Se billederne: Verdens bedste landskabsfotos er fundet
Bjergkæder, vandløb og store vidder. Motiverne spænder bredt i konkurrencen om at blive årets bedste landskabsfotograf. Se billederne i bunden.
3800.
Så mange forskellige billeder har juryen i konkurrencen 'årets internationale landskabsfotograf' kigget igennem, før de besluttede sig for, hvem der skulle løbe med sejren.
Valget faldt på 24-årige Kelvin Yuen fra Kina, der med sine billeder af landskaber fra hele verden imponerede dommerne nok til at løbe med hovedtitlen.
Den unge fotograf fortæller i forbindelse med konkurrencen, at hans passion for landskabsfotografi er opstået, fordi det giver ham en større forståelse af sig selv.
- Når jeg arbejder udendørs, er jeg nødt til at håndtere mange uvisse situationer og forhold – for eksempel at fotografere uden at sove eller at tage billeder midt i et stormvejr. Det har gjort mig bedre til at løse udfordringer og givet mig muligheden for at rejse til steder, jeg aldrig havde forestillet mig, siger han.
Både professionelle og amatørfotografer har kæmpet om prisen, som blev uddelt for syvende gang. Udover titlen som årets landskabsfotograf er der i konkurrencen også blevet kåret årets bedste landskabsfotografi.
Danmarks smukke natur
Det er dog ikke nødvendigt at rejse ud i verden for at fange smukke landskaber. Den danske natur byder på imponerende motiver lige uden for folks hoveddør.
Det mener landskabsfotograf Lars Roed. Han fotograferer naturen i Danmark – især omkring vadehavet – og har vundet titler i flere internationale konkurrencer.
- Man kan få den fedeste oplevelse ved at tage et kamera i hånden og begive sig afsted. Man ser naturen på en helt anden måde gennem linsen, siger han.
Vil man selv kaste sig ud i landskabsfotografi, er det ifølge fotografen vigtigt at have kompositionen i billedet for øje.
Selv arbejder han meget med at fotografere fra forskellige perspektiver, mens han også har fokus på symmetri og linjer i sine billeder.
- Det er vigtigt at tage beskueren i hånden og lede deres blik i retning af nogle bestemte ting på billedet. For eksempel gennem skyer på himlen eller en spejling i vand, siger Lars Roed.
Og så er det vigtigt at sætte sig ind i naturen og dens elementer. Solens placering på himlen, skyerne over motivet og regnvejr har nemlig stor betydning for udtrykket i billedet.
Men én enkelt ting fremhæver fotografen som det vigtigste:
- Du skal tage af sted med et åbent sind og en legende tilgang til det. Det bliver ofte et bedre fotografi, hvis det er anderledes og viser nye perspektiver af landskabet, siger han.
Herunder kan du se nogle af de billeder, der løb med priserne ved årets konkurrence.
Årets bedste landskabsfotografi
1. pladsen
2. pladsen
3. pladsen
Årets bedste landskabsfotograf
1. pladsen – Kelvin Yuen
2. pladsen – Joshua Snow
3. pladsen – Isabella Tabacchi