Hans mor brød sammen i bilen, da han fortalte sin hemmelighed – her er Morten Kjeldgaards historie
At springe ud som homoseksuel kostede i flere år Morten Kjeldgaard forholdet til familien. I dag er danseren stolt af at være et forbillede.
"Vil du ikke gerne af med det, Morten?"
Ordene lyste op på Morten Kjeldgaards mobilskærm. Beskeden var fra hans mor.
Danseren var 21 år og boede i København, over 400 kilometer væk fra den nordjyske hjemby Nørresundby.
Det, moren på afmålt jysk prøvede at spørge sin søn om, var, om han ikke ville "af med" sin homoseksualitet. Om han ikke kunne prøve at blive kureret. Omvendt.
Hun sendte også et link til en hjemmeside for et sted, der tilbød at "kurere" homoseksuelle ved hjælp af Bibelen.
- Det kan vi jo grine lidt af i dag, mig og min mor. Det kom ikke et ondt sted fra, men af ren og skær uvidenhed, siger Morten Kjeldgaard.
I dag stiller den 35-årige danser kendt fra 'Vild med dans' sig gerne i front, når det kommer til at kæmpe for LGBT-rettigheder.
Han er stolt af at være et forbillede og én, som andre kan spejle sig i. Han er lykkelig for sit liv med kæresten Frederik.
Men vejen dertil har ikke været nem for danseren. Det havde store konsekvenser for ham at fortælle sin familie, hvem han var.
Faktisk tog det år, før de lærte at acceptere ham.
Sprang ud i København
Morten Kjeldgaard var flyttet til København ved et tilfælde.
Efter handelsskolen havde den unge student købt lejlighed i Aalborg og var klar til at starte på ejendomsmægleruddannelsen i Hobro.
Han tog til København for at holde sommerferie hos en veninde, som arbejdede på et teater.
Og det blev gennem hende, at Morten Kjeldgaard fik øjnene op for "showbiz". Selv havde han danset, siden han var 10, og han begyndte at gå til danseauditions på byens teatre. Da han begyndte at få jobs, blev han hængende
Men der var også en anden årsag til, at danseren havde lyst til at blive i København. Her var han nemlig ude af skabet.
I København var det lettere at være en ung, homoseksuel fyr. Morten Kjeldgaard mødte andre homoseksuelle og mødte for første gang et homomiljø. Han kunne gå ud på byens mange homobarer. Han kunne være sig selv.
- Jeg mødte nye mennesker i København, og det var bare så meget nemmere at sige fra starten, at man er homoseksuel, end at skulle fortælle det til nogen, man har kendt altid, siger Morten Kjeldgaard.
Hjemme i Nørresundby var det kun to af hans nære venner, der vidste, at han var til fyre. Han havde tidligere haft en pigekæreste i tre år, og hans familie vidste intet.
Homoseksualitet fandtes slet ikke i hans nærmiljø.
På Morten Kjeldgaards danseskole i hjembyen Nørresundby havde der engang gået en ung fyr, som var til fyre. Han var for længst flyttet fra byen, men han var stadig én, der blev talt om.
Han var den eneste homoseksuelle, Morten Kjeldgaard nogensinde var stødt på.
Og den måde, folk talte om ham på, sad i Morten Kjeldgaard, da han selv begyndte at overveje, om han skulle springe ud for sin familie.
Han følte, han skyldte sine forældre at fortælle dem, hvem han var.
De vidste intet om hans liv i København.
Da han som 21-årig tog hjem til Nørresundby for at fejre sin fars fødselsdag, var han derfor fast besluttet på, at han ville springe ud.
- Dine forældre ved det jo nok allerede, havde hans venner sagt, når han havde delt med dem, hvor nervøs han var for at springe ud.
Havde de ret? Havde forældrene regnet det ud?
Morten Kjeldgaard vidste det ikke.
Da hans mor hentede ham i Aalborg lufthavn for at køre ham ud i familiens sommerhus, hvor farens fødselsdag skulle holdes, satte han sig ind bag rattet.
Han ville starte med at sige det til sin mor i bilen, så de sammen kunne planlægge, hvordan faren skulle have beskeden.
