Vinderen er fundet - her er årets sjoveste dyrebilleder
Konkurrencen skal skabe opmærksomhed omkring det vilde dyreliv gennem humor. Stem på dit favoritbillede i bunden af artiklen.
Ofte bliver dyr fremstillet smukke og majestætiske, når naturfotografer fanger dem på kamera.
Men en gang om året er der fokus på en anden type dyrebilleder - nemlig dem, der giver et smil på læben. Det sker, når Comedy Wildlife Photography Awards kårer årets sjoveste dyrebillede.
Og det er netop sket.
Motivet på vinderbilledet er en skildpadde i havet ud for Lady Elliot Island i Queensland, Australien. Det har fået titlen 'Skildpadden Terry giver fingeren'. Om det er fotografen bag, Mark Fitzpatrick, der er modtageren af langefingeren, melder historien ikke noget om.
Det lykkedes fotografen at fange øjeblikket, hvor skildpadden rækker sin langemand frem - og ligner en, der virkelig mener det. Og det er blandt andet begrundelsen for, at netop skildpaddebilledet har vundet konkurrencen.
- Det har været fantastisk at se folk reagere på billedet af skildpadden Terry og give folk et smil på læben - især i år, som har været svært for mange, siger Mark Fitzpatrick.
- Forhåbentlig kan Terry være med til at opmuntre folk og få os til at stoppe op og tænke over, hvor meget fantastisk dyreliv, der er omkring os, og hvad vi skal gøre for at passe på det, siger han.
Fokus på at forbedre dyreliv
Formålet med konkurrencen er netop at sætte fokus på at forbedre vilkårene for vilde dyr.
- Ud over at give et smil på læben, så er formålet med konkurrencen at fremhæve det ekstremt vigtige budskab, at vi skal passe på verdens dyreliv, siger Tom Sullam, der er medstifter af konkurrencen og professionel fotograf.
Du kan se de mange billeder og stemme dem op eller ned på listen herunder.