Merete Mærkedahl og Thomas Evers Poulsen i 'Vild med dans'.
Vild med dans

Nu tør hun vise det, hun har skjult i årevis - her er Merete Mærkedahls historie

Bag sit skuespillergen er Merete Mærkedahl et genert og blufærdigt menneske, der aldrig har haft det godt med at skille sig ud.

- Hold nu kæft, lød komplimenterne især fra fyrene.

- Hvor fa'en havde det menneske været henne, da de var yngre?

Den dengang 25-årige Merete Mærkedahl gik på teaterskolen i Aarhus, men var til reunion med sine gamle venner fra hjembyen Nors i Thy.

Og hun havde gjort lidt ekstra ud af sig selv, som man jo gør, når man skal til fest – også selvom man til daglig er typen, der befinder sig godt i "store gevandter", som hun kalder sine løse joggingbukser, t-shirts og store trøjer.

Den aften havde Merete Mærkedahl dog slået sit lange hår ud og taget en lidt stram kjole på.

Og selvom det selvfølgelig kan være rart at få at vide, at man ser godt ud, kom det bag på den unge skuespiller, hvordan de gamle venner reagerede, da de så hende.

Kommentarerne hylede Merete Mærkedahl ud af den. Det var, som om de troede, at hun var blevet en helt anden. At det var lidt forkert, at hun sådan havde stadset sig op.

Selv følte Merete Mærkedahl bare, at hun var sig selv – og viste en af de mange sider, hun havde.

Men der var ikke nogen, der kunne genkende den.

Derfor tænkte hun med det samme: "Nå okay, det pakker jeg lige lidt væk igen".

Inden sæsonens start havde Merete Mærkedahl fået at vide, at 'Vild med dans' handler om meget mere end bare dans. Dengang tænkte hun: "Ja ja, men hvor meget mere kan det lige handle om?". Nu har hun selv mærket det på egen krop.

Ville ikke stikke ud

Oplevelsen er bare én blandt mange, som Merete Mærkedahl nu kan se, har sat sig ubevidst i hende.

I sidste uges 'Vild med dans' fortalte den 38-årige skuespiller, at hun gennem de sidste måneders intensive dansetræning, er nået dybere ind til en side af sig selv, som hun ikke har været i kontakt med, hverken i sit privatliv og i sit arbejdsliv.

Og det er netop den sensuelle side, som Merete Mærkedahl af og til har prøvet at udfolde, men som hun lige så hurtigt har gemt væk igen.

Både fordi hun inderst inde – godt gemt bag sit skuespillergen – er et meget blufærdigt og genert menneske, der egentlig ikke har lyst til at "stikke ud".

Men også fordi hun altid har tænkt, at "det med sex og sensualitet" er noget, man holder for sig selv – måske fordi det var et felt, hvor hun som ung var på usikker grund og har følt sig forkert uden at vide det.

En dydig pige

Selvom Merete Mærkedahl som barn elskede at klatre i træer og rebelsk red på hest uden saddel, var hun med egne ord også en meget dydig pige.

Merete Mærkedahl i sine spæde teenageår.

- Jeg sagde ting som, at jeg aldrig ville drikke øl, og at jeg først ville have sex, når jeg blev gift, fortæller hun.

Og det på trods af at hendes familie ikke var særlig religiøs.

Merete Mærkedahl holdt dog ingen af delene, men da hun som ung gik til halbal i Thy, følte hun sig alligevel anderledes.

Alle andre piger kyssede med fyre, så det gjorde hun også. Men hun havde ikke lyst til mere end det.

Og måske var det derfor, at det blev det mere naturligt for Merete Mærkedahl at være goofy, fjollet og sjov frem for flirtende og sensuel. Det gjorde det nemmere bare at være venner med drengene.

- Derfor tror jeg bare, at jeg holdt tilbage på det sensuelle. Jeg brugte det ikke, siger Merete Mærkedahl.

