Mads Mikkelsen i spil som Johnny Depp-afløser

To eksperter har udvalgt seks af Mads Mikkelsens mest mindeværdige roller.

Han har spillet hårdtslående pusher, hoflægen Struensee, superskurk og charmerende kannibal.

Og måske kan Mads Mikkelsen snart føje rollen som en af verdens ondeste troldmænd til CV'et. For den danske skuespillers navn er i en pulje, der er spil til at overtage rollen i Harry Potter-serien 'Fantastic Beasts'.

Det sker, efter at Johnny Depp har trukket sig fra filmen.

Johnny Depp trak sig fra filmen, efter at han tabte en retssag mod mediet The Sun. Her havde Depp anklaget The Sun for bagvaskelse, efter at avisen havde skrevet, at han var skyldig i hustruvold. Under retssagen kom det blandt andet frem, at Johnny Depp havde et stofmisbrug, og at hans ekskone anklagede ham for vold gennem deres 15 måneder lange ægteskab.

Både Deadline og Variety kalder rollen som Grindelwald "lige i Mikkelsens boldgade", fordi han tidligere har spillet udspekulerede, intelligente skurke.

Mads Mikkelsen har allerede spillet med i nogle af de allerstørste filmuniverser - Star Wars, James Bond og Marvel-filmene, og hvis han lander rollen, vil det cementere hans status, mener Informations filmredaktør, Christian Monggaard.

- Der findes sgu ikke nogen dansk skuespiller større end ham i moderne og nyere tid, siger han.

Talte som et almindeligt menneske

Da Mads Mikkelsen kom frem, var det med noget naturligt og ægte, der stod i kontrast til, hvad skuespillere indtil da havde gjort, siger Jacob Ludvigsen, der er filmredaktør på Soundvenue.

- Mads Mikkelsen talte ikke så teatralsk og ty-de-ligt, som man var vant til at høre skuespillere gøre - han talte som almindelige mennesker gjorde i virkeligheden, og siger Jacob Ludvigsen.

Selv om nogle klagede over, at det var svært at forstå alt, hvad den unge Mads Mikkelsen sagde, blev var hans spillestil ifølge filmredaktøren "et paradigmeskifte".

Mads Mikkelsens målrettethed som nyuddannet fra Teaterskolen var også anderledes - og sandsynligvis klogt.

- I starten af 90'erne var det finest at stå på teaterscenen, og film blev anset for at være mere poppet. Men han ville være filmskuespiller og opsøgte bevidst de roller, siger Jacob Ludvigsen.

Alkymi på film

En anden årsag til Hollywoodeventyret er, at Mads Mikkelsen ramlede sammen med en generation af danske instruktører, der skabte en renæssance for dansk film: Thomas Vinterberg, Nicolas Winding Refn, Anders Thomas Jensen og Susanne Bier.

- Sammenstødet mellem de her instruktører og Mads Mikkelsens spillestil var som alkymi - det var en perfekt sammensmeltning, siger Jacob Ludvigsen.

Filmene fik Danmark - og Mads Mikkelsen - sat på kortet over dem, man tog seriøst, når man talte film.

Og så nævner både Information og Soundvenues filmredaktører Mads Mikkelsens fysik og mimik som afgørende for, at Hollywood har fået øjnene op for ham.

- Han har et fjæs, der både kan være utroligt smukt og foruroligende. Man bliver ikke træt af at se på ham, siger Christian Monggaard.

Christian Monggaard og Jacob Ludvigsen har peget på seks nedslag i Mads Mikkelsens karriere:

Tonni - 'Pusher' og 'Pusher 2' - 1996 og 2004

- Tonni er en speedsnakkende taber, der både er ekstremt underholdende og ekstremt sølle. Man har ondt af ham, og uden det bliver sagt, så forstår man, at han ikke har haft det for let, siger Jacob Ludvigsen.

- Det er en hjerteskærende figur - og en af hans mest fremragende karakterer. Tonni er både sårbar og lettere foruroligende, siger Christian Monggaard.

Fischer - 'Rejseholdet' - 2000

- Det er her, han bliver folkekær. Han er fysisk, har en intensitet og vild energi, og det er også sådan, vi forstår Mads Mikkelsen i dag, siger Christian Monggaard.

Svend Sved - 'De grønne slagtere' - 2003

- Rollen viser, at han kan gennemgå en stor forvandling. Svend Sved er den mest outrerede figur, man kan forestille sig, men den lykkedes - og så har han en ekstremt stærk komisk timing, siger Jacob Ludvigsen.

Le Chiffre - 'Casino Royale' - 2006

- Han er perfekt castet som en charmerende og uhyggelig Bond-skurk, der græder blod. Det er særligt herfra, at Hollywood får øjnene op for ham, siger Christian Monggaard.

Hannibal Lecter - 'Hannibal' - 2013

- Her cementerer han, at han er kommet med i Superligaen - det er imponerende, at man som ikke-amerikaner kan bære en stor amerikansk serie, siger Jacob Ludvigsen.

- Det var enorme - og legendariske - sko, han skulle udfylde efter Anthony Hopkins. Men han ejer den her rolle - den er charmerende og isnende uhyggelig, siger Christian Monggaard.

Martin - 'Druk' - 2020

- Vi ved, at han kan det rå. Men her er han helt modsat - noget så lavmælt som en vissenpind af en gymnasielærer. Så her viser han sin spændvidde, fordi han mestrer det underspillede, der stadig står vildt stærkt følelsesmæssigt, siger Jacob Ludvigsen.