X Factor

'X Factor' vender tilbage efter nytår med ny dommer

Dj Martin Jensen er ny i dommerpanelet.

Programmets nye sæson får premiere fredag 1. januar 2021 klokken 20.00 på TV 2 og TV 2 PLAY.

Dermed kan danskerne pleje efterveerne fra nytårsaften med årets første auditions i 'X Factor'.

- Jeg glæder mig til at skyde et nyt tv-år i gang, når vi 1. januar tager hul på TV 2s tredje sæson af ’X Factor’. Optagelserne til de første otte 'X Factor'-programmer er i kassen, og jeg glæder mig til at dele dem med resten af Danmark, fortæller underholdningsredaktør på TV 2, Dorte Borregaard.

Ny dommer i 2021

Sofie Linde er igen i 2021 vært på programmet, og Thomas Blachman og Oh Land er dommere. Men de får selskab af et sandt verdensnavn ved dommerbordet i den kommende 'X Factor'-sæson.

Martin Jensen overtager pladsen ved dommerbordet fra Ankerstjerne, der har været dommer i de to foregående sæsoner.

Dj'en Martin Jensen erstatter Ankerstjerne, der har været dommer i 'X Factor' i to sæsoner.

Martin Jensen har arbejdet med store internationale stjerner som Ed Sheeran, Katy Perry og Jason Derulo. Og så er han manden bag verdenshits som 'Solo Dance', 'All I Wanna Do' og 'Nobody', der sammen med en række andre hits har været med til at give ham over 2,5 milliarder streams på verdensplan.

Nu kan den 29-årige dj altså også skrive 'X Factor'-dommer på cv'et.