Vild med dans

Dommer forklarer brøler på live-tv: - Nej, hvor er det flovt!

Det gik med Britt Bendixens egne ord "helt galt", da hun skulle give karakterer til Sara Bro og Morten Kjeldgaard.

- Nej, hvor er det flovt! Pinligt!

Sådan udbrød dommeren Britt Bendixen på live-tv, da det gik op for hende, at hun havde lavet helt rav i sin pointgivning under fredagens 'Vild med dans'.

Brøleren opstod, da dommeren ville bedømme Sara Bro og Morten Kjeldgaards cha-cha-cha med et 7-tal.

Seerne kunne dog allerede fornemme forvirring hos dommeren, da hendes kollegaer begyndte at afsløre deres karakterer til parret.

- Jeg har ikke nogen, lød det pludselig fra Britt Bendixen, som ikke havde fået fat i sit eget pointskilt.

Derfor lånte hun i al hast og for rullende kamera meddommeren Nikolaj Hübbes skilt.

Og det betød, at Britt Bendixen først kom til at give karakteren 6, selvom hun egentlig ville have givet Sara Bro og Morten Kjeldgaard et 7-tal for deres dans.

Efterfølgende fik dommeren dog korrigeret sig selv, så hendes karakter faktisk blev et 7-tal.

Sådan så det ud, da misforståelsen gik op for Britt Bendixen.

- Det var brandirriterende

Efter programmet forklarede dommeren, at hun simpelthen ikke nåede at få fat i sit eget skilt, før karaktererne skulle afsløres på tv.

- Når man er 78, er man lidt længere om at komme helt ned i gulvhøjde og hente sit skilt, forklarede Britt Bendixen.

- Så det er simpelthen lidt forvirring fra min side.

- Jeg var sikker på, at Nikolaj sad med et 7-tal, så jeg tænkte, jeg låner bare hans. Men så er det et 6-tal. Og det kan jo ikke nytte noget, når jeg har dømt 7, fortsatte dommeren.

Britt Bendixen og Nikolaj Hübbe morede sig over fejlen efterfølgende.

Derfor var der ikke andet at gøre end at indrømme fejlen for åben skærm.

- Det var en irriterende ting. Man vil helst gøre alting perfekt, ikke? Så det var irriterende, at det skete, men det var ikke nogen stor fadæse, for min rigtige karakter var jo afleveret til produktionen inden. Men brandirriterende, når sådan noget sker, lød det fra Britt Bendixen.

Forsøgte at komme videre med en joke

Senere i programmet italesatte dommeren sin fejl igen.

- Jeg kom til at tage et forkert skilt op før. Det kan godt gøre én nervøs, lød det fra dommeren, før hun rejste sig fra sin plads og forklarede, at hun ville "søge tryghed hos Anne Laxholm".

Anne Laxholm og Nikolaj Hübbe fik pludselig besøg af Britt Bendixen, mens de kommenterede på Faustix og Asta Björks slowfox.

Og det var der en særlig grund til, forklarede dommeren efter programmet.

- Det var lidt for sjov. Det virkede måske ikke sådan, men det var egentlig tænkt lidt som en joke. Lidt humoristisk, forklarede Britt Bendixen.

Britt Bendixen efter fredagens program.

- Jeg vidste, at vi skulle tale sammen, så jeg tænkte, at det var en meget sjov måde at komme videre på, fortsatte hun og understregede samtidig, at hun hverken var nervøs eller bekymret resten af tiden ved dommerbordet.

- Det gør mig ikke nervøs sådan noget. Fordi det er det, der kan ske. Jeg ved godt, hvad jeg siger, og jeg ved godt, hvad jeg gør, sagde Britt Bendixen, som dog gør sig en forhåbning.

- Jeg håber, at både I og publikum vil bære over med min fadæse, sagde hun til den fremmødte presse efter programmet.

Se eller gense 'Vild med dans' på TV 2 PLAY.