I dag kan hun dog se, at der har været en naturlig forklaring på, at hun har lagt låg på den side af sig selv.

Normalt er Merete Mærkedahl ikke typen, der tænker over, hvad andre siger om hende. Men lige præcis, hvis hun har gjort noget ekstra ud af sig selv, har andres kommentarer påvirket hende.

- Du virker ret forelsket i hende

Hun flyttede hjemmefra som 18-årig, og efter et par år i Aarhus fik Merete Mærkedahls veninder hende til at indse, at hun snakkede utroligt meget om en af deres fælles veninder.

- Altså, det er ikke for noget Merete, men er du sikker på... Du virker ret forelsket i hende?, sagde de en dag.

Merete Mærkedahl

  • Født i 1981. 
  • Opvokset i Thy, men nu bosat i Lejre på Sjælland. 
  • Uddannet fra skuespillerskolen i Aarhus i 2009 og var derefter fastansat på Aalborg Teater frem til 2017. 
  • Fik i 2013 rollen som stuepigen Otilia i tv-serien 'Badehotellet', som i det nye år har premiere på ottende sæson. 
  • Modtog i 2010 Reumerts talentpris, og da hun i 2018 medvirkede i sine første revyer, blev hun også hædret med en talentpris ved Revyernes revy. 
  • Medvirker i 2021 i Cirkusrevyen. 
  • Privat er hun forlovet med kæresten Anna. Parret har to børn.

- Det er jeg da ikke, var Merete Mærkedahls første reaktion. Men i virkeligheden var hun som besat. Og det var, som om noget faldt i hak, da hun fik det clue.

Pludselig kunne Merete Mærkedahl tænke bagud og forstå, hvorfor hun tidligere havde været ganske betaget af andre piger. Men det ændrede ikke på, at den nye viden ikke passede ind i hendes forestilling om fremtiden.

- Jeg havde jo troet, at jeg skulle have en mand, et hus, en hund og stakit og bil. Fordi det var det, jeg kendte. Så det var da mega utrygt for mig på en eller anden måde, siger hun og fortsætter:

- Men jeg kunne ligesom også mærke, at det var det, der var det rigtige. Og så var jeg jo nødt til at gå med til det. Man kan jo ikke andet.

I dag er Merete Mærkedahl forlovet med kæresten Anna, som hun har to børn med. Og kæresten har spurgt Merete, om det var noget, hun gerne ville fortælle om i 'Vild med dans', men det har Merete Mærkedahl ikke set nogen grund til. - For mig er det uinteressant, så hvorfor skulle vi pointe det ud? Jeg kan bare håbe, at hvis der er nogen, der sidder derhjemme og tænker: "Jeg er også homoseksuel", så kan de se, at man er et helt normalt menneske. Der er ikke noget specielt i det, siger hun.

Da Merete Mærkedahl fik sin første kvindelige kæreste nogle år senere, føltes det "helt rigtigt". Og i dag har hun da også fået både huset, børnene, bilen og stakittet, selvom det ikke blev med en mand.

Men det ændrede ikke på, at hendes blufærdighed fortsatte med at blokere for noget – både på teaterscenen og i den verden uden om, der hører med til livet som skuespiller.

På trods af sin generthed har Merete Mærkedahl altid interesseret sig for musik, dans og drama. Og gennem skuespillet har hun haft mulighed for at udleve noget af det, som hun ikke gjorde privat. Dog kan hun stadig være nervøs op til en premiere, især hvis hun har hovedroller.

En række uskyldige roller

Når Merete Mærkedahl tænker over de mange roller, hun har haft gennem karrieren, ser hun et mønster.

Hun har i høj grad spillet unge, uskyldige pigeroller, som ikke har været i kontakt med hverken deres sensualitet eller seksualitet.

Det gjaldt både i 'Troldmanden fra Oz', 'Snedronningen' og 'Alice i Eventyrland' for bare at nævne et par eksempler, mens stuepigen Otilia fra tv-serien 'Badehotellet' bestemt heller ikke er en sensuel figur.

