Annika Aakjær er vært for årets 'Danish Music Awards'
Coronavirus betyder, at 'Danish Music Awards' løber af stablen på en anderledes måde i år.
TV 2 vil igen i år hylde dansk musik, når der skal uddeles dansk musiks ældste pris, 'Danish Music Awards'.
Og dette års vært er sanger og sangskriver Annika Aakjær, som skal guide seere og publikum igennem et lidt anderledes prisshow 28. november.
Coronapandemien medfører nemlig et anderledes show, hvor der blandt andet er langt færre publikummer og et anderledes flow i showet.
For mens prisoverrækkelser normalt involverer godt med high fives, kram og kys, bliver der i år holdt afstand og sprittet hænder.
- Det er en stor ting at få lov at stå i spidsen for 'Danish Music Awards 2020', et år hvor musikkens vilkår er under pres. Og det er som regel under pres, at man viser, hvad man er gjort af. Årets show bliver et anderledes et af slagsen, og jeg glæder mig netop meget af samme årsag, siger Annika Aakjær om årets værtstjans.
Netop fordi musikbranchen ligesom det øvrige kulturliv har været hårdt ramt af coronakrisen, var det ekstra vigtigt for brancheorganisation IFPI, der arrangerer showet at afholde showet i år.
- Danske musikere har det ikke nemt for øjeblikket. Alligevel bidrager de med en værdi til vores liv, som de fleste af os nødigt vil være foruden. Derfor fortjener de også mere end nogensinde at blive hyldet ved 'DMA' i år, siger Lasse Lindholm, der er formand for DMA-Akademiet og kommunikationsdirektør i IFPI.
'Danish Music Awards' sendes live på TV 2 og TV 2 PLAY 28. november kl. 21.05