Vild med dans

Det hele var pludselig slut på et splitsekund - næste uge vender hun tilbage i ny rolle

Janus Bakrawi og Karina Frimodt måtte fredag trække sig grundet en skade. Henrik Ohsten / TV 2

En skade gjorde, at Janus Bakrawi og Karina Frimodt måtte trække sig kort før fredagens show. Så fik Karina Frimodt et opkald fra produktionen.

De skulle lige til at gå på scenen til generalprøven forud for aftenens 'Vild med dans'.

Kroppen skulle varmes op, og skuespiller Janus Bakrawi og partner Karina Frimodt stod backstage og øvede dele af deres koreografi igennem.

Parret skulle på gulvet i en jive, en energisk latindans med mange spark.

Og det var netop sådan et spark, der under opvarmningen sendte Janus Bakrawi til tælling.

"Krampe!", udbrød skuespilleren og stoppede op. Han strakte ud, men smerten gik ikke væk. Han kunne ikke stå på benet.

Lige så langsomt gik det op for hans partner Karina Frimodt, hvad klokken var slået.

Janus Nabil Bakrawi og Karina Frimodt i en vals i femte liveshow.

Der var tumult omkring parret, men Janus havde så store smerter, at ingen var i tvivl om, at det var slut. Han blev sendt på skadestuen, og parret måtte udgå.

- Pludselig blev tæppet bare revet væk under os. På et splitsekund var det ovre, siger Karina Frimodt.

Parret har generelt ligget højt i feltet, og har en enkelt gang fået en topplacering i årets sæson. Fredag måtte de trække sig.

Flashback til 2018

For Karina Frimodt er det anden gang i hendes 'Vild med dans'-karriere, at præcis det sker: at et spark i en jive fører til en fibersprængning for hendes partner.

Det nøjagtigt samme scenarie udspillede sig i 2018, hvor hun dannede par med den tidligere cykelrytter Rolf Sørensen.

Da skete skaden dog under en træning i ugen op til programmet, og Rolf Sørensen nåede at blive klar til fredagens program.

Parret gik på gulvet i en noget anderledes jive, hvor Rolf Sørensen sad ned og dansede med stok.

Luften gik bare af ballonen to minutter i lukketid

Karina Frimodt

Men at fibersprængningen finder sted så tæt på showstart, og at skulle trække sig med så kort varsel er nyt for Karina Frimodt.

Parret stod klar i fuld makeup og kostumer. Da der var cirkustema på aftenen, var parret klædt ud som mimere.

Janus Bakrawi tog denne selfie af parret kort inden generalprøven. Parret er i anledningen af aftenens cirkustema klædt ud som mimere.

- Jeg blev så sindssygt ked af det og skuffet. Især på Janus' vegne, fordi jeg ved, hvor meget det betød for ham, siger danseren.

- Det er også bare en ufed måde at slutte på. Luften gik bare af ballonen to minutter i lukketid, og så kunne vi stå og se de andre gå i gang med programmet.

Jeg vil langt hellere i omdans og stemmes ud.

Karina Frimodt

Den værst tænkelige måde

For Karina Frimodt er det den værst tænkelige måde at forlade 'Vild med dans' på.

- Jeg vil langt hellere i omdans og stemmes ud. Så har man ligesom gjort, hvad man kunne, siger Karina Frimodt.

- Her er det noget udefra, der kommer og stopper os. Det er en øv-måde at ryge ud på, tilføjer hun.

Men fredagens dramatiske exit bliver dog ikke det sidste, 'Vild med dans' kommer til at se til Karina Frimodt i årets sæson.

Janus og Karina fjerde aften på gulvet.

Næste fredag skal de resterende seks par nemlig opføre holddanse, og der er det Karina Frimodt, der står for koreografien.

Efter fredagens udsendelse blev Karina Frimodt ringet op af produktionsholdet bag 'Vild med dans', som tilbød hende at komme tilbage næste uge som koreograf.

- Det var en totalt overraskelse, og jeg blev så glad. Og det bliver så fedt at få lov til at lave koreografien.

- Og så glæder jeg mig bare til at se de andre igen, jeg nåede slet ikke at sige farvel.

Se 'Vild med dans' på TV 2 PLAY.