I syv sæsoner har tv-seerne indtil videre set Merete Mærkedahl som den principfaste Otilia i 'Badehotellet'.

Når Merete Mærkedahl omvendt har prøvet kræfter med de mere forførende roller, har hun kæmpet mere med dem.

Eksempelvis i musicalen 'West Side Story', hvor hun spillede kæreste til en bandeleder og blev ved med at føle, at hun manglede den sidste kontakt til karakteren.

- Jeg tror netop, at der manglede den der sensualitet, hvor jeg hviler i det, uden at jeg skal postulere det og føle mig fjollet, siger Merete Mærkedahl.

Merete Mærkedahl var fra 2009-2017 fastansat på Aalborg Teater. Her ses hun i 'Helligtrekongersaften' som Viola, der klæder sig ud som dreng, hvorefter både mænd og kvinder forelsker sig i hende.

Samme ambivalente følelse har ramt hende, når hun eksempelvis har skullet til en premiere.

For lige som til reunion-festen med de gamle venner i Thy har det affødt mange reaktioner, hvis Merete Mærkedahl har gjort mere ud af sig selv, end hun gør til hverdag.

- Det har været lidt ekstremt nogle gange, hvor mange kommentarer jeg har fået på det. Det er, som om det bliver kommenteret mere over for mig, end det gør med mine andre kollegaer, siger hun.

Nogle gange har jeg følt, at det var noget, jeg blev nødt til at påtage mig, uden at det var "rigtigt mig"

Merete Mærkedahl

Det har betydet, at Merete Mærkedahl nogle gange har følt, at hun blev en anden, hvis hun netop tog stramt tøj på og slog håret ud.

- For det synes andre jo, siger hun.

Af samme grund har skuespilleren altid klædt sig i sikre, mørke farver for ikke at vække opsigt. Og derfor har 'Vild med dans' også været en grænseoverskridende oplevelse for Merete Mærkedahl.

Godt nok er hun som skuespiller vant til at gå på en scenen iført hvad som helst, men det er anderledes angstprovokerende at gå på skærmen fuldstændig som sig selv foran en million seere – i både kjoler og danse, som bestemt vækker opsigt.

- Det er angstprovokerende, for det er jo mig, der står der og ikke mig i en rolle, siger Merete Mærkedahl om at medvirke i 'Vild med dans'.

Fra tildækkede arme til bar mave

Derfor havde Merete Mærkedahl heller aldrig troet, at hun i lørdagens semifinale ville danse i den lille sag af en kjole, som valget er faldet på.

- Jeg skal have bar mave. Begge sider af min mave kommer til at være helt fri, siger skuespilleren, som selv virker lidt forbløffet.

- Evers (dansepartner Thomas Evers Poulsen, red.) havde taget den ned fra bøjlen, for at jeg skulle prøve den, og så tænkte han: "Ej, den får jeg hende aldrig i". Men nu endte det med, at det faktisk er den, jeg gerne vil have på, siger hun.

Jeg er åbenbart også til glimmer

Merete Mærkedahl

Merete Mærkedahl forstår dog godt, at dansepartneren tvivlede. Sammenligner man sambakjolen med den sorte standardkjole, hun havde på, allerførste gang hun gik på gulvet i 'Vild med dans', kunne forandringen ikke være større.

Merete Mærkedahl og Thomas Evers Poulsen i en tango på premiereaftenen i 'Vild med dans'.

- Jeg var helt tildækket. Kjolen havde lange ærmer, der var stof overalt. Og jeg havde det rigtig godt med at være pakket lidt ind. Det føltes trygt, og den passede lige til mit temperament. Den var ikke for vild, og den stak ikke for meget ud, siger Merete Mærkedahl.

Gennem hele sæsonen har hun været særligt glad for standarddansene, netop fordi hun har haft nemmere adgang til dansenes mere "holdte" udtryk, mener hun.

Derfor var det også en særlig dans, der for alvor skubbede til Merete Mærkedahls grænser.

