X Factor

Sofie Linde giver stafetten videre: - Man skal ikke tro, at man er hele showet

Sofie Linde kommer til at savne jobbet som vært, men hun er glad for sin beslutning om at holde barsel og lade en anden vært tage over.

Når 'X Factor' løber af stablen fra 1. januar, bliver det med en markant forskel fra de sidste sæsoner.

Jeg gør alting ud fra min mavefornemmelse

Sofie Linde

Sofie Linde, der har styret showet som vært igennem seks år, skal nemlig være mor for anden gang og går på barsel inden konkurrencens liveshows går i gang.

I løbet af foråret bliver hun derfor afløst af en ny vært: komiker Melvin Kakooza.

I stedet for den erfarne vært er det ham, der med myndighed skal sørge for, at dommerne holder deres taletider og være en støtte for deltagere, der måske får knust deres drømme under konkurrencen.

Sofie Linde havde sin sidste værtstjans på 'X Factor', da bootcamp-afsnittene blev filmet for nyligt. Der er premiere på den nye sæson af 'X Factor' 1. januar 2021.

Hvordan han vil klare det, er Sofie Linde ikke i tvivl om:

- Jeg ikke engang tror, jeg VED, at han vil gøre det godt, siger hun til TV 2.

De mange sæsoner har nemlig lært hende flere vigtige ting om sin rolle i jobbet, som eksponeres for over en million danskere.

- Vær dig selv

Allerede inden 'X Factor' var Sofie Linde en kendt værtsprofil med stor erfaring, men 'X Factor' kræver noget helt særligt, fordi der er så mange mennesker og - ikke mindst følelser - involveret.

- Man skal som vært ikke tro, at man er hele showet og ejer det. Man skal hele tiden forstå, at man er birollen og er tovholderen, der fortæller dem derhjemme, hvad der skal ske. Men hovedpersonerne er dommere og deltagere, siger hun.

Melvin Kakooza har haft det som en drøm at blive 'X Factor'-vært. Når 'X Factor' går ind i livefasen, står han på scenen i stedet for Sofie Linde, der går på barsel.

Derudover har Sofie Linde altid forsøgt at være sig selv, når hun stod på scenen. Af samme årsag er det vigtig for hende at sige, at Melvin Kakooza ikke skal være en ny Sofie Linde, men hvile i at han er blevet valgt af en grund:

- Han skal ikke gøre sig for mange forestillinger om, hvem han skal være. Han er valgt til, fordi vi elsker ham. Det skal han stole på, siger hun.

- Han skal ind og gøre det på sin måde, siger hun.

Noget af det, de dog har tilfælles, er en stor entusiasme for programmet, siger hun.

- Alle, der laver det her program, elsker deres arbejde – på den måde er vi sindssygt ens.

Jeg elsker jo at lave det, men det føles helt rigtigt at have barsel 100 procent

Sofie Linde

En anden type barsel

Mens Melvin Kakooza får sin værtsdebut på 'X Factor', glæder Sofie Linde sig til at tilbringe sine fredage på sofaen med en baby på armen.

Da hun fødte datteren Trine i 2018, holdt hun kun to ugers barsel fra sit værtsjob i 'X Factor'. Her var afløseren hendes mand, Joakim Linde Ingversen, som er vært på DR.

Det er igen producer Thomas Blachman og sanger og sangskriver Oh Land, der er dommere i 'X Factor'. Som ny dommer er dj Martin Jensen blevet en del af holdet.

Denne gang har hun valgt at gøre det anderledes og holde barsel i et ukendt antal måneder af en simpel grund:

- Jeg gør alting ud fra min mavefornemmelse. I år følte jeg, at det var året, hvor jeg skulle det, siger hun og fortsætter:

- Jeg har snart to børn. Det var nemmere med ét barn at forholde sig til værtsjobbet og indrette det, som jeg selv ville. Nu er der et barn mere, som også får en ny hverdag. Der er Ikke noget vigtigere end min familie, så det vil jeg også tage hensyn til, siger hun, selvom hun også kommer til at savne fredagene i de farvestrålende kjoler på 'X Factor'-scenen.

- Jeg elsker jo at lave det, men det føles helt rigtigt at have barsel 100 procent, siger hun.

Hun vil ikke fortælle, hvornår hun har termin, for det skaber et unødigt pres, synes hun.

- Jeg lærte under min første barsel, at der ikke er noget værre end at sige det højt. Men det er snart, siger hun.

Hun regner med at komme forbi 'X Factor'-optagelserne og sige hej med sin baby, fortæller hun.

'X Factor' har premiere på TV 2 1. januar 2021.