Vild med dans

Hun havde aldrig troet, hendes 74-årige krop kunne klare det - nu kan hun passe sine gamle kjoler

Hilda Heick har udviklet sig så meget i træningslokalet, at partneren Michael Olesen turde give hende en udfordring, han selv kalder "sindssyg".

Med sine 74 år er Hilda Heick den ældste, der nogensinde er gået på gulvet i den danske udgave af 'Vild med dans'.

Og hendes alder blev bemærket ved dommerbordet fredag aften, da hun havde danset sin samba.

- I virkeligheden burde der her i 'Vild med dans' – ligesom i golf – være noget med handicap, så man fik lidt højere point, fordi man er en voksen dame, lød det fra Britt Bendixen.

- Jeg er imponeret over din kondition, og at du overhovedet gennemfører, konstaterede dommeren herefter.

Og ikke nok med at Hilda Heick gennemførte sin samba.

Hun og partneren Michael Olesen lavede også en klassisk samba-variation, hvor damen svinges rundt på gulvet i noget, der minder om et elegant rullefald.

Noget, hverken Hilda Heick eller Michael Olesen havde forestillet sig kunne lade sig gøre, da de tog deres første trin sammen i september.

Men der er sket noget med Hilda Heick efter de mange ugers dansetræning.

Hilda Heick og Michael Olesen dansede samba til 'Copacabana' af Barry Manilow.

Stærkere og mere livlig krop

Sangeren lægger ellers ikke skjul på, at hun i visse henseender er "bagud" på grund af sin alder.

- Der er nogle ting, jeg ikke kan, som de yngre par kan, selvom jeg gerne vil og siger til Michael: "Skal vi prøve?". Jeg kan godt mærke, at det er en anden krop, man har, når man er 74 år, end når man er 40, forklarede hun efter programmet.

Dog fortalte sangeren, at dansen har gjort hende 10-15 år yngre. I hvert fald.

Hun er både blevet stærkere og husker bedre. Og hvor hun efter de første dansetræninger kunne komme hjem og falde i søvn, mens hun sad på en stol, er hun nu fuld af energi.

For bare tre uger siden ville jeg aldrig nogensinde turde foreslå, at du skulle rulle rundt på gulvet på den måde

Michael Olesen

Derudover har hun fået en mere livlig krop. Og sidst men ikke mindst har Hilda Heick tabt sig.

- Jeg kan passe nogle af de gamle kjoler på, der hang bagerst i skabet, som jeg tænkte: "Ej, dem får jeg nok aldrig på, men de er så pæne. Jeg vil ikke af med dem".

- Det er jo simpelthen bare en stor samling af forbedringer i hele systemet, siger Hilda Heick om dansens betydning for hendes krop.

Havde aldrig troet, han kunne få hende til det

Og det er ikke kun Hilda Heick selv, der har bemærket forandringerne. Det samme har partneren Michael Olesen.

- I forhold til at du har en 74-årig krop, er det helt vildt, hvad der er sket med dig de sidste mange uger, lød det fra danseren efter programmet.

Ifølge Michael Olesen har Hilda Heick faktisk udviklet sig så meget, at han pludselig turde give hende den vilde udfordring i sambaen, hvor hun skulle lade sig falde ned mod gulvet, mens han svingede hende rundt.

Michael Olesen har mange gange på de sociale medier rost Hilda Heick for altid at have ja-hatten på. Det var ingen undtagelse, da der i denne uge skulle trænes samba.

- For bare tre uger siden ville jeg aldrig nogensinde turde foreslå, at du skulle rulle rundt på gulvet på den måde. Men der er bare sket noget dansemæssigt, kropsligt og bevægelsesmæssigt, som gør, at nu tør jeg godt gøre sådan noget, siger han.

- Jeg havde aldrig i min vildeste fantasi troet, da vi startede med at danse sammen, at jeg skulle få Hilda til at gøre noget, der i min bog er rimelig sindssygt, tilføjer han.

Var forberedt på omdans

Hilda Heick måtte da også lige tage et hårdt fald på hoften første gang, hun kastede sig ud i koreografien. Men det slog hende ikke ud.

- Efter et par gange kunne jeg mærke, at han havde styrken. Så det eneste, jeg var bange for, var, at jeg ikke kom op igen, griner Hilda Heick.

Øjeblikket, hvor Hilda Heick og Michael Olesen går videre i 'Vild med dans'.

Men det gjorde sangeren. Og trods placeringen nederst på dommernes karakterskala med 26 point, stemte seerne Hilda Heick og Michael Olesen direkte videre til næste fredag.

- Det er fantastisk, må jeg sige. Jeg blev helt rørt over det, fordi jeg havde regnet med, at jeg skulle ind og danse omdans og måske ryge ud. Så man bliver bare så glad over, at folk gider at stemme på os, lød det fra Hilda Heick.

Se eller gense 'Vild med dans' på TV 2 PLAY.