Han blev fristet, hver gang han kedede sig – først da han mistede sin familie, indså dj’en, at han havde et problem
Et festligt arbejdsliv gjorde Faustix til alkoholiker. Det kostede ham familien, men han stoppede, da han fik muligheden for at få dem tilbage.
Da Faustix havde været på gulvet i sidste uges 'Vild med dans' var der én særlig kommentar fra dommerbordet, som fik musikproduceren til at bukke nakken. Øjnene blev våde.
På aftenen havde de hver især skullet dedikere en dans til én, der havde gjort en forskel for dem.
For Faustix var den person hans femårige datter, Allessia.
Og en kommentar fra dommeren Jens Werner rettet mod hans datter ramte musikproduceren lige i maven.
- Når hun bliver lidt større, vil hun være enormt stolt af dig, sagde dommeren til Faustix.
- Du er en rollemodel for rigtig mange mennesker, som, efter at du har åbnet dig op, måske tør at stå ved sig selv. Og det kan være svært engang imellem.
Det, Jens Werner hentydede til, var det alkoholmisbrug, som musikproduceren havde valgt at åbne op om i programmet.
Et kapitel af hans liv, som han er lykkelig over, er overstået.
For Faustixs alkoholmisbrug var tæt på at koste ham alt - ikke mindst forholdet til datteren.
I dag ser han tilbage på det som noget, der har lært ham en vigtig lektie.
Forholdet til alkohol ændrede sig
31-årige Faustix, med det borgerlige navn Morten Olsen, har været aktiv som dj og musikproducer siden 2009.
Han har i sine over ti år i musikbranchen spillet utallige koncerter på festivaler og diskoteker. Steder, der flyder med alkohol. Han havde et arbejdsliv, der på alle måder gav de perfekte rammer for et misbrug.
Derfor mener han også, at misbruget startede på jobbet.
Han skulle sjældent tidligt op om morgenen og nød de festlige aftener i venners lag efter koncerterne.
- Jeg kunne selv vælge, hvordan mit arbejdsliv skulle være. Og jeg valgte at drikke. Og så begyndte jeg at tage alkoholen med hjem, siger Faustix til TV 2.
En håndfuld år inde i hans karriere, hvor han havde festet og haft det sjovt, begyndte alkoholen dog at spille en anden rolle.
- Jeg kan ikke sige, at fra lige præcis dén dag var jeg alkoholiker, siger Faustix, der kommer fra en familie, der før har haft misbrug inde på livet.
Uden at kunne pin pointe præcis, hvornår hans forhold til alkohol ændrede sig, mener han, at problemet begyndte omkring år 2015. Samme år hans datter, Allessia, kom til verden.
Her begyndte alkoholen trin for trin at tage styringen i producerens liv. Han begyndte at kurere sine hyppige tømmermænd med mere alkohol, og ikke med pizza og cola som før i tiden.
Dage, hvor han ikke var beruset, blev undtagelsen. Han blev fristet hver gang, han kedede sig.
- At kede sig er alkoholikerens værste fjende, siger Faustix.
Hvis han havde en stille stund for sig selv i studiet eller derhjemme, tog han en sjus.
- Jeg var alkoholiker i et par år, uden at jeg egentlig ville have titlen på mig. Jeg rendte jo bare rundt uden at vedkende mig, at jeg havde et problem.
Noget, han senere lærte, er typisk for misbrugere. Ofte skal der et wake up call til, før man opdager, man har et problem.
Familien sagde fra
Faustixs alkoholmisbrug stod på i lidt over to år, før han for alvor indså, at han ikke længere var i kontrol.
- Det gik først rigtigt op for mig, at jeg havde et problem, da jeg mistede min familie, siger han.
I december 2017 blev han forladt af sin kæreste, realitystjerne og influencer Irina Olsen. Han skulle ikke længere bo sammen med hende og deres fælles datter.
I samme periode fik Faustix sværere og sværere ved at passe sit arbejde. Han kunne ikke rigtigt ramme tasterne, når han var ude at spille. Han havde intet mentalt overskud og passede ikke på sig selv. Selv små ting som at handle ind blev en uoverkommelig opgave.
Han begyndte at kunne mærke misbruget fysisk. Det blev en sygdom for ham.
- Da det var slemmest, havde jeg fysiske abstinenser Jeg vågnede op om natten med koldsved, og den eneste måde, jeg kunne finde ro, det var simpelthen alkoholen. Jeg kunne ikke undvære det.
Det endelige vendepunkt kom, da Faustix fik et lyspunkt i livet igen.
Da han og ekskæresten Irina Olsen havde været fra hinanden i knap et halvt år, åbnede hun døren på klem for, at de kunne blive en familie igen. Og håbet om at det kunne lykkes blev drivkraften for Faustix.
- At få chancen for at komme tilbage, var det, der skulle til, siger han.
- Der var ingen ultimatummer fra hendes side. Hun kunne bare mærke, at jeg gerne ville. Hun kunne se et glimt af den gamle Morten.
Han startede i behandling på et alkoholambulatorium, hvor han blandt andet fik en antabuskur.
Lad være med at spilde tiden
I dag har Faustix været ædru i over to og et halvt år.
Når han ser tilbage på sin tid som misbruger, har han svært ved ikke at ”dunke sig selv oveni hovedet”.
Men han er dog mest af alt stolt af sig selv, og han mener, han er kommet ud på den anden side som et meget bedre menneske.
- Jeg var slet ikke mig selv dengang. Der var jo ligesom nogle substanser, der havde overtaget. Jeg var ikke til stede. Jeg var ikke Morten. Men det er jeg nu, siger Faustix.
Det betyder især meget for produceren, at han kan være der for Allessia hver dag. At hun ikke skal vokse op med en far, der er alkoholiker.
Hans hovedfokus er nu at være der så meget som muligt for hende og Irina.
- De har set mine værste sider, nu skal de se de bedste, siger Faustix.
Han er med egne ord blevet ”skarp” igen. Han har overskud til både at være far, lave ’Vild med dans’, holde gang i musikproduktionen og medvirke i det realityprogram, han og Irina er hovedpersoner i.
Siden de fandt sammen igen, er de blevet gift, har købt hus i Nordsjælland og laver nu tv under deres fælles efternavn ’The Olsens’.
Alt det er sket på de to og et halvt år, Faustix har været ædru.
Og det bringer os tilbage til den lektie, han har lært af sit misbrug.
- Jeg ser tilbage på de år og tænker, at det var tidligt, jeg fik den livslektion: Don’t waste your fucking time. Lad være med at spilde tiden med ikke at være til stede, siger Faustix.
Det er den tanke, der giver ham disciplinen til at fortsætte.
- Hvis jeg kan nå det her på to et halvt år, hvad fanden kan jeg så ikke nå på ti år?
Se 'Vild med dans' fredag kl. 20.00 på TV 2 og TV 2 PLAY.