Vild med dans

Pustede de til rygterne? Derfor sluttede par af til romantisk sang

Albert Rosin Harson og Jenna Bagge dansede freestyle til en kærlighedssang. Men budskabet var et andet, forklarer parret.

"Wise men say

Only fools rush in

But I can't help falling in love with you"

Sådan lyder de indledende strofer i Elvis Presleys ikoniske kærlighedssang 'Can't Help Falling In Love' fra 1961.

Og netop den sang havde Albert Rosin Harson og Jenna Bagge valgt at åbne deres freestyle i 'Vild med dans'-finalen med.

Parret sad tæt op ad hinanden ved et flygel, mens Albert Rosin Harson spillede de første toner i sangen.

Albert Rosin Harson og Jenna Bagge på gulvet under deres freestyle i årets 'Vild Med Dans'-finale, hvor deres primære rekvisit var et flygel.

Sangvalget satte punktum for en hel sæson, hvor parret har skullet høre på særdeles mange kommentarer om den gode kemi, der er imellem dem.

Men på trods af sangtekstens indhold skulle Albert Rosin Harson og Jenna Bagges freestyle altså ikke tolkes som en historie om et forelsket par.

Det fortæller de efter finalen, hvor de blev tildelt årets andenplads.

- Dansen har bragt os et godt sted hen

Ifølge Albert Rosin Harson faldt valget på 'Can't Help Falling In Love', fordi den har et smukt klaverstykke.

- Den er rørende, og den er så smuk på klaveret. Det var derfor, vi valgte den, forklarede han efter programmet.

Den 18-årige skuespiller fortæller desuden, at han igennem hele sæsonen har drømt om at vise sine evner ved klaveret i 'Vild med dans'.

Anden del af Albert Rosin Harson og Jenna Bagges freestyle var en tempofuld showdans.

Ifølge Jenna Bagge ville parret gerne bruge en sang til deres freestyle, der symboliserede, hvor glade parret er for den rejse, de har været igennem i 'Vild med dans'.

Det er lidt hårdt at sige farvel

Jenna Bagge

- Det skulle være lidt sødt og vise, at dansen har taget os et virkelig godt sted hen, og det gode bånd, vi har fået til hinanden, siger hun.

Albert Rosin Harson og Jenna Bagge lagde ud med at danse en tango i finalen.

De lægger dog ikke skjul på, at de er kommet hinanden meget nær under årets sæson.

- Vores styrke har været, at vi er gode sammen, siger Albert Rosin Harson.

Sørgmodig slutning

Derfor var parret også tydeligt berørte, da de havde danset deres sidste dans sammen i finalen. Og det var de også, da programmet var slut.

- Jeg er er bare så glad og stolt over, hvor langt vi er kommet. Og jeg er så lykkelig over at have lært Jenna at kende også, sagde Albert Rosin Harson.

- Men det er også lidt sørgmodigt, det var vores sidste dans sammen. Det er meget blandet.

Albert Rosin Harson og Jenna Bagge var overvældede og glade efter finalen.

Og det er Jenna Bagge enig i:

- Det er lidt hårdt at sige farvel, lød det fra danseren.

Se eller gense finalen i 'Vild med dans' på TV 2 PLAY.