Juleønsket

Unge piger fulgte efter ham på strøget i timevis – her er Rafi fra 'Juleønsket' i dag

Jonathan Lindinger blev barnestjerne fra den ene dag til den anden, da han som 13-årig spillede englen Rafi i 'Juleønsket'.

Det er ikke svært for Jonathan Lindinger at genskabe billederne i hovedet. Unge drenge og piger, der flokkedes om ham, når han gik på Strøget. De fleste ville bare sige hej og have taget et billede, andre kunne følge efter ham i flere timer.

5 hurtige om Jonathan Lindinger

  • 18 år gammel 
  • Bor i Ballerup, skiftevis hos sin mor og far
  • Går i 2.g på gymnasiet 
  • Arbejder deltid på McDonalds 
  • Bruger sin fritid på træning, venner og skolearbejde

”Se, det er ham fra julekalenderen”, hviskede de fnisende til deres venner og veninder.

Sådan var det stort set hver gang, at Jonathan Lindinger bevægede sig ud i offentligheden i december 2015. Han var nemlig ikke længere Jonathan fra Ballerup, men Rafi fra 'Juleønsket'.

For de fleste på hans alder ville sådan en omvæltning nok være skræmmende, men ikke for ham. Han følte, at han var havnet lige der, hvor han skulle være.

- Jeg elskede alt ved oplevelsen med 'Juleønsket'. Både optagelserne og tiden der fulgte efter. Min største drøm var at blive skuespiller, så det var en stor mulighed for mig, fortæller Jonathan Lindinger.

I dag er han 18 år gammel og kan igen opleves på skærmen som englen Rafi, når han sammen med Julie og Willy drager på eventyr i 'Juleønsket' på TV 2 og TV 2 PLAY.

Der er sket meget for Jonathan Lindinger de sidste fem år, men den drøm, han havde som 13-årig, dén lever stadig.

Herunder kan du trække for at se, hvordan Jonathan Lindinger ser ud i dag.

Englen Rafi fra juleønsket blev spillet af Jonathan Lindinger.
.

Til casting som Willy

Siden han var helt lille, har Jonathan Lindinger elsket at optræde. Han var derfor ikke et sekund i tvivl, da han blev tilbudt at gå til casting på en rolle i 'Juleønsket'.

Det lå dog ikke i kortene fra start, at han skulle spille Rafi.

Oprindeligt gik Jonathan Lindinger nemlig til casting på rollen som Willy, Julies bedste ven. Produktionen mente dog, at Jonathan mindede mere om Rafi, den rebelske, men godhjertede engel, der sendes til menneskenes verden for at hjælpe Julie med at få sit juleønske opfyldt.

Det forstår Jonathan Lindinger godt.

- Det er mange ligheder mellem karakteren Rafi og jeg. Rafi er lidt rapkæftet og spontan. Det kan jeg genkende. I skolen var jeg lidt for højtråbende og ofte klassens klovn, fortæller han smågrinende.

For Jonathan Lindinger, der havde lavet en masse teater og musicals, men aldrig været en del af en stor produktion, var det en vild oplevelse at optage 'Juleønsket'.

  1. Kan lige så godt sige det mig og mine veninder synes du er såå lækker.. Vi er de største rafianere i hele verden. Du gør bare der hele så godt, da vi fandt ud af du også var 13 var vi så glade vi begyndte lidt at græde. du bare så sød..

  2. Jonathan Lindinger

    Hej piger, tusind tak for de søde ord. Det første gang jeg har hørt om rafianere før, men det fedt! Jeg kan lide det haha;) håber vi ses engang på gaden, så må vi lige hilse og tage et billede. -rafi;)

Optagelserne fandt sted i Nyborg på Fyn fra marts 2015 og cirka fire måneder frem. I den tid spillede Jonathan sammen med nogle af branchens dygtigste folk.

- Det er noget meget få mennesker får lov at opleve, og jeg er så taknemmelig for alt det, jeg lærte. Vi var som en lille familie, og jeg ønskede aldrig, at det skulle slutte, siger Jonathan Lindinger.

Den vilde berømmelse

Da 'Juleønsket' rullede over skærmen i december 2015, var der cirka en million danskere, der så med.

Produktionsselskabet havde informeret børneskuespillerne om, hvor berømte de formentlig ville blive, men det kom alligevel bag på Jonathan Lindinger.

