Nybyggerne

LIVE Nu findes vinderne af 'Nybyggerne' - se det her

Nerverne er på højkant, når et hus til en værdi af 2,6 million kroner skal finde sine nye ejere i finalen af 'Nybyggerne'.

De har slidt og slæbt i både stuer, køkkener og haver i flere uger. Og nu sidder de fire par så på scenen i Balle ved Silkeborg og håber på, at de kan høste den frugt, de selv har sået.

Følg med live herover, når enten det grønne, røde, gule eller blå par vinder et hus. Bagefter følger Christian Degn de heldige vindere over i deres nye hus til en værdi på 2,6 mio. kroner.

Grøn

Det grønne par består af 34-årige Trine og 31-årige Mikkel, der bor i Tulstrup ved Ikast. Sammen har de forsøgt at indrette deres hus efter den stil, de selv kalder "nordisk Uganda". Hvis de vinder huset, skal deres datter Saga på fire år samt deres hund ved navn Tage flytte med ind.

Rød

I rødt hus har Stephanie og Kristoffer på henholdsvis 30 og 25 år forsøgt sig med en gennemgående romantisk og herskabelig stil. Den er især inspireret af TV 2-serien 'Badehotellet'. De er begge fra Vejle, men bor i Odense.

Gul

En decideret stil finder man måske ikke i det gule hus. Malene på 37 år og Christian på 51 har nemlig gjort en dyd ud af, at der ikke skulle være en rød tråd i deres indretning. Hvis parret vinder huset, flytter de sammen med deres to fælles børn til Silkeborg fra Møn, hvor de bor i dag.

Blå

Det blå par har taget deres hjemland med ind i huset. 25-årige Sunnvá og 32-årige Martin, der til dagligt bor på Amager, kombinerer nemlig Færøerne og en nynordisk stil i deres indretning. Det betyder en masse egetræ, skind, uld og planter.

Øverst kan du se, hvem der vinder 'Nybyggerne' 2020 samt tage med vinderparret over i deres nye hus.