Underholdning

Manden i Darth Vader er død

David Prowse lagde ikke selv stemme til den berømte Sith-fyrste.

En af de mest berømte citater i filmhistorier lyder:

- No, I am your father.

Klædt sort fra top til tå har Darth Vader lige hugget hånden af sin søn, Luke Skywalker, og forsøger nu at overtale sønnike til at slutte sig til den mørke side af Kraften.

Ifølge Mirror er manden inde i Darth Vader, David Prowse, død. Han blev 85 år gammel.

- Må kraften være med ham, skriver Thomas Bowington, der var agent for Dave Prowse, i et statement søndag morgen.

Her ses den engelske skuespiller David Prowse med Darth Vader.

David Prowse, der både var vægtløfter og skuespiller, gav Darth Vader en fysisk overlegenhed, som overstrålede de fleste andre skuespillere i de tre første Star Wars-film – ’A new hope’, ’The empire strikes back’ og ’Return of the jedi’.

For det eneste David Prowse havde at arbejde med, var at tilføre fysik i den futuristisk udseende skikkelse. Ironisk nok blev Darth Vaders stemme i stedet lagt i munden på skuespilleren James Earl Jones, da instruktøren George Lucas ville have en mørkere vokal end den, Dave Prowse kunne levere.

- Jeg ville gøre Darth Vader mere interessant, mere subtil, mere psykologisk, har James Earl Jones sagt.

Men det ville George Lucas ikke høre tale om.

- Du skal holde hans stemme uden følelser, for han er reelt set ikke længere et menneske, svarede instruktøren.

Vader endte som helten

David Prowse selv var utilfreds med valget, men historien har vist, at selvom de aldrig mødte hinanden under filmoptagelserne, så endte Dave David Prowse og James Earl Jones med at blive et af de bedste makkerpar i filmhistorien.

David Prowse tilførte Darth Vader den kropslige tyngde, der gav publikum en følelse af, at Darth Vader virkelig kunne kvæle folk med tankens kraft.

Og kombineret med James Earl Jones’ dybe røst og den mekaniske vejrtrækning blev Darth Vader noget mere.

Han blev mere end Kejser Palpatines lærling. Han blev mere end Luke Skywalkers far.

I David Prowses figur endte Darth Vader som helten, der skulle kæmpe mod egne dæmoner for at blive ansigtet på hele Star Wars-universet.