Annisette Koppel.
DANISH MUSIC AWARDS

De takkede nej til pladekontrakt, fordi de skulle spille for amerikanske soldater - nu hædres de

The Savage Rose spiller på 53. år og samler ikke kun de gamle 68’ere, men også et helt nyt og ungt publikum.

The Savage Rose sad over for to agenter på det amerikanske pladeselskab RCA Records. Bandet havde kun eksisteret i få år, men allerede nu havde de unge danskere opnået anerkendelse herhjemme og i det store udland.

De var unge, oprørske og klar til at indtage USA med deres helt særlige lyd og venstreorienterede protestsange.

Pladekontrakten lå klar, men der var ét særligt krav fra de to agenter.

Bandet skulle flyves til Vietnam og spille for de amerikanske soldater på en række militærbaser.

Jublen stoppede.

The Savage Rose i studiet i 1968. Annisette Koppel ses i forgrunden siddende på klaveret.

Bandmedlemmerne blev blege i ansigterne, og de kiggede rundt på hinanden. Hvordan kunne de med deres ideologi spille for de soldater, der var i gang med at føre en krig, de var dybt i mod?

De fik en dags betænkningstid, men de var ikke meget i tvivl, da de forlod pladeselskabet og kørte tilbage til deres motel for at diskutere mulighederne.

- Det kan vi ikke, meddelte de næste dag til stor overraskelse for de to pladeselskabsagenter.

De blev rasende, og som straf skulle de spille tre gange dagligt den næste måned på en nyåbnet klub i Los Angeles. Gratis. Først derefter kunne de få deres pas og flybilletter hjem til Danmark.

Det føltes som slaveri.

Men The Savage Rose følte samtidig, at deres musik var så stor og powerfuld, at de ville overleve det. De skulle nok finde en vej til publikum.

Annisette Koppel sidder på en bagagevogn i Københavns Lufthavn i Kastrup. Året er 1970.

Modtager DMAs Ærespris

Annisette Koppel

Annisette Koppel født Annisette Hansen 29. august 1948

Hun dannede par med Thomas Koppel frem til hans død i 2006

De blev borgerligt viet i USA i 1999 og fik sammen døtrene Billie og Naja Rosa Koppel. Begge har sunget kor på både plader og til koncerter

The Savage Rose har udgivet 25 album

I 1999 modtog Annisette en Danish Music Awards for Årets Danske Sangerinde

I 2014 fik hun Fredsprisen fra Kunstnere For Fred, og i 2019 blev hun tildelt Statens Kunstfonds livsvarige hædersydelse

The Savage Rose er i dag blandt de største og længst eksisterende danske rockbands.

De var venstreorienterede og aktivistiske, men arbejdede også sammen med Det Kongelige Teater om forestillingen Dødens Triumf. Balletten blev en succes – blandt andet fordi den tiltræk de unge til teateret.

Og selvom The Savage Rose spiller på 53. år, samler de stadig de gamle 68’ere, men også et helt nyt og ungt publikum.

Lørdag aften modtager The Savage Rose DMAs Ærespris – ikke som band, men som fænomen, der har bevæget sig gennem tid og sted.

Selvom tiderne har skiftet, og bandmedlemmer er kommet til og fra, har The Savage Rose altid været et band, publikum kan mærke. For The Savage Rose har noget på hjerte.

De synger og spiller for at gøre verden til et bedre sted.

Annisette Koppel på scenen til en The Savage Rose-optræden i 2014. I baggrunden ses Annisette og Thomas Koppels datter Naja Rosa Koppel og Amina Carsce Nissen.

Et sus gennem lokalet

Året var 1967, og Annisette trådte spændt ind i det tre kvadratmeter lille øvelokale i en kælder i Søborg. Lokalet var propfyldt med instrumenter.

I huset boede den klassiskuddannede pianist Thomas Koppel med sin daværende kone, Ilse Maria.

Nu skulle Annisette stå sin prøve.

Hun havde egentlig sunget og optrådt fra hun var helt lille. Oftest sammen med sin fem år ældre storesøster Rudi Hansen – nok bedst kendt som Mie fra ‘Far til fire’-filmene. De turnerede rundt i omrejsende tivolier og sang børnesange.

Allerede dengang opdagede flere af de voksne, at hun havde en stemme, der ikke var som de andres.

Annisette og storesøster Rudi Hansen fotograferet i oktober 1962.

Op gennem teenageårene havde hun optrådt med en veninde til konfirmationer og sølvbryllupper. Og i de sene teenageår havde hun været forsanger i bandet Dandy Swingers.

