X Factor

Fredag gør han sin entre i 'X Factor': Her er de tre råd, som Sofie Linde gav Melvin Kakooza

Komikerens store drøm går i opfyldelse, når han overtager jobbet fra Sofie Linde, der skal på barsel.

I fredagens udgave af 'X Factor' ser vi for første gang Melvin Kakooza på skærmen, når komikeren tager de første skridt mod at tage over for Sofie Linde som vært på 'X Factor'.

Og det er nogle store sko, den 29-årige komiker står overfor at skulle fylde ud. Måske de største sko i den danske underholdningsbranche.

I årets 'X Factor'-sæson er Sofie Linde vært på auditionprogrammerne og 5 Chair Challenge. Melvin Kakooza er med på sidelinjen til bootcamp, og derefter tager han over, når programmet bliver live.

Og det er ingen nem opgave at skulle overtage roret fra en vært, der har siddet på pinden i seks år – og som har vundet talrige priser for sit værtsskab.

- Jeg skal ind og klare en opgave, som en anden er vant til at løse rigtig, rigtig godt. Så jeg går til opgaven med ydmyghed og taknemmelighed, siger Melvin Kakooza.

Jobbet er jo ikke at være Sofie Linde, det er at være vært på 'X Factor'

Melvin Kakooza

Den skærmvante komiker lader sig dog ikke slå ud af at skulle tage over for en prisvindende tv-vært midt i en sæson.

Han ser ikke Sofie Lindes succes som noget, han skal prøve at leve op til eller slå.

- Hvis jeg gik ind med en motivation om at skulle være bedre end hende, ville det ikke blive særligt sjovt, siger han og fortsætter:

- Jobbet er jo ikke at være Sofie Linde, det er at være vært på 'X Factor'.

- Sofie skal jo på barsel…

Da Melvin Kakooza som helt grøn komiker holdt det allerførste møde med sin manager, spurgte han ham, hvad han drømte om at opnå i karrieren. Hvad de i fællesskab skulle arbejde hen imod.

Melvin Kakoozas svar var klart: Han ville gerne være 'X Factor'-vært.

Han havde altid været fan af programmet og drømt om selv at blive tovholder på et format af den størrelse.

Han elskede programmet for den udvikling, det sendte deltagerne igennem. Den selvtillid det gav dem. Han elskede musikken, stemningen.

Faktisk var det i en årrække en stående joke blandt ham og komikerkollegerne, at Melvin Kakooza gik og drømte om lige præcis det job.

- Det får du nok ikke, for den sidder Sofie Linde rimelig tungt på, lød det fra vennerne.

Og Melvin Kakooza havde da heller ikke for alvor troet, at den drøm skulle blive til virkelighed lige foreløbigt.

Indtil hans manager en dag ringede.

Blå bog: Melvin Kakooza

Født 1991 (29 år).

Født i Uganda, kom til Danmark som toårig. Opvokset i Fredericia.

Vandt DM i stand-up i 2017.

Har siden da medviket i en række tv-programmer og -serier. Blandt andre 'Helt sort' (2019), 'Sunday' (2018-2020), 'Stormester' (2019) og 'Hesten og Gæsten' (2019).

- Sofie skal jo på barsel, sagde manageren, som om Melvin Kakooza var helt indforstået med, hvilken Sofie der var tale om – og hvilket job hun skulle på barsel fra.

- Og TV 2 vil gerne have, at du skal tage over, lød meldingen.

Pludselig forstod Melvin Kakooza, hvad det handlede om.

- Jamen, helt sikkert, svarede han uden rigtigt at tro på det.

Men det var sandt. Og inden længe havde han fået jobbet.

Som den anden mand nogensinde skulle han styre slagets gang hver fredag i de syv 'X Factor'-liveshows der sendes fra 26. februar 2021.

Vil bruge læringen fra klasseværelset

Melvin Kakooza er vokset op i Fredericia.

Før han brød igennem som komiker, læste han til lærer i Aarhus. Han droppede dog ud, kort inden han var færdiguddannet, for at dyrke komikken på fuld tid.

Han har ikke lagt nogen strategi for, hvordan han vil styre dommere, deltagere og seere igennem en 'X Factor'-sæson.

Jeg ved fra klasseværelset, hvordan man læser et rum og holder styr på en gruppe

Melvin Kakooza

Men det vigtigste for komikeren er indtil videre at være nærværende overfor deltagerne, tage vare på deres følelser og være deres allierede hele vejen igennem.

Han tror dog på, at hans pædagogiske erfaring fra folkeskolen vil kunne hjælpe ham i værtsrollen.

- Jeg ved fra klasseværelset, hvordan man læser et rum og holder styr på en gruppe. Og så er jeg godt rustet til at trøste deltagerne, hvis de bliver kede af det, siger Melvin Kakooza.

Og hvis han skal have dommerne til at holde mund, har han også tricks i ærmet.

- Så kan jeg jo altid prøve med en klappeøvelse, siger han med et grin.

Melvin Kakooza har dog en særlig livline, som kan hjælpe ham, hvis han som vært har brug for råd og vejledning undervejs i sæsonen.

De tre gode råd

Melvin Kakooza har, siden han sagde ja til at overtage rollen som 'X factor'-vært, haft løbende kontakt til Sofie Linde, der har klædt ham på til at tage over fra hende, når tid er.

De to kender hinanden fra TV 2-programmet 'Stormester', de begge deltog i i 2019.

Og Melvin Kakooza har da også tænkt sig at ringe til Sofie Linde undervejs, hvis han kommer i tvivl om noget.

- Jeg ved godt, at hun er nybagt mor til den tid, så jeg skal nok ikke gøre det for meget, siger Melvin Kakooza med et grin.

Han fortæller, at Sofie Linde dog har givet ham tre gode råd om at være 'X Factor'-vært, som han vil huske på under sæsonen.

Det første råd er: Tag pauser undervejs, og lad op, for det er hårdt at være en del af 'X Factor'-møllen.

Hvis jeg prøvede at være hende, ville folk med garanti sidde og sige: "Det ville Sofie aldrig gøre"

Melvin Kakooza

Andet råd: Lad være med at prøve at være sjov. Måske et lidt kontraintuitivt råd at give til en komiker, men alligevel et råd, Melvin Kakooza tager til sig.

- Som komiker kan man være lidt fanget i, at det bliver forventet, at man hele tiden kommer med punchlinen. Det stemmer ikke overens med at være der for folk, der står og har en masse følelser i en svær situation. De skal være trygge hos mig og ikke være bange for, om jeg vil gøre grin med dem, siger Melvin Kakooza.

Sofie Lindes tredje og sidste råd til Melvin: Lad være med at prøve at være mig. Sæt dit eget præg.

- Det er jo et godt råd, for hvis jeg prøvede at være hende, ville folk med garanti sidde og sige: "Det ville Sofie aldrig gøre", og "det ville Sofie aldrig sige", siger Melvin Kakooza.

- Jeg skal gøre det til mit eget og så ellers håbe på, at folk tager godt imod det.

Se 'X Factor' fra 1. januar klokken 20.00 på TV 2 og TV 2 PLAY.