Vild med dans

Derfor sprang danser af glæde i 'Vild med dans'

Den professionelle danser Michael Olesen kunne ikke holde sin begejstring tilbage, da han hørte nogle helt særlige ord fra dommerne.

Øjnene spilede sig helt op og med en med knytnæve i luften udbrød den professionelle danse Michael Olesen et øredøvende "YES".

Jeg ved, hvor meget det betyder for Hilda

Michael Olesen

Momentet udspillede sig under dommerkommentarerne i 'Vild med dans' fredag aften.

Og reaktionen kom på grund af en helt særlig kommentar fra dommerbordet til danserens partner, sanger Hilda Heick.

Efter parrets quickstep lød det nemlig fra dommer Anne Laxholm, at hun "ikke så en eneste fodfejl" hos denne sæsons alderspræsident blandt nydanserne.

- Hold da op, Hilda, tilføjede hun imponeret.

Hilda Heick og Michael Olesen dansede quickstep fredag aften.

Michael Olesen omfavnede Hilda Heick. For ham var det nærmest det bedste, parret kunne få at vide.

Det forklarer parret efter aftenens udsendelse, hvor de blev sendt direkte videre med seernes stemmer.

Kommentarer gik på udstråling

At en lille kommentar som denne kunne glæde danseren så meget, skyldes de ord, Hilda Heick har fået med på vejen næsten hver af de nu otte uger, hun har danset.

Michael Olesens overraskelse og glæde var ikke til at tage fejl af.

Gang på gang har kommentarerne fra dommerne gået på, at hun har et fantastisk smil, at hun elsker dansen og at hun viser stor energi trods sine 74 år. Men der har ikke været uforbeholden ros til en del af nydanserens teknik. Før nu.

- Vi har arbejdet så hårdt for at vise, at Hilda også dansemæssigt vil være bedre og bedre og bedre, siger Michael Olesen om sit - med egne ord -"overilede" udbrud.

- Vi har knoklet for at hæl og tå og fodarbejde skal være rigtigt. Nu fik vi bekræftet af dommerne, at det er lykkedes. Jeg blev så glad og stolt på Hildas vegne over, at de kunne se det. Og jeg ved, hvor meget det betyder for Hilda også.

Derfor kunne han ikke styre sit glæde.

Hilda Heick er den ældste deltager i 'Vild med dans' nogensinde.

- Jeg vil gøre det rigtigt

Også Hilda Heick blev overvældet af kommentaren fra Anne Laxholm.

Netop fordi hun selv går op i det tekniske ved dansene.

- Jeg blev også glad, men jeg kan ikke hoppe så højt, siger hun med henvisning til Michael Olesens glædesudbrud.

- En ting er, at man kommer hen ad gulvet, men man vil også gøre det rigtigt og sætte fødderne som man skal.

Hilda Heick og Michael Olesen har allerede danset endnu flere danse i 'Vild med dans', end de havde turde drømme om.

Selvom Hilda Heick også fik kommentarer om, at hun skulle arbejde på at holde skuldrene højere, så høstede parret 38 point, hvilket placerede dem på en fjerdeplads ud af de syv resterende par.

Dampen skal holdes oppe

Hilda Heick indrømmer gerne, at det er udfordrende for hende at lære de mange nye trin.

Alligevel bliver hun ved med at stræbe og stille ekstremt høje krav til sig selv, forklarer Michael Olesen.

- Du vil gerne holde dampen oppe hele tiden, siger han.

- Ellers ruster det gamle lokomotiv, siger hun.

Se eller gense 'Vild med dans' på TV 2 PLAY.