Det var gennem nogle af bandmedlemmerne, at hun var blevet sat i kontakt med det, der skulle blive til The Savage Rose.

Bandet bestod af Alex Riel, Jens Rugsted, Flemming Ostermann, Ilse Maria Koppel og brødrene Anders og Thomas Koppel – sidstnævnte blev Annisette nogle år senere kærester med.

Det var første gang, hun skulle prøve at synge noget, som ingen anden havde sunget før. Og det gjorde hende meget nervøs.

Hvem er jeg som sangerinde, spurgte hun sig selv. Det skulle hun først for alvor til at finde ud af.

Annisette og Thomas Koppel fotograferet i 1968.

Bandet gik i gang med at spille, og hun fik stukket en lang sangtekst med seks-syv vers i hånden.

Da de havde spillet i fire minutter, var Annisette stadig ikke begyndt at synge. Jeg er nødt til at prøve at springe ind i sjippetorvet, tænkte hun. Så måtte det bære eller briste.

Og da hun begyndte at synge, lød der et sus gennem det lille lokale. Pyha, de kunne lide det.

Udstødt af branchen

The Savage Rose tog Danmark og danskerne med storm lige fra begyndelsen.

“Sjældent har en popgruppe banket sig så sikkert fast i den danske underholdningsbranche som Savage Rose – og så suverænt. Kendt fra aviser, ugeblade, discoteker og tv. En dansk popgruppe, som kan få fat i hvilket som helst publikum. Anerkendt af forældre, anmeldere, børn og onkler. Annisette et nyt pigeidol, hvis hårstørrelse overgår alt, hvad der hidtil er set,” skrev Politiken efter en koncert i efteråret 1968.

Annisette Koppel fotograferet i 1968.

Op gennem 1970’erne udgav The Savage Rose en håndfuld plader. De havde sat sig tungt på tronen som Danmarks aktivistiske band.

De spillede for indsatte på forvaringsanstalten i Herstedvester Fængsel, i palæstinensiske flygtningelejre i Libanon og til støttekoncert for den sorte, militante borgerrettighedsbevægelse Black Panther Party.

De støttede DKPML, fristaden Christiania og protesterede mod Irakkrigen.

Deres sange red på ungdomsoprørets store bølge. Men da fattigfirserne og yuppierne kom, og man sagde farvel til fløjl og goddag til lacoste og Marc O’ Polo, mistede de den kommercielle opbakning.

De var ikke hotte hos dem, der sad med magten i branchen. De fik ingen radiotid, festivalinvitationer eller musikpriser.

Men det tog ikke modet fra bandet, der måtte gå på bistand eller tage dagsarbejde.

Annisette og Thomas Koppel fotograferet i slutningen af 1979.

The Savage Rose følte stadig, at der var brug for deres musik. Derfor fandt de vej til folkelige begivenheder herhjemme og ude i verden. Det var alt fra store strejker, demonstrationer og antikommercielle arrangementer.

Og her var publikummet meget større, end det, den kommercielle musikindustri kunne tilbyde.

- Man kan vælge at stå på sidelinjen eller tage stilling til folks hverdag og liv. Vi syntes ikke, vi kunne se bort fra de problemer, vi så i verden. Vi havde et ønske om at fremme fred og kærlighed i verden, fortæller Annisette Koppel.

Hun husker i dag tilbage på den tid som lærerig og ufattelig vigtig. En tid, som satte dybe spor, og som bandet aldrig har sluppet siden.

- De mange koncerter lærte os om livets for- og bagsider – om at være udstødt af en verden, som blev styret af krig og profit, fortæller Annisette Koppel.

De fortsatte med andre ord uden om den verden, som de allerede dengang på det amerikanske pladeselskab havde gjort op med.

Annisette på scenen med The Savage Rose i Tivoli i 1993.

Da ankermanden forsvandt

I 1990’erne drog The Savage Rose tilbage til Los Angeles og indspillede pladen ‘Black Angel’ med hitnummeret af samme titel.

Tiderne havde skiftet, og bandet fik en grammy (i dag DMA) for årets danske rockudgivelse for den plade.

Thomas og Annisette Koppel holdt af at rejse og opleve andre kulturer og folkefærd. Deres rejselyst bragte dem vidt omkring. Blandt andet til Puerto Rico, hvor de lejede et lille hus på et bjerg.

Her skrev og indspillede de musik sammen. Lige indtil en februarmorgen i 2006.

Annisette havde haft en drøm, som gav hende en fornemmelse af, at noget ville ske. Sangteksten handlede om en storm, der kom gennem deres hus. Stormen fortalte hende, at hun skulle skynde sig væk, inden det blev for sent.

