Underholdning

Lene Beier åbner sit hjem for seerne juleaften

Normalt er seertallene på tv meget lave juleaften, men i år skal der være noget særligt for dem, der måske sidder alene.

Juleaften i år bliver for mange danskere helt anderledes end sædvanligt på grund af coronavirus.

Og det gør den også på TV 2.

Her har man nemlig for første gang nogensinde valgt at lave et live juleprogram, hvor seerne bliver inviteret ind hos tv-vært Lene Beier og hendes familie bestående af manden Anders, deres to sønner Otto og Arthur, Lenes mor og søster samt familiens hund Bruce Wayne og katten Tandløs.

I programmet 'Juleaften LIVE', der sendes 24. december klokken 20.05, vil seerne blive inviteret med til julehyggen hos familien Beier i deres hjem i Søvang.

Der vil blive sunget sange af Hjalmer, Lis Sørensen og Søs Fenger, ligesom der vil blive stillet om til en række TV 2-værter, blandt andre Natasja Crone og Rasmus Tantholdt, Janni Pedersen, Peter Tanev, Claus Holm og Christian Degn, der vil fortælle om deres juletraditioner, og om hvordan juleaften forløber hjemme hos dem i et år, hvor intet er, som det plejer at være.

Lis Sørensen er blandt de musikere, der vil blive stillet om til i løbet af aftenen i 'Juleaften LIVE' på TV 2 juleaften.

Hos Lene Beier har coronavirus også vendt op og ned på planerne. Alle julefrokoster og sammenkomster er aflyst, og den oprindelige juleaften hos svigerfamilien er aflyst.

Kan holde jul alle steder

Lene Beier er ikke det store ”julemenneske”. For hende er det relationerne mere end traditionerne, der betyder noget juleaften, og derfor har familien også både prøvet at holde jul i en skihytte og på en strand i Thailand.

- Jeg kan holde jul alle steder, hvis bare jeg er sammen med dem, jeg holder af, siger hun.

Og netop derfor har hun sagt ja til at åbne sit hjem for TV 2s seere juleaften.

- Det er så forfærdeligt at tænke på, at der er nogen, der skal sidde alene, uden dem de holder af, juleaften, siger hun.

Hos Lene Beier er julen med juletræ, mandelgave og sang ret klassisk - måske bortset lige fra forretten, der altid er tarteletter med høns i asparges.

Håber på få seere

Traditionelt er juleaften en af de meget stille dage, når det kommer til antal tv-seere.

Men i år er det svært at forudse, hvor mange der kommer til at tænde for fjernsynet juleaften. Og hvis nogen tænder, er der i år behov for, at de bliver mødt af et fællesskab, som de kan være en del af. For ligesom mange danskere skal TV 2s værter også holde en anderledes jul end normalt, og derfor er det oplagt at lade danskernes holde jul med TV 2-værterne.

- Julen i år bliver helt usædvanlig for mange mennesker. Mange kommer måske til at sidde alene, og derfor er det vigtigt, at de har nogen at være sammen med, siger Peter Toldberg, der er redaktør på programmet, og tilføjer:

- Normalt ville man aldrig sende live-fjernsyn juleaften, men i år er det det helt rigtige tidspunkt at lave fjernsyn på, siger han.

Og det er også netop stemningen af fællesskab og hygge, som Lene Beier håber på at kunne få frem på skærmen.

- For første gang skal jeg lave et program, hvor jeg håber, at der ikke er ret mange, der vil se med. Det vil jo betyde, at de har bedre ting at tage sig til, siger hun.

Programmet 'Juleaften LIVE' sendes på TV 2 og TV 2 PLAY 24. december klokken 20.05 – 21.30.