Vild med dans

Hun kunne ikke holde tårerne tilbage - men denne detalje kom ikke frem på tv

Det har en særlig betydning for Merete Mærkedahl, at hun endelig har fundet en at danse med.

Merete Mærkedahl og Thomas Evers Poulsen smilede indforstået til hinanden, da de modtog Jens Werners ros efter deres argentinske tango i lørdagens 'Vild med dans'-semifinale.

- Jeg ved det godt, Thomas – jeg kender dig simpelthen så godt. Du bliver skiderørt, det bliver jeg også, og derfor skal jeg ikke kigge på dig lige nu, lød det fra dommeren.

Men lige lidt hjalp det. Mens Jens Werners stemme knækkede, fik Thomas Evers Poulsen og Merete Mærkedahl begge blanke øjne.

- Lad være, Merete, med at kigge sådan på mig, udbrød dommeren igen midt i sine dansefaglige kommentarer, der gik på parrets flid, opfindsomhed og dedikation – samt deres måde at oversætte musikkens toner, fraseringer og energier til dans.

Og der var en helt særlig grund til, at netop de ord fik tårerne frem hos danseparret, som er videre til finalen i 'Vild med dans' sammen med Nukâka Coster-Waldau og Silas Holst samt Albert Rosin Harson og Jenna Bagge.

Merete Mærkedahl blev særligt rørt af dommernes kommentarer.

- Det var så vigtigt for os

Den argentinske tango havde nemlig en særlig betydning for Merete Mærkedahl og Thomas Evers Poulsen, fordi de to havde lavet den sammen. Trin for trin. I et mørkt træningslokale, der kun var oplyst af et kalenderlys.

Og selv den professionelle danser var på udebane, da den argentinske tango ikke er en af de klassiske standard- og latindanse, som han kan helt ned til mindste hæl og tå.

Derfor varmede rosen fra dommerne da også ekstra meget.

- En ting er karakterer, men når der bliver sat så flotte ord på det, man lige har lavet, af så store dansepersonligheder, som sidder ved dommerbordet, bliver man bare lykkelig, lød det fra Thomas Evers Poulsen, da finalenpladsen var i hus.

- Selvfølgelig har jeg danset argentinsk tango nogle gange i programmet, men det var så vigtigt, at vi skulle kunne mærke dansen. Det skulle være os. Og vi skulle ikke danse den som prof og nydanser, men som ligeværdige, sagde han.

Skuespiller Merete Mærkedahl og Thomas Evers Poulsen i deres argentinske tango.

- Derfor var der bare ekstra fedt, at de på en eller anden måde så det arbejde. Det var så vigtigt for os, at vi var sammen om det. Det tror jeg, var det, der rørte mig, supplerede Merete Mærkedahl.

Derudover var koreografien inspireret af Merete Mærkedahls egen historie om, hvordan hun altid har stået alene med sit ønske om at lære at danse. Og faktisk var der en detalje af den historie, der ikke kom frem på tv.

Ud over den argentinske tango var Merete og Thomas på gulvet i en samba, som de høstede fem 10-taller for.

De andre grinede, når hun spurgte

Merete Mærkedahl husker nemlig tydeligt, hvordan ingen havde lyst til at gå til danseundervisning med hende, da hun var ung.

- Hver gang jeg har bragt det på banen, har det bare været upopulært, sagde hun efter programmet.

Da Merete Mærkedahl som barn eksempelvis dukkede op på en danseskole, var der ingen dansepartner til hende. Og da hun i 9. klasse spurgte ud i klasselokalet, om nogen ville være med til at gå til dans, gik det endnu værre.

- De grinede bare, kan jeg huske. "Dans? Nej!" Det gad de fandeme ikke. Og så føler man sig lidt afvist og pakker det væk igen, forklarede Merete Mærkedahl, der i stedet begyndte til håndbold.

- Så nu er jeg bare sindssygt glad for, at jeg kan få lov til at pakke den gave ud sammen med Thomas, tilføjede hun.

- Da vi stod ude bag tæppet inden afgørelsen, så kiggede vi på hinanden og havde det sådan, at uanset hvad der skete, så ville vi være stolte over det, vi havde lavet. Vi havde gjort alt, hvad vi kunne, lyder fra fra Merete Mærkedahl om tankerne, inden parret gik videre til næste uges finale.

- Jeg har virkelig nydt hver eneste uge, vi har haft sammen. Der har ikke været en eneste dag, hvor jeg er vågnet op om morgenen og har tænkt: "Øv, nu skal jeg afsted igen".

- Og jeg tager gerne en uge mere, udbrød dansepartneren.

Træningen til finalen begynder allerede søndag klokken 10.

- Vi er så glade og så taknemmelige for, at folk havde lyst til at stemme på os og lyst til at se os i finalen, lød det fra parret.

Se eller gense 'Vild med dans' på TV 2 PLAY.