Men de blev i huset på bjergtoppen.

10 dage senere døde Thomas Koppel af et hjertestop ved sit klaver.

Han blev kun 61 år.

Thomas Koppel var i begyndelsen ankermanden i The Savage Rose sammen med sin bror Anders Koppel. Med deres klassiske musikopdragelse var det dem, der hovedsageligt skrev de nyskabende melodier, som var en blanding mellem klassisk, jazz, blues og rock.

Thomas Koppel havde været både bandets, men også Annisettes stamme. Så hvad skulle der blive af bandet og den store sangskat, han havde været med til at lave?

Annisette var faktisk ikke i tvivl.

Og da en booker ringede og spurgte hende midt i den store sorg, om de skulle aflyse efterårets turne, svarede hun nej uden at tøve.

De var nødt til at fortsætte.

11. marts 2006 kørte familien i hestevogn fra Christianskirken på Christianshavn med kisten til Vestre Kirkegård. Annisette Koppel rejste sig i hestevognen og sendte peacetegn til de fremmødte.

Fandt The Savage Rose-dna’et

Annisette var autodidakt og kunne hverken spille et instrument eller læse noder. Men hun havde siden 'Wild Child'-turnéen sidst i 1970'erne skrevet teksterne og også komponeret en del af melodierne.

Efter at have dannet par i 36 år, var Thomas Koppel blevet en del af hendes rygrad, ligesom hun var blevet af hans. De tænkte ens – også musikalsk.

Så efter Thomas Koppels død satte hun sig med den guitar, som han havde givet hende, og begyndte at spille sig frem til sangene, som skulle blive den nye æra.

Kort inden Thomas Koppels dødsfald, sad han hver aften og øvede på en sang. Den var aldrig blevet skrevet ned på noder.

Og det var blandt andet den melodi, Annisette forsøgte at finde frem på guitaren.

Men det var umuligt, og sangen forsvandt med Thomas.

- Det var nærmest noget af det værste, at den også forsvandt. For det føltes som tråden til det sidste, vi havde med ham. Tonerne af ham gemte sig i den sang, fortæller Annisette Koppel.

Annisette og Thomas Koppel var sammen i 36 år.

Klaveret, som Thomas Koppel havde komponeret ved i huset i Puerto Rico, fik Annisette og deres datter Naja Rosa Koppel fragtet med hjem til Danmark.

En aften sad de i deres hjem i Sydhavnen og kiggede på klaveret.

- Ej, nu skal der altså spilles på det klaver, sagde Naja Rosa Koppel og satte sig hen og begyndte at spille et par akkorder.

Pludselig ramte hun noget.

- Hold den der, sagde Annisette og fandt sin blok frem.

De toner mindede hende om noget. Det var lyden af Thomas Koppel. Den dna, som han havde tilført The Savage Rose, var der stadig.

Siden har bandet spillet et hav af koncerter og udgivet fire nye albums – det seneste i 2017, hvor de fejrede 50-års jubilæum.

Her spillede de blandt andet på Roskilde Festival, hvor Annisette Koppel sluttede af med at sende en hvid fredsdue til vejrs.

For hun synger stadig for kærlighed og frihed.

Et nysgerrigt menneske

Selvom Annisette Koppel har rundet de 70 år, danser hun stadig rundt på scenen i bare tæer. Stemmen er dog ikke helt den samme, som da hun var ung.

- Jeg er så gammel nu, at jeg skal finde ud af at bruge de kræfter, jeg har til rådighed i min krop. Men jeg er hjulpet godt på vej af den kraft, jeg får fra publikum. Det er en gave, og det er en gave at synge, siger hun.

Men hun har besluttet sig for at blive ved, til hun ikke kan længere.

Og når hun i dag ser tilbage på sin lange karriere, er hun mere end tilfreds.

- Jeg kan ikke ønske mig noget bedre end det musikalske liv, jeg har haft. Og at jeg ovenikøbet kan få lov til at fortsætte, det er jo fuldstændig vildt.

Annisette beskriver sig selv som et nysgerrigt menneske. Hun er altid spændt på, hvad der venter lige om næste hjørne.

Og så kræver hun meget af sig selv og sin krop.

Det går stadig godt, men den dag, stemmen ikke vil, skal hun have fundet ud af, hvad hun så gør.

Men det vil tiden vise.

- Jeg elsker bare at stå på scenen og synge. Dér føler jeg mig hjemme. Dér lever jeg mit liv fuldt ud.

Annisette Koppel.