- Den iPhone 4, jeg havde på daværende tidspunkt, brændte simpelthen sammen på grund af aktiviteten. Jeg tror, at jeg fik mellem 500-1000 beskeder de første dage i december, fortæller han.

  1. Hej Jonathan, vil bare lige sige at du er en sygt god skuespiller elsker virkelig Juleønsket. Den er så god. Jeg plejer normalt ikke at se julekalender, men den her er virkelig god, og du gør den ikke dårligere

  2. Jonathan Lindinger

    Mange tusind tak. Det betyder virkelig meget for mig at høre:)

For ham var det en fantastisk følelse, at hans skuespil gjorde ham så populær, og han værdsatte hver og en, der skrev eller henvendte sig personligt til ham.

Den unge skuespiller følte samtidig et stort ansvar overfor sine fans og ville gerne være et godt forbillede.

- Jeg mindede mig selv om, hvor heldig jeg var, og at jeg ikke skulle tage noget for givet. Jeg prøvede altid at være smilende og åben, siger Jonathan Lindinger.

Han husker kun en enkelt episode, hvor berømmelsen blev for meget.

Det var i midten af december, og Jonathan Lindinger skulle ud og skøjte med sin familie i City 2, et indkøbscenter i Høje Tåstrup. Da de kom frem, var der sort af mennesker, og alle børn og unge løb hen til ham for at hilse og få taget billeder med ham.

  1. Hej Jonathan, mig og min veninde er kæmpe fans af dig. Vi elsker dig og juleønsket, du er så god!

  2. Jonathan Lindinger

    Hej piger. Tusind tak for den søde besked. Godt I kan lide juleønsket;) Hilsen Jonathan Lindinger

- Det gjorde mig ked af det, fordi det forhindrede mig i at være nærværende med min familie. Jeg følte, at det var min skyld, at vi ikke fik den hyggelige dag, der var planlagt, siger Jonathan Lindinger.

For ham varede den vilde berømmelse cirka et halvt år, men han oplever stadig at blive genkendt som på gaden.

En ny virkelighed

Da 'Juleønsket' var forbi, og Jonathan Lindinger ikke længere var Rafi, skulle han igen lære at navigere i en ny virkelighed.

Han fortsatte med at spille teater, og han indspillede blandt andet en række reklamefilm for Bakken, Coca-Cola og SuperBrugsen. Derudover medvirkede han i en række kortfilm og et par afsnit af 'Klassen' på DR ULTRA.

Efter niende klasse valgte Jonathan Lindinger at tage på efterskole, som var noget, han havde drømt om længe. Det var samtidig det tidspunkt, hvor berømmelsen forsvandt stille og roligt.

- Det var en helt anden tid end lige efter 'Juleønsket', det er klart. Men jeg registrerede ikke rigtigt, at jeg ikke var så berømt længere, fordi jeg var så optaget af mit liv på skolen, siger han.

Selvom livet på efterskolen var en drøm for Jonathan Lindinger, og han nød at have tid til skole og venner, lå skuespillet stadig i baghovedet.

- Jeg ville uden tvivl have grebet chancen, hvis jeg var blevet tilbudt en stor rolle. Jeg kunne også godt have opsøgt det mere selv, men der var andre ting, der fyldte på det tidspunkt, siger han.

Fremtiden er åben

For Jonathan Lindinger er det en stor oplevelse, at 'Juleønsket' netop nu bliver genudsendt. Faktisk har han glædet sig, siden han fik beskeden for et par måneder siden.

Det er fem år siden, at julekalenderen blev vist første gang, men grundlæggende føler den unge mand sig som den samme person.

- Jeg har selvfølgelig ændret mig. Både udseendemæssigt og personlighedsmæssigt. Min stemme er blevet dybere, og jeg er generelt blevet ældre. Men på mange måder er jeg den samme, som jeg altid har været, siger han.

Hvor Jonathan Lindinger er om yderligere fem år er ikke til at sige.

Lige nu går han i 2.g på gymnasiet, men han har ingen faste planer for, hvad der skal ske efter.

Én ting er dog sikkert. Drømmen om at lave mere skuespil lever stadig.

- Hvis der dukker en fed rolle op, takker jeg ja med det samme. Jeg er lige så klar på nye udfordringer og eventyr, som jeg var for fem år siden, siger Jonathan Lindinger.

'Juleønsket' kan ses hver dag i december klokken 20 på TV 2 og på TV 2 PLAY.