Især latindansene har været en udfordring Merete Mærkedahl. Det var for alvor i rumbaen, at hun mærkede en udvikling på sig selv.

Dans har været kropsterapi

Da skuespilleren halvvejs i sæsonen stod over for den sensuelle kærlighedsdans rumba, blev hun nemlig tvunget til at arbejde med alt det, hun i så lang tid har lagt fra sig.

- Det, at man begynder at lave nogle bevægelser, man ikke er vant til at lave, sætter gang i noget psykisk. Det er vel sådan en slags kropsterapi, når man arbejder så intenst med kroppen, som vi gør, siger hun.

I hvert fald begyndte Merete Mærkedahl langsomt at føle sig mere sensuel, i takt med at hun fik dansens bevægelser mere og mere ind under huden.

Og da hun og Thomas Evers Poulsen fremførte rumbaen foran hele Danmark, var det da også nærmest symbolsk, at det skete til nummeret 'Versace on the Floor', der handler om at lade tøjet falde.

Ligesom til reunion-festen affødte dansen kommentarer fra dem, der kender Merete Mærkedahl privat.

Mange sagde, at den side havde de ikke set før. Og tv-værten Christiane Schaumburg-Müller døbte skuespilleren "sensuella" efter dansen.

Men denne gang hylede kommentarerne ikke Merete Mærkedahl ud af den. I stedet føltes det faktisk fedt og helt okay. Og siden har hun langsomt foldet sin sensuelle side mere og mere ud.

Merete Mærkedahl kalder 'Vild med dans' det mest intense forløb, hun nogensinde har været med i. - Det er som at have premiere på en soloforestilling hver eneste uge. Her ses hun og Thomas Evers Poulsen i sidste uges jive.

- Det er også en del af mig

For nogle uger siden gav Merete Mærkedahl eksempelvis sin kæreste gennem ti år et godt grin, da hun lånte hendes negleolie i et forsøg på at lakere sine negle derhjemme – godt nok tørrede det ikke, men øvelse gør vel mester?

Op til sidste lørdags 'Vild med dans' prøvede Merete Mærkedahl også for første gang at få lidt kunstig kulør med spraytan som mange af de andre i programmet.

I denne uge har hun fået det igen, og hun mærker også, at hun er gået ind i semifinalens to sensuelle danse med en anden ro.

Og det er ikke, fordi Merete Mærkedahl føler, der var noget galt med den, hun tidligere har været. Men faktisk har det givet hende større lykkefølelse at opdage sin sensualitet.

- Det har givet mig en ekstra frihed at sige, at det her også er en del af mig. Og jeg kan mærke, at det er helt rigtigt, at jeg netop ikke skal pakke det væk, siger hun.

Lettelsen var stor, da Merete og Thomas gik videre til semifinalen. Nu ønsker parret sig inderligt at gå videre til finalen. - Man kommer jo til at gå op i det med liv og sjæl. Og man kan næsten lugte savsmuldet, så nu vil man gerne med ind i den manege, siger Merete Mærkedahl.

- Nogle gange har jeg følt, at det var noget, jeg blev nødt til at påtage mig, uden at det var "rigtigt mig". Men nu synes jeg, at jeg har fundet mit eget udtryk og hviler i, at jeg godt kan være sensuel, uden at jeg skal føle, at det er forkert. Eller at der er nogen, der skal sige: "Hov, hvorfor ser du sådan ud?".

- Jeg er åbenbart også til glimmer, konstaterer Merete Mærkedahl med et grin.

Hun tror sågar også, at hun gennem udviklingen har fået et ekstra lag som skuespiller – og at hun vil vove sig i noget andet end det mørke tøj, hun har hængende derhjemme i skabet, næste gang hun skal til en premiere.

Hvem ved? Måske skal det være en kjole. Og måske skal den være pink.

Se semifinalen i 'Vild med dans' lørdag klokken 20.35 på TV 2 og TV 2 PLAY.