Han frygtede, at hendes reaktion ville være så voldsom, at hun ikke ville kunne køre bilen.
På bilturen sad Morten Kjeldgaard med sitrende nerver og hjertet oppe i halsen.
"Sig det nu bare. Nu siger du det. Nu. Kom så. Nu!," lød hans indre monolog.
Til sidst tog han en dyb indånding og sagde det.
- Du ved det sikkert allerede godt, men jeg er homoseksuel.
Ordene fik hans mor til at bryde fuldstændigt sammen på passagersædet. Hendes reaktion var mere voldsom end noget, Morten Kjeldgaard havde forestillet sig.
Han blev så forskrækket, at der skulle gå lang tid, før han bragte det op igen.
Både han og moren lagde låg på deres følelser efter snakken, og da de ankom til sommerhuset, nævnte de det ikke med et ord resten af weekenden.
Brød kontakten
Efter den mislykkede snak i bilen havde Morten Kjeldgaard ikke længere samme kontakt til sin familie.
Han blev i København og talte kun af og til i telefon med sin mor. Hans far vidste stadig intet. Sådan var deres forhold i et par år.
Det var i den periode, Morten Kjeldgaard fik sms'en fra moren med spørgsmålet om, om det ikke bare var noget, han skulle "af med".
Det var en sårende besked at få. Og Morten Kjeldgaard var ked af det og skuffet over, at hans mor tydeligvis ikke accepterede ham.
Men i dag ser han anderledes på det.
- Hun var jo bange for, at jeg ville blive udstødt, og at jeg ville blive ulykkelig, siger Morten Kjeldgaard.
Som tiden gik, begyndte han og forældrene dog at nærme sig hinanden igen ligeså langsomt. Forældrene tog mere kontakt og begyndte at spørge mere ind til sønnens liv.
Da tiden føltes rigtig, fortalte Morten Kjeldgaards mor også hans far om deres søns seksualitet. Det skete tre år efter, han første gang havde sagt det til sin mor.
Da Morten Kjeldgaard fik en kæreste, tog familien pænt imod ham. Kæresten blev inviteret med i sommerhuset, og forældrene kom til København for at besøge parret.
Morten Kjeldgaards far gik bort i 2016. Og selvom de to aldrig nåede det punkt i deres forhold, hvor de kunne tale åbent og ærligt om hans seksualitet, nåede Morten Kjeldgaard stadig at føle sig accepteret af sin far.
- Han omfavnede mig fuldt ud, siger Morten Kjeldgaard.
I forbindelse med årets Danish Rainbow Awards på TV 2 ZULU stod en række kendte homoseksuelle frem og fortalte om den første gang, de holdt offentligt i hånden med den, de elsker.
En af dem var Morten Kjeldgaard, der delte historien om, hvordan det var at holde en mand i hånden for første gang.
Selvom der var en del smerte forbundet med at springe ud for danseren, er han i dag et sted, hvor han er "kæmpestolt" af sig selv og hvor langt, han er kommet.
I dag hviler han fuldt ud i, hvem han er, og hvem han elsker.
Morten Kjeldgaard er i år med i 'Vild med dans' for niende gang, og i takt med at han er blevet mere og mere kendt i Danmark, er han trådt mere ind i rollen som offentlig LGBT-person.
- Jeg er så stolt over at stille mig frem og vise, at det er ok at være homoseksuel. At andre kan spejle sig i mig og se, at det godt kan ende et rigtig godt sted, selvom det er svært i starten, siger Morten Kjeldgaard.
Derfor stiller han gerne op i kampagner og bruger sin platform på Facebook og Instagram til at sprede budskabet.
Og så deler han også mange billeder af sig selv med kæresten Frederik Haun. Det er vigtigt for ham at lade det positive fylde.
Og han kan se, det gør en forskel. Han bliver ofte kontaktet af unge LGBT-personer og forældre til børn, der lige er sprunget ud. De fortæller ham, at han er en positiv rollemodel.
- Det havde jeg aldrig turdet tro på. At min historie i sidste ende ville gøre det nemmere for andre, siger Morten Kjeldgaard.
Se 'Vild med dans' lørdag kl. 20.35 på TV 2 og TV 2 PLAY.