Vild med dans

Hun stod som forstenet i ti sekunder efter dansen - var det skuespil eller ægte følelser?

Nukâka Coster-Waldau og Silas Holst har haft dybe snakke i træningslokalet denne uge. For deres dans havde stor betydning for dem begge.

Med lukkede øjne og armene slynget rundt om sig selv.

Sådan afsluttede skuespiller Nukâka Coster-Waldau en intens tur på gulvet i fredagens 'Vild med dans'. Og hun blev stående sådan i over ti sekunder, indtil partneren Silas Holst kom og omfavnede hende i et langt kram.

Efterfølgende fik de aftenens absolutte topkarakterer - 33 point og heriblandt sæsonens første ottetal. Og med karaktererne fulgte også store roser fra dommerbordet.

Anne Laxholm fremhævede især parrets skuespil og evne til at leve sig ind i dansen. Men herefter lød det hurtigt fra Jens Werner:

- Det er jo så spørgsmålet, Anne, om det var et skuespil? Eller om det var de ægte følelser, I portrætterede?

Nukâka Coster-Waldau sluttede dansen af med armene om sig selv. Som et billede på dansens budskab: at vi alle er elskelige, som vi er, og gode nok, som vi er.

Og hverken Nukâka Coster-Waldau eller Silas Holst lagde efter programmet skjul på, at der bestemt var tale om ægte følelser.

- Vi kunne selv mærke den ind i det allerdybeste. Og jeg prøver at bruge mig selv, så meget som jeg kan. Så jeg følte, at det var ret ægte, lød det fra Nukâka Coster-Waldau.

Så mange point fik de

Nukaka og Silas: 33 point

Emili og Mads: 29 point

Merete og Thomas: 26 point

Janus og Karina: 25 point

Wafande og Mie: 23 point

Faustix og Asta: 22 point

Albert og Jenna: 21 point

Sara og Morten: 20 point

Kristian og Mille: 18 point

Hilda og Michael: 17 point

Vicky og Martin: 10 point

Svært at være sig selv

Parrets moderne dans havde nemlig et særligt budskab. Den handlede om følelsen af at være god nok. Og det er noget både Silas Holst og Nukâka Coster-Waldau har kæmpet med.

- Jeg har altid haft svært ved at finde mig selv. I skolen syntes jeg, at jeg var enormt fejlcastet. Der passede jeg bare ikke ind. Og sådan er der mange ting, hvor jeg har tænkt: Jeg passer ikke ind i det her. Men når jeg danser, så passer jeg ind, sagde Silas Holst efter programmet.

- Derfor betyder dans og det her program så meget for mig. Og derfor er det også ægte, det der kommer. Det er hele mit liv. Det er der, jeg føler, jeg slår til. Og jeg tror, at alle har brug for at finde sådan et ståsted og et frirum, hvor man kan trække vejret, fortsatte han.

- Så kan man klare meget.

Nukâka Coster-Waldau og Silas Holst lavede mange akrobatiske løft gennem dansen.

Nukâka Coster-Waldau gav dansepartneren ret. Hun har haft det på samme måde.

- Jeg har jo følt mig tryggest, når jeg skulle spille et skuespil eller synge en sang. Og så har jeg været ret usikker, når jeg så skulle stå og være mig selv, sådan helt mig selv. Bare som her i et interview, hvor man skal prøve at lyde klog, og så fumler man i det, siger hun.

Det har jeg været ret sårbar omkring

Nukâka Coster-Waldau

Særlig grund til 'Vild med dans'

Er man sig selv, er det nøgent, er Silas Holst og Nukâka Coster-Waldau begge enige om. Og så er der bare mere på spil.

- Så lægger man røven i klaskehøjde. Fordi så er der også nogle, der har en mening om én. Og det er ikke altid en rar mening, der kommer frem i denne sociale medier-verden, som vi lever i, siger Silas Holst.

Selv er han ikke god til at glemme eller se bort fra negative kommentarer. Og det samme gør sig gældende for Nukäka Coster-Waldau.

- Det har jeg været ret sårbar omkring, siger hun og fortsætter:

- Alle siger jo: Tag det med et gran salt. Og det er faktisk også en af de grunde til, at jeg har sagt ja til 'Vild med dans'. For der er meget mediefokus, og det er også en mulighed for at lære at tage det med et gran salt og tænke, at jeg må gerne have det sjovt, og jeg kan ikke behage alle", sagde hun.

Jens Werner kaldte Nukâka Coster-Waldau og Silas Holsts dans et følelsesmæssigt orgie og belønnede den med et ottetal. - De dansede fuldstændig som en enhed, lød det fra dommeren efter programmet.

I lyset af de store følelser, der var på spil for parret i fredagens dans, var det da heller ikke karaktererne, der var de vigtigste.

- Når man har krænget lidt af sin sjæl ud, og så er det også bare dejligt, at det føles rigtigt nede i maven, siger Silas Holst.

- Men det gør da ikke noget, at dommerne også kunne lide vores dans. Det var da kolorit og flødeskum, og det gør bare det hele rigtig dejligt, tilføjer danseren med et smil.

Se eller gense 'Vild med dans' på TV 2 PLAY.