Danskere overrasker dem, de ikke kan holde jul med i år
Julen i år bliver ikke, som den plejer. Men en lille hilsen kan få stor betydning.
Denne juleaften har flere familier måttet skære ned i antallet af gæster om julebordet.
Det kan være af hensyn til ældre familiemedlemmer i risikozonen, ændrede rejseplaner eller forsøg på at holde juleselskabet på under de tilrådede 10 personer.
På grund af de særlige omstændigheder har TV 2-programmet 'Go' jul Danmark' lavet et eksperiment, der skal få danskere til at sprede lidt juleglæde til de familiemedlemmer, de ikke holder jul med i år på grund af corona.
En række ganske almindelige danskere fik besked på at skrive et brev til de personer, de kom til at mangle denne jul. Her blev der blandt andet skrevet til en oldemor, mormor og 'onkel' Claus.
Se hele videoen øverst i artiklen.
Svært at sætte ord på
- Kære mormor. Vi ville ønske, du kunne være sammen med os juleaften, skrev Camilla Larsen og datteren Mynthe.
Valdemar Høyer valgte at skrive sit brev til 'onkel' Claus, der egentligt ikke er hans onkel, men som han er i familie med og normalt holder jul med. Men som han ikke ser i år på grund af corona.
- Du er som en onkel for mig, altid klar til at tale om fodbold eller historie, skrev han i brevet.
Fra nogle af deltagerne var det lidt svært at finde ud af, hvad man skulle skrive.
- Det kan være svært at sætte ord på, hvis man mest bare er vant til at have det sjovt og ikke tale så meget om det dybe, fortæller Monicka Kildeberg, der valgte at skrive et brev til sin veninde, som hun normalt ser til julefrokost i december, men som ikke blev til noget i år.
Julekort giver et stykke af dig
For mange kan det være svært at sætte tid af til at skrive et julekort.
Men det kan have stor betydning både for modtager og afsender. Det fortæller kommunikationsrådgiver og ph.d. i retorik Anne Katrine Lund i ’Go’ morgen Danmark’ 2. december.
- Jeg får et lille stykke af dig. Det der med at få et rigtigt brev fra et andet menneske, et lille stykke sendt til mig, det er stadigvæk julemagi, hvis man kan tage sig tiden til at give det til hinanden, siger hun.
Og det giver også mening for brevskriveren, siger hun:
- Først tænker man: ”Puh, det kræver alt muligt, jeg ikke plejer”. Men hvis man sætter sig ned med en kuglepen i hånden, så giver det lidt tanker. Det er et sjældent pitstop i en travl hverdag, hvor man sætter sig ned og tænker på andre mennesker.
Endnu en overraskelse
Da deltagerne i eksperimentet havde skrevet brevene, blev de bedt om at ringe til den, de havde skrevet til og læse brevet højt.
Det var de ikke forberedt på, og der var flere af deltagerne, der syntes, det var lidt "grænseoverskridende" eller "spændende" at skulle gøre.
- Normalt når jeg snakker med Claus, så er det om vores fælles interesser. Vi taler ikke så meget om det følelsesmæssige, siger Valdemar Høyer.
Men han synes, det var fedt at prøve som deltager i eksperimentet. Især fordi 'onkel' Claus blev rigtig glad for brevet, som blev læst højt over telefonen.
Også Camilla Larsen og Mynthes brev til mormor blev godt modtaget:
- Tak skal I have. Det blev mormor glad for, lød det på Facetime.
Se alle reaktionerne i videoen øverst i artiklen.