TV 2s store årskavalkadeshow 'De største øjeblikke' for at synge netop det nummer. Og det gav en den grad genlyd i studiet og blandt danskerne. Hun blev i bedste 2020 coronastil akkompagneret af et væld af sangglade danskere, der stemte i over Zoom.

Hele showet kan opleves på TV 2 PLAY lige her.

Spændte ben for nyt album

57-årige Alberte Winding havde ellers planlagt, at hendes 2020 især skulle handle om hendes nye album 'Martha's Vineyard'. Derfor var hun i første omgang lidt frustreret over, at hendes 30 år gamle sang pludselig poppede op alle vegne, og at det var den, hun blev inviteret i tv for at spille.

- Det var mærkeligt, fordi jeg stod med en helt ny plade og underligt at skulle forholde sig til et gammelt nummer på den måde, siger hun og tilføjer:

- Hvis jeg var blevet spurgt i foråret, om jeg ville spille ’Lyse nætter’ og ikke noget af min nye musik til ’De største øjeblikke’, så ville jeg have svaret, at jeg ikke havde lyst.

Alberte Winding skulle have brugt en del af 2020 på at spille en række koncerter med sit nye album 'Martha's Vineyard'. Hun nåede at spille lidt, da der igen blev åbnet op for koncerter i efteråret, men nu er en stor række af koncerterne aflyst igen.

Men efterhånden som 2020 skred frem, ændrede Alberte Winding holdning. Hun fik nemlig også selv lyst til at vende tilbage til andre kunstneres gamle og gode sange i den usikre tid.

Samtidig blev hun rørt og overvældet over, hvor mange folk der kunne hendes 90’er-hit.

- Det er både små børn og gamle mennesker. På den måde er der sket noget nyt med sangen, og da det gik op for mig, kunne jeg begynde at nyde det, siger hun.

I dag er hun glad for at netop ’Lyse nætter’ er en af de sange, folk har fundet glæde ved at synge i 2020 til fællessangsarrangementer.

- Jeg synes, at det er rørende, at den sammen med en række andre danske sange, har været med til at binde danskerne sammen i år, siger hun.

Se 'De største øjeblikke' på TV 2 PLAY her.